Bøger om sorg til børn og unge

Bøger om sorg til børn og unge

Vi har opdelt bøger om sorg til børn og unge efter emner.

Nedenfor finder du

  • bøger om sorg.
  • bøger om at miste et barn.
  • bøger om at miste en bror eller søster.
  • bøger om at miste en ufødt søskende.
  • bøger om at miste en nyfødt bror eller søster.
  • bøger om døden.

Udfor bogens titel kan du se, hvilken alder bogen er anbefalet til.

Vi har samlet alle bøger om sorg til børn og unge – vi har altså ikke bedømt kvaliteten af bogen.

Hvis du kender til en bog, der burde være på listen, kan du skrive til kontakt@mistetbarn.dk.

Bøger om sorg 

Knirke-bøgerne (4 – 10 årige)
Knirkebøgerne er for børn, der har spørgsmål til døden. Spørgsmålene kan enten komme, fordi barnet oplever eller har oplevet sygdom eller død tæt på. Eller blot fordi der er en begyndende nysgerrighed omkring emnet. Bogen hjælper børn til at tale om døden og om det at miste og særligt om, hvor man er henne, når man er død. Bogen er udarbejdet i samarbejde med Børn, Unge & Sorg.

I serien finder du:

Knirke & Grævling tegner, Knirke & Ræv kigger mod himlen, Knirke & Muldvarp holder begravelse, Knirke & Hare bliver modige, Knirke & Pindsvin flyder med strømmen, Knirke & Bjørn tager afsked af Julie Døssing Frost, Josephine Kyhn et al., 2024

Sorg – Anna Fiske, 2018 (6 – 9 årige)

Sorg er en følelse af tab. Et savn, som opstår, når man mister noget af stor betydning.

Du er ikke alene om ind imellem at have det svært. Sådan er det at være menneske, og andre oplever helt sikkert nogle af de samme ting.Bøgerne i ‘Følelsesbiblioteket’ kan gøre det lettere at sætte ord på de svære følelser. Læs bøgerne i serien og tal om de følelser, du kender eller måske ikke har mærket endnu, med andre, som har samme eller andre erfaringer.

 

Klumpen – Teddi Doleski, William Hart MacNichols, 2000

Små dårlige oplevelser kan give store traumatiske effekter. Johnny bliver først uvenner med sin ven og senere skældt ud af sin far. Sorg-klumpen vokser og vokser og fylder snart alt.

 

Sorg og savn – Isabel Thomas, Clare Elsom, 2023 (6 – årige)

Der er mange grunde til, at man selv eller andre kan blive kede af det, men Er det okay at være ked af det?, Hvordan føles tristhed? og Kan man hjælpe en, som er ked af det? Overskrifterne på de korte kapitler lægger op til debat og samtale, mens teksten og de søde og udtryksfulde illustrationer kommer med konstruktive eksempler og forslag til, hvordan man kan håndtere følelsen hos sig selv eller støtte andre, som er kede af mere eller mindre alvorlige ting.

 

Marvi myrebjørn finder håb – Donna O’Toole, 1988 (5 – 7 årige)

Marvi føler sig helt alene i verden, for han har mistet hele sin familie, de er fanget og bragt til Zoo. Han har ikke lyst til noget, han har ikke engang lyst til at spise, hvilket ellers er det han elsker mest. Mange dyr kommer for at trøste og hjælpe Marvi, men ingen har rigtig tålmodighed til det, og tager væk igen. Kun Kalle Kanin giver ikke op, han kommer dag efter dag. Og langsomt bliver de to gode venner, hvor Kalle hjælper Marvi gennem hans sorg.

 

Grævlingens afskedsgaver – Susan Varley, 1997

Da den afholdte grævling dør, bliver de andre dyr meget kede af det. For at komme over savn og sorg mødes de i vinterens løb og mindes grævlingens hjælpsomhed

 

Knirke og grævling – Julie Døssing Frost, Josephine Kyhn, 2022 (4 – 10 årige)

Der er ikke en rigtig måde at tegne på, ligesom der ikke er en rigtig måde at sørge på. Det hjælper Knirke Grævling med at forstå. Billedbog for 4 år og op.

 

Knirke og pindsvin – Julie Døssing Frost, Josephine Kyhn, 2022 (4 – 10 årige)

Knirke overtaler Pindsvin til at lave en tømmerflåde, også selvom Pindsvin er lidt bange – for er det hendes skyld hvis de går på grund, ligesom hun føler det er hendes skyld at hendes far er syg?

 

Da sorg blev min ven – Elizabeth Grey, 2022 (5 – årige)

Dette er en fortælling om en lille dreng, som bliver venner med Sorg.

Denne fortælling kan forhåbentligt hjælpe til med at bære sorg på en god måde og gøre sorgen lidt lettere.

Bogen viser, at man kan miste uden at miste sig selv.

 

En lille ting – Tomas Lagermand Lundme, Rasmus Bregnhøi, 2020 (7 – årige)

En lille historie om hvordan mødet med en død fugl vækker helt forskellige følelser i to gode venner. For større børn fra 7 år og op; velegnet til oplæsning og dialog.

 

Månen flytter med – Marianne Verge, 2020 (7 – 10 årige)

Mona er flyttet med sin far på landet. Langt væk fra skolen på Vesterbro og hendes ven, Danny, og langt væk fra den kirkegård, hvor hun besøger sin mor, når hun savner hende. Den morgen, Mona skal begynde i sin nye klasse, vågner hun fra en drøm med fornemmelsen af at have glemt noget, da de flyttede – og hun tager alene til København for at finde det.

 

Papirdrengen – Tina Sakura, 2010 (7 – 11 årige)

Drengen Cairo bliver til papir, da hans cirkusstjernemor falder ned fra sin line og dør. ’Lige dér begyndte det med papiret. Jeg vidste det ikke. Følte mig bare pludselig så træt. Men hvis jeg havde kigget ind under tøjet, ville jeg have set papir i stedet for hud, der hvor hjertet sidder. Det er altid hjertet, der først bliver tyndt, tror jeg.’

 

Vigga forsvinder – Anne-Mette Brandt, 2020 (10 – årige)

Vigga bliver usynlig og kun hendes to bedste venner kan se hende, men kan de nu rigtigt se hende?

 

Natbjørnen Tjugga og ræven Sally – Emilie Meldgaard Jacobsen, 2021 (3 – 6 årige)

Natbjørnen Tjuggas gode ven, Ræven Sally, kan ikke falde i søvn. Så Tjugga putter Sally og fortæller om årstidernes skiften. En tryg og rolig godnathistorie om sorg, savn, døden og at give slip på dagen for 3-5-årige.

 

Hvad stiller man op med det triste? – Eva Eland, 2019 (4 – 6 årige)

Billedbog. Et barn får uventet besøg af væsnet Triste. Barnet oplever, hvordan det er at have Triste i nærheden. Med gode råd til at håndtere følelsen tristhed, f.eks. at man ikke skal være bange eller gemme den triste følelse væk.

 

 

Bøger om at miste et barn

Stjernernes rige: En fortælling om håb, Rikke Skov Jørgensen, 2020 ( 4 – 9 årige)

Lea dør, da hun er 1 1/2 år gammel. Hendes forældre ved at hun er en stjerneprinsesse, som skal op til sit slot i himlen. Selvom de er meget kede af det, forstår de at hun må afsted.

 

Bøger om at miste en søskende

Den fineste historie – Brynjulf Jung Tjønn, Øyvind Torseter et al. 2017 (5 – 10 årige)

Billedbog om Vera, der har mistet sin lillebror, og om Syl, der hver aften bringer ham tilbage til livet igen.

 

Drømmehulen – Jacob Riewe, Otto Dickmeiss 2015 (4 – 7 årige)

Storebror er ved at dø, men når at møde lillebror i hulen under hospitalssengen, hvor de aftaler at mødes i lillebrors drømme, så de sammen kan bygge en drømmehule.

 

Vi er løver – Jens Mattson, Jenny Lucander, 2020 (3 – 7 årige)

Løver er stærke dyr, der holder sammen. To brødre leger, at de er løver. Også da storebroren bliver alvorlig syg og bliver indlagt på sygehuset.

Ellens ark – Rebecca Bach Lauritsen 2014 (11 – årige)

Ellen har mistet sin lillebror. Han faldt ned ad trappen. Man kan dø på langt vildere måder. Men man kan altså også dø helt hverdagsagtigt. Man dør lige meget af den grund. Ellen kom hjem fra skole og så David ligge i entréen. Hovedet var drejet mærkeligt, og der flød blod ud af øret. Det er første gang, Ellen skal forholde sig til noget så voldsomt. Davids blod flød i lige linjer mellem fliserne, men sorgen flyder ikke i lige linjer for Ellen. Sorgprocessen er hverken lineær eller logisk.

 

Omvendt Sne – Ane Bjørn 2018 (5 – 10 årige)

Sne mister sin tvillingebror Lue ved en trafikulykke. Hele familien er i stor sorg, og Sne beslutter at drage til underverdenen for at hente ham tilbage. Men kan man det?

 

Brødrene Løvehjerte – Astrid Lindgren 1973

En rørende fortælling om de to brødre Jonathan og Tvebak, deres kærlighed til hinanden og deres kamp mod den ondskab, der truer Nangijala, landet man kommer til når man dør.

 

Hvordan man har en usynlig bror – David Cozmo Stendevad Kjær 2017

10-årige Cozmo mister sin 7-årige lillebror og laver denne bog til sin anden lillebror på 2 år for at bearbejde sorgen.

 

Drengen der gik baglæns – Bo hr. Hansen, Thomas Vinterberg 2015 ( 9 – 11 årige)

Andreas har mistet sin storebror, og han savner ham. Han ønsker bare, at han kunne få ham tilbage. Måske vil det lykkes, hvis tiden kunne gå baglæns? Andreas har en løsning.

 

Englebror – Sofia Rutbáck Eriksson 2018 ( 3 – 6 årige)

Noah er en frisk og glad dreng, men hans far og mor er bekymrede for ham. De er bange for, at Noah skal føle sig ensom. Men Noah føler sig aldrig ensom, for han har en hemmelighed. Han har en englebror. Noah kalder ham bare for Bror. Han taler lidt sjovt, men Noah forstår, hvad han siger. Sammen tager de to på fantastiske eventyr, men kan Bror også lære Noah at spille fodbold?

 

Min lillebrors kirsebærtræBirgitte Kassa Bjerge, Gonzalo Vento 2025 (5 – 9 årige)

Sara glæder sig til at møde sin nye lillebror og blive storesøster. En nat sker det endelig – mor skal på hospitalet og føde. Men Saras lillebror er død ved fødslen. Hvordan kan man blive født, men ikke være i live? Samtalebog for 5-9-årige børn og deres voksne.

 

Når man kalder på døden – Joy Rebekka Lieberkind 2018 (10 – 15 årige)

Katrine skal altid tage hensyn til sin lillesøster, Marie, der er syg og får al opmærksomheden. Katrine får kun skældud, og hun føler ikke at hendes far og mor elsker hende. En nat får Katrine besøg af Døden. Måske kan han hjælpe hende?

 

Bøger om at miste en ufødt bror eller søster

Englebror – Sofie Rutbäck Eriksson 2018 ( 3 – 6 årige)

Noah er en frisk og glad dreng, men hans far og mor er bekymrede for ham. De er bange for, at Noah skal føle sig ensom. Men Noah føler sig aldrig ensom, for han har en hemmelighed. Han har en englebror. Noah kalder ham bare for Bror. Han taler lidt sjovt, men Noah forstår, hvad han siger. Sammen tager de to på fantastiske eventyr, men kan Bror også lære Noah at spille fodbold?

 

Min søster er en engel – Ulf Stark, Anna Höglund, 1996

Ulfs søster døde inden fødslen, men hun er Ulfs hemmelige ven. Derfor gør Ulf hvad han kan, for at hun kan opleve de ting, hun er gået glip af ved ikke at blive født.

 

En lille bog om glæden ved at miste – Helle Nejsum Madsen 2018

Bogen er delt i tre dele. Den første handler om, hvordan du kan fortælle små børn om døden på en billedlig måde, der ikke belaster dem. Her finder du også et eksempel på, hvordan du kan skrive og fortælle eventyr om døden for små børn.

 

Bøger om at miste en nyfødt bror eller søster

Lille markmus – Annemie Vandaele, Alexandra Kervyn 2014 ( 4 – 7 årige)

Billedbog. Da Lille Markmus bliver født er alle dyrene glade. Egern bemærker dog hurtigt at Lille Markmus er meget syg. Da Lille Markmus tager sit sidste åndedrag følger de andre dyr ham til havet for at sige farvel.

 

Bøger om at miste en ven

Knirke og muldvarp – Julie Døssing Frost, Josephine Kyhn et al. 2022 ( 4 – 10 årige)

Muldvarp er ked af det, da en af hans venner er død. Knirke ved heldigvis hvordan hun skal muntre Muldvarp op igen. Billedbog for 4 år og op.

 

Knirke & Bjørn tager afsked, Julie Døssing Frost, Josephine Kyhn et al., 2024 ( 4 – 10 årige)

Det lille egern Knirke mindes sin ven Bjørn og dengang, hun tog afsked med ham, da han døde. Billedbog om hvordan børn kan tage afsked, når nogen dør. For børn fra 3 år og op.

 

Da Laura blev en engel – Lise Hillarius Rønsch 2020

Vi kender det alle sammen, den knugende og helt uforståelige følelse af at miste…..- miste nogen som er vigtige for os, nogen som har haft en betydning i dit liv, enten i en periode eller igennem livet og som har sat sit aftryk og indtryk hos dig.

 

Liv i himlen – Stine Michel 2022 ( 6 – 10 årige)

Liv har mistet sin bedste ven Kalle og har svært ved at sige farvel. Men hvis hun nu flytter op i toppen af træet, kan hun måske få øje på ham? For læsere fra ca. 6 til 10 år.

 

Tryllehatten – Hans-Eric Hellberg 1979

En lille skoledrengs bedste ven dør ved en trafikulykke. Drengen savner sin ven og har ingen at dele sine hemmeligheder med. Han gennemlever sin sorg og finder nye venner, bl. a. ved hjælp af en “tryllehat”.

 

Smilende SmillaBogen om det sidste farvel, Lina Junker, Cecilie Birk Carmona 2025

Smilende Smilla sætter fokus på glæden ved at vokse op med et kæledyr, men også det faktum at ens veje en dag skal skilles. Med sit letlæselige sprog og trøstende tone henvender bogen sig til børn og forældre som et redskab til at åbne op for en tryg samtale om døden.

 

Bøger om døden

Sover den?, Olivier Tallec, 2025 (3 – 9 årige)

Solsorten ligger helt stille på stien. Vennerne egern og Poc tror først den sover. Efter lang tids venten forstår de, at fuglen er død og de må gøre noget. Billedbog for 3-6-årige.

 

BagefterSilvia FernándezDavid FernándezMercè López, 2020 (4 – 7 årige)

Billedbog om cirkusdyr der snakker om, hvad der mon sker efter døden. Et af dyrene tror at det kommer til Nirvana, et andet at det kommer til Paradis, et tredje at det ender i et loop og gentager sit liv i al evighed.

 

Hvordan taler man om døden – Anna Fiske, 2023 (5 – 10 årige)

Hvad vil det sige at dø? Hvorfor dør mennesker? Hvad sker der efter vi er døde? Hvad med sorgen? Der er mange spørgsmål om døden og du kan finde svar på nogle af dem i denne billedbog for børn fra 5 år.

 

And, død og tulipanen – Wolf Erlbruch, 2007 (4 – årige)

And møder Døden, og får ham som følgesvend. Døden er faktisk rigtig venlig. And hjælper Døden, da han fryser, og Døden hjælper And i den allersidste kulde.

 

Den lille prins – Antoine de Saint-Exupéry, 1943 (4 – årige)

Den eventyrlige fortælling om forfatterens møde med den lille prins. Prinsen har besøgt mange planeter på sin rejse og fortæller om de sære voksne, han har mødt. Ikke mindst fortæller han om sin kærlighed til rosen.

 

For altid og aldrig mere – Anne Vibeke Fleischer, Rikke Mølbak, 2013 (9 – 13 årige)

William, Anna og deres venner møder forskellige former for sorg, f.eks. i forbindelse med dødsfald i familien, alvorlig sygdom, kærestesorg, venner der rejser eller kæledyr der dør. Med oplæg til samtale og et efterord henvendt til de voksne.

 

Baglænsk – Anna Jacobina Jacobsen, 2019 (5 – 8 årige)

Billedbog. Sylvesters bedstefar Aage synger på sidste vers. Da Aages gamle krop bliver til et træ, siger det “klik!” og han kravler ud af kroppen som en ung dreng. En dreng der vil lege med sin barndomsveninde Esther.

 

Du og jeg – Synne Lea, Stian Hole, 2018 (6 – årige)

Pigen, lillebror og bedstefar tager ud at ro, og imens taler de om stort og småt. Pigen er bange for at miste bedstefaren, og bogen er en eftertænksom funderen over et af livets store temaer: Angsten for at miste og være alene.

 

Livet er ligesom vinden – Shona Innes, Írisz Agócs, 2021 (4 – 7 årige)

Vi kan ikke se vinden, men vi ved, at den er der. Lidt ligesom livet, men hvor går livet hen, når det er slut?

 

Så dø dog, morfar! – Kåre Bluitgen, 2019 (7 – årige)

Williams morfar er blevet syg og ligger for døden. William kan slet ikke kende morfar og ville ønske at han bare ville dø – men kan man tillade sig det?

 

Anton og den lille fugl – Lene Faurby, Kirsten Raagaard,  2012 (2 – 3 årige)

Billedbog. Anton leger udenfor og hører solsorten i træet synge. Pludselig flyver fuglen ind i ruden. Den ligger helt stille, men Anton prøver at gøre den glad igen.

 

Far og Papa – Hvad er døden? Kaspar og Lambang Arianto og Angelica Inigo, 2024 (4 – 8 årige)

Java, Atlas og baby Alvar skal besøge deres oldemor på sygehuset sammen med deres to tossede fædre. Da de finder en død kat på vejen, sender Magifonen hele familien på et magisk eventyr. For hvad er døden egentlig? I en sky af røg, glimmer og englesang rejser de både op i himlen, til Valhal, Mexico, forbi porten til helvede og hjem til Valby igen.

 

DØR – En lille bog om døden – Gunnar Wille, 2010 (5 – 10 årige)

Om hvad der sker med tankerne og med kroppen når man dør. Og om hvad der sker efter døden, om begravelsen og de sørgende efterladte.

 

Hvad tænker du om livet? – Oscar Brenifier, 2010

Der præsenteres filosofiske spørgsmål, og der gives efterfølgende bud på mulige svar – eftefulgt af nye spørgsmål.

 

Børnenes bedemand – Ole Dalgaard, 2008 ( 8- 10 årige)

 

Eventyret om en blomstJesper Boas SmithClaes Movin, 2008 (4 – 6 årige)

Eventyret om en blomst – en solstråle historie – er en sand og sørgmodig fortælling om at miste en man har meget nær. Men også en fortælling om at livet er smukt og fortsætter…

Rasmus og Himlen – Hanne Justesen, 2007 (5 – 7 årige)

Om børns forhold til døden. Rasmus har mistet sin bedstemor og nu skal hun begraves, men Rasmus kan ikke forlige sig med døden og begravelsen, og mor fortæller ham derfor, hvordan hun opfatter sjælen og kroppen. Med forord og efterskrift for voksne om børns opfattelse af døden.

 

Larver og guldsmede – Doris Stickney, 2020 (5-7 årige)

På bunden af vandhullet levede larverne lykkeligt. En dag klatrede en af dem op ad et åkandeblad og kom ikke tilbage. Hvor blev den af? Efterskrift til forældre, der skal forklare død for børn.

 

Liv og død – Max Velthuijs, 1991 (2-4 årige)

Frø, Gris, And og Hare er bevægede efter solsortens begravelse. Frø foreslår, at de skal lege, og da de senere går glade hjem, hører de – som altid – en solsort synge.

 

Bezunk og egernet – Tina Sakura, 2018 (8-11 årige)

Bezunk venter på Ellen. Det kan jo være hun kommer forbi som engel, selvom det er fire år siden hun gik bort. En dag kommer det småkageelskende og livlige egern forbi. Bezunk og egernet knytter et umage venskab.

 

Døden og englen – Kitty Crowther 2004 (4 -6 årige)

Billedbog om døden. Elsebeth er ikke bange for Døden. I Dødsriget lærer hun den at lege. Senere bliver hun den engel der følges med Døden, så man ikke bliver bange for at dø.

 

Mindebøger for børn

Himmelby, Lene Østergaard og Lea Letén, 2010

Mindebog til udfyldelse som led i et barns sorgproces, som har mistet en, som det har kært.

Lad os endelig vide, hvis du kender en bog, som mangler på listen her. Skriv til os på kontakt@mistetbarn.dk 

Bliv medlem

Tilmelding

* skal udfyldes
( Måned/år)

Vælg venligst, hvordan du ønsker at høre fra Landsforeningen Mistet Barn:

Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at klikke på linket nederst i vores email. Ønsker du mere information om vores privatlivspolitik, så besøg venligst vores hjemmeside.

Vi bruger Mailchimp til at håndtere vores nyhedsmails. Læs mere om MailChimps privatlivspolitikker.