Jeg har mistet min datter Kirsten på 24 år og Ulrik har mistet sin tvillingsøster. Vi fandt hende død i sin lejlighed nytårsaften 2023, altså for godt et år siden.  

Vi var en almindelig familie på fire. Men da børnene var 9 år døde deres far pludseligt, han gik bare i seng og stod aldrig op. Dermed gik deres verden i stykker, og det var svært at komme tilbage. Kirsten fik skoleværing, problemer med det sociale og troede aldrig hun var god nok. Hun var højt begavet, så det var pinagtigt for hende ikke at kunne gå i skole. Vi havde mange konflikter, og selvom jeg nåede at sige undskyld til hende for ikke at have gjort det godt nok, er skylden over det stadig tung at bære. 

Som 18 årig blev hun diagnosticeret med borderline og tvangspræget adfærd. Flyttede til Århus i en studiebolig og kæmpede med næb og klør, hun ville bare så gerne være normal, som hun sagde. Hendes borderline var ikke så udadvendt, den kom mere til udtryk i et enormt selvhad – at hun ikke havde fortjent at være i verden og at vi ville være bedre tjent uden hende. Hun startede på klinik for personlighedsforstyrrelser i Skejby og det var på alle måder en katastrofe. Hun fik en depression og kunne intet – og de anerkendte det aldrig. Hun talte i 2,5 år kun om, at hun ønskede at dø. Om ikke godt vi ville give hende lov. Det eneste der afholdt hende var tanken om, hvor ulykkelige Ulrik og jeg ville blive. Hun begyndte at selvmedicinere med hash, benzoer og opioider. 

Et halvt år inden hun døde blev hun endelig efter et selvmordsforsøg flyttet til klinik for depression, og det var helt, helt anderledes. Hun blev medicineret, kunne genoptage sine studier, være social igen og var SÅ taknemmelig over omsider at blive set og hørt. Og vi kunne endelig sænke skuldrene lidt. 

Hun skulle have holdt nytår hos sin tvillingbror, men dagen før havde hun ikke læst en besked, så han begyndte at blive bekymret. Vi ringede og ringede. Efter dronningens nytårstale kørte jeg til Århus, hentede Ulrik, som også bor deroppe, og vi kørte om til Kirsten og låste os ind. Nøjagtig den scene jeg havde gennemspillet i mine tanker 1000 gange før. Hun lå død i sin seng. Vi regner med, at det var et tilbagefald efter at have været clean noget tid, og så kunne kroppen ikke klare samme dosis. Vi er ret sikre på, hun ikke gjorde det med vilje. 

Jeg har ikke – som andre fortæller – mødt mennesker, der er gået over på den anden side gaden for at undgå mig. Jeg har tvært imod mødt megen varme og omsorg. Jeg arbejder til dagligt som sognepræst og arbejder derfor meget hjemmefra. Jeg har ikke holdt fri eller været sygemeldt, men blev i starten skånet for at have begravelser. Jeg har ikke turdet melde mig syg, for jeg er bange for, det så bliver for svært at komme tilbage. Og jeg er økonomisk afhængig af at tjene en løn, da jeg som alenemor ikke har kunnet spare noget op og jeg i dag lever som single. 

Mange har sagt til mig, at det at miste et barn er det sværeste man kan komme ud for. Og det kan jeg næsten ikke holde ud, for det ranglister min og Ulriks sorg, og tro mig, han lider mindst ligeså meget som jeg. Han har mistet sin bedste ven, sin historie, sin halvdel. Da jeg var sidst i 20’erne mistede jeg min søster ved en trafikulykke i udlandet. Og min mor sagde: det er det værste, man kan komme ud for: at miste sit barn. Så var MIN sorg også ligesom på plads som knap så stor, knap så vigtig. Og jeg led, det var livsomvæltende for mig. Derfor: til alle jer, der siger at det er det værste: Lad være! Det ved I ikke noget om. Jeg er klar over, det er sagt i omsorg og måske afmagt, men det gør noget ved de søskende, der står med et lige så tungt tab. 

Min sorg er ikke udadvendt. Jeg græder ikke meget. Taler heller ikke så meget om det, for jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Men indeni kører tankerne hele tiden. Og ensomheden! Hvor er det ensomt at miste, at sørge, og at sproget ikke slår til. Eller kræfterne til at forsøge at forklare. Jeg savner hende usigeligt. Og jeg synes, det er så synd for hende, at hun først skulle have så svært et liv og så dø ved et uheld så ung, det er nok det, der fylder mest: med-lidenheden. Og så trænger jeg sådan til at gøre noget godt for hende. Og det kan jeg ikke. Og så er der sorgen over Ulriks sorg. Ønsket om at han får det bedre. 

Det er kommet bag på mig, at det er så svært at tale om. Jeg er vant til at tale om sorg og død i mit arbejde, jeg er sorggruppeleder for mennesker, der har mistet. Men tabet af Kirsten kan jeg ikke finde ud af at tale om. Kun med ligestillede. Når nogen spørger, hvordan jeg har det, ved jeg ikke, hvad jeg skal svare. Okay? Skidt? Ad helvede til? Jeg kan jo se, at jeg fungerer. Og det undrer mig. Jeg vil hellere have, at de spørger til hende, hvordan hun var. 

Og så er jeg vred! Vred på verden, vred på den Gud, der ikke er her. Vred når andre synes, det er svært at miste deres gamle forældre eller deres gamle ægtefælle – og tænker på Ulrik, som i en alder af 24 år har mistet både sin far og sin tvillingsøster.  

Det der giver mig lindring er at tale med hende. Jeg kan altid bede hende sætte sig lidt ved mig. Og det hjælper! Det er det eneste, der hjælper. 

Hun var så forpint. Men jeg er taknemmelig for, at hun havde det bedre det sidste halve år. Udover at have det så svært, så var hun i gode perioder en fantastisk, livfuld, empatisk pige fuld af skøre påfund. F.eks klædte hun sig hvert år til Halloween ud som en af de politikere, hun ikke brød sig om: Pia Kjærsgaard, Inger Støjberg osv. Hun var politisk engageret, brændte for klimaet, og ordentlige forhold for de dårligst stillede, brugte kun genbrugstøj og møbler og var veganer. Hun var musisk og kreativ og skrev fantastisk. Hun havde mange venner, vi var mellem 250 – 300 til bisættelsen, skønt hun aldrig følte hun havde noget at byde ind med. Hun var engageret i Gaza, så i stedet for blomster i kirken samlede vi ind til Læger uden grænser og kunne aflevere 35.000 kr. 

Hun var et fantastisk menneske med så mange evner og så megen kærlighed. Verden er blevet fattigere uden hende. Vi er blevet fattigere. Men vi bærer hende med os. Hun er så elsket og så savnet. Jeg håber, hun ved det. Jeg håber, hun endelig kan se, hvad vi andre hele tiden vidste: at hun havde så meget godt at give. 

Kærlig hilsen 

Kirsten og Ulriks mor, Dorthe