Min søn Zenius blev 16 år.

Den 4. maj 2024 blev den skæbnesvangre dag, hvor min søn omkom i en tragisk bilulykke.

Zenius var passager, da bilen rammer et træ.

Han døde på stedet.

Zenius var en livsglad dreng med et stort gåpåmod. Han elskede musik og brugte musikken, som terapi i livet.

Han var et meget omsorgsfuldt menneske, som fra helt lille elskede at hjælpe andre mennesker. Lige fra kassedamen i supermarkedet, ældre mennesker til hans nærmeste familie og venner.

Han var drillesyg på den gode måde.

Og så havde han et helt unikt bånd til hans søskende Malou og Milas, hans bedsteforældre, samt hans venner.

Den 4. maj er en dag jeg husker som var det i går. Jeg er ikke hjemme, da politiet banker på min dør. Det er derfor min mor og far, der bringer mig den triste og tragiske besked.

Min og ikke mindst min datters verden gik i stå.

Jeg vidste slet ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv.

Jeg havde et stort behov for at se ham. Det skulle vise sig at blive en kamp at få lov til.

At sige farvel til sit barn er en forældres værste mareridt, men under omstændighederne også meget vigtigt for at forstå og acceptere det der er sket.

Da Zenius mistede livet på Fyn og vi er bosat på Sjælland gik der uger med at få ham hjem. Det gav mig godt 14 dage til at forberede mig på bisættelsen.

I de 14 dage var der stor omsorg og støtte.

Blomster og besøg væltede ind ad døren. Nogle kom med mad. Det betød så utrolig meget. Jeg tror slet ikke jeg havde tid til at tænke. Der var så mange beslutninger, der skulle træffes.

Jeg tror også at jeg var i chok og i sådan en mærkelig tilstand.

Jeg kunne ikke rigtig få kontakt med mine egne følelser og jeg tror ikke rigtig, at det gik op for mig før efter bisættelsen.

Jeg husker kun jeg græd meget få gange i tiden op til.

Til gengæld lå jeg opløst i tårer og gråd med hans trøje i favnen, da jeg fik kæmpet mig ind på hans værelse efter bisættelsen.

Efter bisættelsen blev der så underligt stille.

Jeg oplevede at mit liv stod stille, mens alle andre var i gang med at leve deres liv igen.

Der ramte mig helt vildt.

Når jeg tænker otte måneder tilbage kan jeg ikke forstå, hvordan vi kom igennem det.

Livet har ændret sig. Jeg har ændret mig.

Hverdagen er blevet en ny.

Min datter (Zenius’ lillesøster) og min kæreste, Martin har været en stor redning for mig. De er det største afbræk i sorgen, som af og til føles som en rutsjebane af følelser.

Jeg har stadig mennesker omkring mig der er guld værd, ikke mindst min tætte familie.

Mennesker der støtter og er gode til at række ud, men det er gradvist blevet mindre.

Som tiden går, er deres liv jo også blevet normaliseret igen.

Min datter og jeg, samt mine forældre kæmper stadig med at finde en hverdag på godt og ondt.

Jeg har desværre også erfaret og oplevet, at mennesker har trukket sig.

Mange har meget berøringsangst og tør ikke spørge eller åbne for en snak om sorg.

Det jeg har lært af sorgen, er at sætte ekstra meget pris på dem jeg har i mit liv.

Bruge min tid på dem der virkelig betyder noget og sige pyt til ting jeg ikke kan ændre på. Endda sætte mere pris på mit eget liv, hvor mærkeligt det end kan lyde.

Jeg har lært at sorgen er kærlighedens pris.

Trods den tunge sorg, som til tider æder mig op, ville jeg aldrig have været kærligheden og de 16 år med min søn foruden.
Mit budskab til andre mennesker og pårørende vil være:

• Tal om det, vær ikke bange for at sige noget forkert.

• Tag initiativ - Vi har ikke selv overskuddet.

• Hav tålmodighed og være overbærende – Der er mange følelser på spil når man mister.

Det er dog også vigtigt at anerkende, at det ikke altid er nemt at være pårørende.

Det er vigtigt at forstå, at ikke alle mennesker ved hvordan vi har det og hvad vi har brug for.

Man kommer sig ikke over tabet af et barn, man skal lære at leve med det.

Det er en lang læringsproces, hvor alt skal bygges op på ny.

Med tiden tror jeg, at solstråler bryder igennem de tunge mørke skyer.

Og jeg ved at jeg har meget kærlighed at give og modtage endnu.

Min datter er min forudsætning for at leve, ikke kun at overleve.

Zenius vil altid være med mig i hjertet.  ❤️