Landsforeningen Mistet Barn

Lydfortællinger

Alle portrætter i udstillingen “For mig er du lige her” har en lydfortælling tilknyttet.
På denne side kan du lytte til et udpluk af lydfortællingerne og der vil løbende blive tilføjet flere.
Alle lydfortællingerne er tilgængelige på udstillingen, hvor de kan scannes via en QR kode på portrætterne.

Pia
”Hver gang jeg går ned ad gangen, så kan jeg høre Nicolaj inde på værelset.””Jeg tudede i badet, på vej på arbejde – og når jeg gik hjem igen.” Da Pia mistede sin søn Nicolaj, faldt alt sammen. Alligevel gik hun tilbage på arbejde allerede første mandag efter bisættelsen. Ikke fordi sorgen var mindre – tværtimod – men fordi hun havde brug for en form for hverdag.“Jeg tudede, når jeg stod op af sengen. Jeg tudede, når jeg stod under bruseren. Og tudede på vej til arbejdet, tørrede lige tårerne væk, og så gik jeg ind og kæmpede mig igennem de der 6-7 timer. Og så tudede jeg igen, når jeg skulle hjem”Pia havde dage, hvor hun følte, at hun var ved at miste forstanden. Tankerne væltede rundt. Kun da hun mødte andre forældre, der også havde mistet, fandt hun ud af, at det var normalt – at føle, man er ved at blive sindssyg af sorg.“Dengang kunne jeg slet ikke forestille mig, at jeg skulle have et liv uden sin søn. At det overhovedet kunne lade sig gøre.”Men nu er det snart seks år siden. Og i dag har Pia et liv, hun faktisk ønsker at være i. Sorgen er stadig en del af hende, men der er også glæde. Og en dyb overbevisning om, at det er Nicolaj, der har hjulpet hende hertil.“Han ville jo have, at jeg skulle være glad. Jeg ved, at det er ham, der har guidet mig.”Lyt til hele Pias fortælling om Nicolaj her.

Marie
“Jeg kan godt blive bange for, om jeg taler for meget om Louis.”
“Jeg orker ikke at være hende med den døde dreng. Men det er jeg. Jeg er hende med den døde søn. Og at Louis ikke er her mere, har jo ændret alt.”

Marie har mistet sin søn Louis. I starten troede hun ikke, hun ville kunne leve med sorgen. At hun nogensinde ville kunne grine igen, eller synge. Hun var vred. På livet. På mennesker omkring sig. På dem, der stadig havde deres børn.

I dag kommer sorgen jævnligt på besøg og fylder det hele, men der er også perioder, hvor den er “stille”. Hvor det er et vilkår, det er til at leve med sorgen.

Marie fanger nogle gange sig selv i en stille indre censur, hvor hun spørger sig selv: “Har jeg talt for meget om Louis nu?” Taler jeg mere om Louis end hans søster Fanny, som jo er her?”

Marie mærker især savnet, når familien er samlet. Når hendes søsters børn nu selv er blevet forældre. Når langbordene vokser – og hun ved, at Louis aldrig kommer til at sidde for bordenden med sine egne børn.

Hun savner, at han bliver nævnt. For det gør ondt, når han bliver glemt i samtalen.

“Man er jo først rigtig død, når der ikke længere bliver talt om én. Så man bliver ikke ked af, at andre nævner ens barn. Man bliver glad. Jeg tror, at alle elsker at tale om deres børn, så det er en gave at spørge til det døde barn.”

Lyt til hele Maries fortælling om ensomheden i at være hende med det døde barn her.

Channie
”Hver gang jeg går i opgangen, lægger jeg hånden på det lille hjerte og siger: ‘Jeg savner og elsker dig’.

Channie og hendes datter Emilie havde en aftale om, at Emilie altid skulle skrive en besked, når hun var kommet hjem fra en bytur. Tirsdagen før Emilie dør, er de ude og blive vaccineret. Da de kommer hjem og går op ad trapperne i deres opgang, lægger Emilie hånden på væggen, kigger på sin mor og siger:

“Det er her, jeg altid skriver til dig, at nu er jeg hjemme.”

Torsdagen efter dør Channies datter i en ulykke. Og noget tid senere går hun ud og laver et lille hjerte på netop dét sted.

“Så hver gang jeg går ud ad døren, og når jeg kommer hjem, lægger jeg hånden på det lille hjerte og siger: ‘Jeg savner og elsker dig.’”

For Channie var det ikke bare sorgen, der var svær at være i. Det var også systemet omkring hende. Emilie var 19 år, og derfor havde Channie ikke ret til sorgorlov.

“Jeg sad bare og var rigtig ked af det hver dag. Og der, hvor jeg skulle have lov til at sørge, blev der hele tiden rippet op i det.”

Der var en retssag. Der var forsikringssager. Der var kontakt med jobcenteret. Og samtidig stod hun med en lille datter, som også havde mistet sin søster.

“Man skal hive sig selv op og søge hjælp, men hvor starter man, når man er i dyb sorg?”

Sommeren gjorde det ikke nemmere. Psykologerne havde ferie. Og hver gang hun ringede og grædende forklarede, at hun havde mistet sin datter, fik hun samme svar: “Vi holder sommerferie.”
“Jeg tænkte: Hvem griber mig nu?”

Lyt til Channies rørende fortælling om hjertet på væggen og kampen for at få hjælp her.

Annabelle

“Jeg synger stadig for ham hver aften.”

Da Annabelle mistede sin søn Nicholas, blev verden stille. Men én ting forblev den samme: godnatsangen, Close to You af The Carpenters. Den sang, hun sang for ham, fra han var spæd – den han altid bad om, også da han blev større.

Nu synger hun den for ham ved graven hver aften på vej hjem fra arbejde. Det er blevet et ritual, en måde at være tæt på ham på, og et sted hvor hun finder en ro, hun ikke oplever andre steder.

“Jeg besøger graven to gange om dagen – om morgenen før arbejde og igen om aftenen. Det hjælper mig med at holde fast. Det er det eneste sted, hvor jeg føler, jeg kan trække vejret ordentligt.”

Sorgen efter Nicholas har været så tung, at Annabelle til tider har ønsket, at livet bare ville stoppe. Ikke fordi hun ville dø, men fordi hun længtes efter at være dér, hvor han er. En bilulykke, en sygdom. Noget, der kunne føre hende hen til ham.

“Jeg vågner nogle morgener og når lige at tænke, ‘hvad tid skal jeg hente ham i dag?’ Så slår virkeligheden mig. Han er væk. Og jeg mærker, hvordan jeg ikke har lyst til at være her uden ham.”

Nu er der gået næsten fem år, og smerten er stadig til stede. Tanken om at skulle leve måske 20 år mere uden ham kan føles uoverskuelig. Men Annabelle lever videre med ham i tankerne og i alt, hun gør. Blandt andet ved at tage på de rejser, de drømte om sammen.

“Nicholas er med i alt. Det er den eneste måde, jeg kan holde ud at være her.”

Niels-Erik

For 30 år siden mistede Niels-Erik sin datter, Eva Maria, 22 år.

“Sorgen vælter ind over mig en gang imellem. Hun er jo stadigvæk et stort tab for mig. Som årene er gået, lever jeg med det. Men heller ikke mere.”

Da Niels-Erik mistede Eva Maria, blev han meget bevidst om stadig at være til stede for sin yngste datter, Asta.

“Jeg havde samtidig Asta på halvandet år. Da hun var barn, syntes hun, at hun havde en sjov far. Jeg lukkede jo sorgen inde. Nogle gange til jul, når vi var ude på Vestre Kirkegård for at sige god jul til Eva Maria, så græd jeg. Og det kunne Asta ikke tåle. Og så besluttede jeg mig for, at så må jeg prøve at lade være og ikke tale om det i Astas nærvær. Og bare være den far, som hun godt kan lide. Så må jeg være ked af det en anden dag. Helst om natten, når alle sover. Det gør jeg så.”

I dag taler Niels-Erik med sin datter Eva Maria ude på kirkegården. Han fortæller hende om børnebørn osv. Det er hans måde at læsse af på.

“Jeg ved godt, at der ingenting er. Når man er død, er man død. Jeg klynger mig til et græsstrå. Men hun har jo været her. Derfor vil jeg gerne fortsætte med at tale med hende.”

Jannie

I starten drømte jeg, at jeg skulle redde et lille barn. Det var lige meget hvad, så faldt han ned i vandet. Jeg kunne ikke få fat i ham. Jeg kunne ikke redde ham. Så blev han lidt større og lidt større. Hver eneste morgen vågnede jeg op og var fuldstændig ulykkelig.

Jeg vågnede op med en fuldstændig følelse af afmagt. Jeg var så ked af det. Jeg vågnede, og jeg græd og græd og græd.

Min krop gik i panik. Det hele sitrede inde i mig. Så jeg blev nødt til at bevæge mig hele tiden. Det var, som om jeg ikke kunne komme væk. Jeg gik og gik og gik. Jeg har kigget tilbage og kan se, at jeg gik op til 26 kilometer om dagen. Jeg gik så meget, at jeg fik et brud i foden. Det gjorde ondt, men det lagde jeg ikke mærke til.

Min krop skreg af længsel efter mit barn: ”Please, bare én gang. Lad mig se dig. Lad mig røre ved dig bare én gang.”

Men jeg var simpelthen fanget i den her krop. Og det eneste, jeg kunne gøre, var at bevæge mig. Og så håbe på, at jeg blev så træt, at jeg bare kollapsede.

Til sidst vågnede jeg en dag, og så kravlede jeg ud af sengen. Jeg lå bare på gulvet i fosterstilling og græd, for jeg havde så ondt i min krop. Derfra kunne jeg ikke gå så meget mere. Jeg tænkte, at ”nu forstår jeg dig godt, lille Rasmus, at du har taget livet af dig selv”. Hvis du har haft så ondt i din krop, som jeg har lige nu, så kan jeg godt forstå dig.

Det, jeg savnede allermest, da jeg gik og gik, det var, at der var nogen, der ville gå med bare en kilometer, to kilometer. Det savnede jeg meget. Jeg ved godt, at folk ikke ved, hvad de skal sige, gøre eller gribe i. Bare vis mig, at jeg ikke er alene. Det er nok, at jeg er ensom.

I dag er han en naturlig del af mine drømme, og vi gør almindelige ting sammen — helt almindelige ting. Jeg glæder mig altid til mine drømme, til at jeg skal i seng og sove, fordi så kan det være, at han kommer. ”Nu lider han ikke i mine drømme. Han er okay.”

Mette og Henrik

”Jeg følte, at ingen forstod, hvordan jeg havde det. Jeg følte mig meget ensom. Og tom. Jeg havde ikke lyst til noget som helst,” fortæller Mette.

Mette og Henrik har mistet deres søn, Valter. Særligt Mette har oplevede et pres fra omverden.

Da hun begyndte på arbejde efter sorgorlov, kom der hurtigt en forventning om, at hun skulle tilbage på fuld tid.

”Jeg var virkelig bange for, at de ville af med mig, så jeg følte hele tiden, at jeg skulle præstere for at være en god medarbejder. Det var forfærdeligt, for jeg synes ikke, at det foregik i mit tempo. Overhovedet. Jeg blev mødt med, at “vi kan ikke forlænge din sygeorlov, hvis vi ikke ved, hvornår den skal stoppe.” Altså: hvornår jeg er rask? Det vidste jeg jo ikke.”

Mette kunne ikke få hverken sin læge eller psykolog til at fortælle, hvornår hun fik det bedre. Hun sad fast i et system, der kun er gearet til fysiske sygdomme.

For Henrik var det frustrerende og trist at se Mette sidde tilbage og ikke kunne noget.

“Men jeg vidste også, at det ikke var mig, der skulle beslutte, hvornår – eller hvis – Mette var klar til det,” fortæller Henrik.

Omvendt gjorde det noget godt for ham at komme lidt ud og prøve at være normal igen.

”Jeg startede i den lokale fodboldklub. På trods af et meget maskulint miljø endte vi engang med at sidde fire-fem mand i en bil og græde, fordi jeg fortalte historien om Valter. Dem har jeg fortsat et tæt bånd til i dag, fordi vi kan tale om sorgen,” fortæller Henrik.

Der vil løbende blive tilføjet flere lydfortællinger fra udstillingen på denne side.

Lydfortællinger

Lydfortællinger

Bliv medlem

Tilmelding