Den 10. oktober 2020 døde Tor af aggressiv hjernekræft. Han havde fået diagnosen den 25. april samme år, og vi som familie havde brugt tiden derimellem på strålebehandlinger i Skejby, kemobehandlinger på Riget, genoptræning efter funktionstab som følge af akut hjerneoperation ved diagnosticering og diverse benspænd som følge af corona-vilkårene. Samtidig insisterede vi på, at vi skulle leve så normalt som muligt, med fokus på det gode og nære – både af hensyn til Tor og hans lillebror, Jon, på dengang 1,5 år.

I september begyndte Tor at blive dårlig. Han tabte sig, og han fik lagt sonde. Han beholdt sit gode humør og gå-på-mod, men det blev hårdt. Dét, alle troede var bivirkninger fra kemoen, viste sig at være kræften, der trods stråler og kemo havde spredt i hele hans centralnervesystem og langsomt lukkede hans kropsfunktioner ned. Da lægerne konstaterede situationen og erklærede ham terminal, døde han ti timer efter. I min og hans fars favn, uden frygt og smerte.

Tor var vores førstefødte og han blev 3 år, 8 måneder og 4 dage gammel. Min verden eksploderede. Hele det efterår husker jeg både meget sløret og knivskarpt. Jul og nytår var forfærdelige; det var et minefelt af sorg, smerte, minder, en nu 2-årig Jon, der skulle mødes og rummes og elskes og have en god jul – og mine forældres og svigerforældres følelser, der i bedste fald var forstyrrelser; i værste fald føltes som angreb.

Men vi kom igennem. Både julen og nytåret. Og jeg fik allerede dér, midt i den første jul, taget et ejerskab over min sorg og min håndtering af den: Tor havde nogle ret fine butterfly’s, bl.a. en flot rød én, fra julen før. Han havde også brugt en lille stofpose, som egentlig var noget smykke-indpakning, som holder til sin sonde; posen var rød med noget guld-broderi. Både hans butterfly’s og den lille stofpose lavede jeg til juletræspynt og hængte på juletræet – sammen med hans eget stykke juletræspynt, som han havde været så stolt over året forinden; en lille legetøjsbil med et juletræ klistret på taget.

Hans nissehue, som er en flot hjemmestrikket model, hans mormor har strikket (matchende til resten af familiens), fik også en ny plads:

Både min mand og jeg hører heavy metal og dyrker lidt det univers – Tor faldt altid til ro til Amon Amarth, fordi jeg hørte det rigtig meget under hans graviditet. Vores hjem ligner ikke COPENHELL, men jeg samler på kranier – lysestager mv. – og har et ret fint, hvidt porcelænskranie, som nok er størrelsessvarende en ca. 4-årig – i hvert fald passer huen på det, og dér kommer den på hver jul, når Jon og lillesøster Sif (fra 2021) finder deres frem i starten af december.

Da vi nåede nytårs aften dér i 2020, blev det derfor helt naturligt, at skifte nissehuen på kraniet ud med Tors nytårshat, som jeg lavede til ham allerede hans første nytår i 2017.

I 2019 fik vi – ret sent ift. datoen – den idé at invitere børnefamilier i vores omgangskreds (venner og nære kolleger) til et vintersolhvervsarrangement, hvor vi fyldte haven op med fakler og bål, lavede suppe og pandekager udenfor på terrassen, og spiste udendørs i haven. Ingen kom det første år, fordi vi havde inviteret så sent, men drengene elskede det! Dén tradition har vi holdt fast i, både fordi vi også selv er ret vilde med det, men jeg gør det også rigtig meget med Tor i tankerne – i år bliver vi 32!

I forbindelse med Tors død holdt vi ikke traditionel bisættelse, men afholdt et arrangement med udgangspunkt fra vores egen have, hvor vi mødtes med familie, venner og kolleger – alle, der følte et behov for at komme og sige farvel til Tor – og gik samlet ned til stranden tæt ved vores hjem, hvor vi spredte Tors aske. Vi havde frabedt os afskårne blomster, men bød levende planter, buske, træer og løg til haven velkomne. I 2021 stod vores have så smuk og overdådig hen over sommeren, at vi udbyggede solhvervstraditionen med et sommersolhverv også, så folk kan komme forbi til grill og hygge og nyde den have, de selv har været med til at skabe via deres gaver ved Tors farvel.

Nu er det snart jul igen. Tors nissehue sidder på sin plads på kraniet, og jeg glæder mig til at hænge hans julepynt på træet. Julen har for mig fundet sin hygge igen. Mens Tor var syg, fortalte han, at han glædede sig til jul, til at gense jule-disney (som for alvor fangede ham julen inden han døde), og at han håbede, der kom sne. Det er dén følelse, jeg prøver at gå julen i møde med, og det lykkes de fleste dage. Og når der kommer sne, sender jeg altid Tor en ekstra tanke!

Nytår er stadig svær. Overgangen til det nye år, der så tydeligt viser, at endnu et år uden Tor er gået. Den iboende forventning om fest og fejring. Vores nytår er blevet anderledes, da jeg ikke rummer store fester, mange mennesker og høj musik. Både på grund af min ptsd, som jeg har fået konstateret efter hele forløbet, men også fordi jeg ikke har lyst. Jeg har ikke lyst til stor fest på denne dag, hvor man sammen med familien hilser det gamle år farvel og det nye velkomment.

Vores tradition er nu, at vi er hjemme hos os selv, bare os fire; mor, far, Jon og Sif. Vi pynter op. Finder nytårshattene frem, også den til kraniet. Især efter at Sif er kommet til, gør jeg lidt mere ud af tøj og pynt til mig selv og hende, fordi hun elsker at gøre sig fin med sølv og glimmer – og det kan jeg godt finde hyggen og glæden i. Vi spiser det samme hver år, en pastaret med rejer, som ungerne elsker, og som tager 15 minutter at lave. Vi har denne éne aften om året en skærm med til bord, så vi kan se nytårstalen og skåle med kongen. Vi mødes med et vennepar, hvis datter går i Jons klasse, på cykelstien halvvejs mellem vore hjem og ønsker godt nytår. Så går vi hjem. Putter unger. Rydder op. Sætter os i sofaen og taler sammen; om året, om os, om vores børn – dem alle tre. Nogle år har jeg “holdt ud” til 90-års-fødselsdagen i sofaen, andre år er den kommet med på iPad’en under dynen. Så siger godt nytår og god nat.

Selvfølgelig kommer vores nuværende nytår til at ændre sig – ungerne bliver større, kan være længere oppe, stiller andre krav – og dét er fint! Måske bliver jeg klar til forandringerne i samme tempo, som de sker, måske ikke. Men ligesom jeg har hver eneste dag, vil jeg også denne dag have Tor med mig. Måske jeg en dag har ham med i favnen, når jeg en nytårsaften med trut og glimmer og fest i gode venners lag hopper ind i det nye år fra en spisebordsstol – og måske, det kommer til at føles helt rigtigt!

Rigtig glædelig jul og godt nytår til jer og jeres – både dem, der stadig er her, og dem, vi har med i hjertet <3