Sorgreaktioner

At sorgreaktionerne er naturlige betyder ikke nødvendigvis, at du skal klare sorgen alene eller udelukkende med dine pårørende. Opsøg professionel hjælp, hvis du føler et behov for det.

Sorgens to spor (To-proces-modellen)

I de nye sorgteorier er der en større forståelse for, at man ikke sørger ens, at man ikke bevæger sig ”pænt” fra én fase til den næste, men at man kan opleve f.eks. at sørge i cirkler eller spiraler. At man, måske næsten fra begyndelsen af, kan bevæge sig i ovennævnte faser, forfra igen og igen.

Men frem for alt er der en anerkendelse af, at livet fremover vil fortsætte i to spor:

Sorgens ene spor

Det ene spor er sorgens spor (tabsorienteret-spor), kan også kaldes sorgens og savnets rum, som indeholder alle tanker og følelser forbundet med sorg og savn: Opgivenhed, mismod, nedtrykthed, manglende livslyst. Der, hvor man dvæler i tanker og minder forbundet med tabet, den indre verden, hvor man hellere vil være end i den udenfor.

Sorgens andet spor

Det andet spor er livets spor (reetablerende-spor) – eller livets rum

Det liv, der fortsætter, dag efter dag, og som man lidt efter lidt tager mere og mere del i, med alle dets oplevelser, dets glæder og nedture. Livet, som man – på trods af sorgen – begynder at finde indhold i igen.

Det er to hollandske forskere, Margaret Stroebe og Henk Schut, der har beskrevet den tosporede sorgproces.

Lige når du har mistet

Lige efter tabet bevæger man sig mest i sorgens spor, og kommer måske kun ud i livets spor, når det er strengt nødvendigt. Men det forandrer sig lidt efter lidt. Indtil den dag, man opdager, at sorgen og savnet er til at bære.

Det er vigtigt, at den sørgende kan bevæge sig fra det ene spor til det andet og tilbage igen. Det bliver problematisk, hvis man kun bevæger sig i ét af sporene, hvad enten det er at lukke sig inde i sorgens rum, ikke ville deltage i livet. Eller det er at skynde sig videre i livets spor, ikke ville tale om eller forholde sig til tabet.

Sorgen vil altid være der

To-proces modellen anerkender altså, at sorgen og savnets rum altid vil være der, om end det giver mere og mere plads til, at livet udfolder sig i det andet rum.

Derfor bryder den med en gammel forestilling om, at man skal ”se at komme videre”, at det kunne betragtes som patologisk eller kompliceret sorg, hvis man blev ved med at tale om den pårørende, man havde mistet.

Man har den døde med sig hele livet

I to-proces modellen er der forståelse for, at man altid vil have den døde med sig i livet. For os, der har mistet et barn, betyder det, at vi altid vil huske det barn. Processen drejer sig om at finde måder, hvorpå vi stadig kan have ham eller hende med i livet, f.eks. ved at fortælle om det liv, der var, ligesom andre forældre taler om deres levende børn. Se på fotos af barnet. Holde mindedage.

”Man er gået fra den nødvendige smerte til den nødvendige fortælling.”