Sorgreaktioner
(normale sorgreaktioner)

En ny forståelse for sorg 

Af Benthe Ladefoged Nielsen, medlem at Landsforeningen Mistet Barn. Mistet datter på 23 år i trafikulykke.

Indenfor de sidste 10 år er man begyndt at se på sorgen på en anderledes måde.

Traditionel beskrivelse af sorg/krise

Nye sorgteorier, sorgens to spor (To-proces-modellen)

I disse er der en større forståelse for, at man ikke sørger ens, at man ikke bevæger sig ”pænt” fra én fase til den næste, men at man kan opleve f.eks. at sørge i cirkler eller spiraler. At man, måske næsten fra begyndelsen af, kan bevæge sig i ovennævnte faser, forfra igen og igen.

Men frem for alt er der en anerkendelse af, at livet fremover vil fortsætte i to spor:

Det ene spor er sorgens spor (tabsorienteret-spor), kan også kaldes sorgens og savnets rum, som indeholder alle tanker og følelser forbundet med sorg og savn: Opgivenhed, mismod, nedtrykthed, manglende livslyst. Der, hvor man dvæler i tanker og minder forbundet med tabet, den indre verden, hvor man hellere vil være end i den udenfor.

Det andet spor er livets spor (reetablerende-spor) – eller livets rum

Det liv, der fortsætter, dag efter dag, og som man lidt efter lidt tager mere og mere del i, med alle dets oplevelser, dets glæder og nedture. Livet, som man – på trods af sorgen – begynder at finde indhold i igen.

Det er to hollandske forskere, Margaret Stroebe og Henk Schut, der har beskrevet den tosporede sorgproces. Der er endnu ingen bøger, som er oversat til dansk af de to, men der er flere danske artikler om emnet på nettet. Og Lise Trap har skrevet en rigtig dejlig bog Hjertebånd – at leve med sine døde, hvor hun på en enkel måde formidler det at leve i de to spor (Forlaget Alfa).

Lidt forklaring

Sorgens faseforløb er velbeskrevet i tidligere artikel. Den model bliver stadig i vid udstrækning brugt af professionelle til at forstå sorgforløb. Men det er vigtigt at huske, at det, den bygger på, blev udformet af en svensk psykiater, Johan Cullberg i midten af 70’erne.

Oprindeligt er fasemodellen en forståelse af en livskrises forløb og en metode til at bearbejde den. At den også er blevet tilpasset sorgforløb kan have både sine fordele og mangler. Overordnet fordi denne manglende skelnen mellem sorg og krise gør, at man ikke helt anerkender, at sorg nærmere er et nyt grundvilkår i livet, som man skal leve videre med, mens kriser, for manges vedkommende, er noget man kommer igennem, kan lægge bag sig.

Men brugt nuanceret kan fasebeskrivelsen give en opmærksomhed på, om den sørgende er på vej tilbage til livet. Brugt bogstaveligt kan det blive en form for facitliste eller tjekliste for, om den sørgende nu går fra den ene fase til den næste.  Om han eller hun sørger ”rigtigt”.

Da jeg selv mistede min datter i 2010, oplevede jeg et stort indre kaos i lang tid. Jeg, der kendte faserne fra mit arbejde, oplevede dem godt nok, men på en helt anderledes måde. Jeg kom gennem alle faserne, hver uge, hver dag, somme tider flere gange om dagen: Chokket var der igen, jeg blev fortvivlet, jeg begyndte at erkende og bearbejde, jeg kunne tænke lidt på livet fremover – og så: Tilbage til start. Jeg sørgede i cirkler eller spiraler – og følte mig forkert.

Samtidig oplevede jeg også, at jeg kunne være fuldkommen opslugt af min sorg – og alligevel, det næste øjeblik, deltage i livet.

Derfor var det befriende for mig at begynde at læse og høre om, at nyere sorgforskning ikke længere ser på sorgprocessen som faser, der skal overstås. Den nye viden på området – og det, som den sorgramte kender indefra – er to parallelle tilstande, to spor, som den sørgende befinder sig på og hele tiden pendulerer imellem:

Sorgens spor, sorgen og savnets rum, som indeholder alle følelserne og alle minderne forbundet med tabet. Det andet spor, livets rum, er det liv, der fortsætter, dag efter dag, og som man lidt efter lidt tager mere og mere del i, med alle de glæder og almindelige nedture, der hører til livet.

I starten er man mest i sorgens spor, kommer måske kun ud i livets spor, når det er strengt nødvendigt. Men det forandrer sig, umærkeligt måske, men lidt efter lidt. Indtil den dag, man opdager, at sorgen og savnet er til at bære.

Mens det i den gamle model blev problematisk, hvis man sad for længe fast i én fase, eller hvis man efter de første år ikke formåede at sige farvel, give slip, er det i den nye model ikke sorgens længde, der bliver problematiseret, men at det er vigtigt, at den sørgende kan bevæge sig fra det ene spor til det andet og tilbage igen. Det bliver problematisk, hvis den sørgende kun bevæger sig i ét af sporene, hvad enten det er at lukke sig inde i sorgens rum, ikke ville deltage i livet. Eller det er at skynde sig videre i livets spor, ikke ville tale om eller forholde sig til tabet.

Den tosporede model anerkender altså, at sorgen og savnets rum altid vil være der, omend det giver mere og mere plads til, at livet udfolder sig i det andet rum.

Derfor bryder den med en gammel forestilling om, at man skal ”se at komme videre”, at det kunne betragtes som patologisk eller kompliceret sorg, hvis man blev ved med at tale om den pårørende, man havde mistet.

I den nye model er der forståelse for, at man altid vil have den døde med sig i livet. For os, der har mistet et barn, betyder det, at vi altid vil huske det barn. Processen drejer sig om at finde måder, hvorpå vi stadig kan have ham eller hende med i livet, f.eks. ved at fortælle om det liv, der var, ligesom andre forældre taler om deres levende børn. Se på fotos af barnet. Holde mindedage.

”Man er gået fra den nødvendige smerte til den nødvendige fortælling.”