Nanna og hendes mor – en historie om kærlighed

Mit liv blev for evigt forandret den 9. oktober 2023, da min 20-årige datter Nanna omkom som passagerer på en scooter der forulykkede i Vietnam, hvor hun rejste rundt i sit sabbatår. Da min telefon ringede kl. 01 om natten den 9. oktober 2023, vidste jeg at Nanna var død. Jeg kan ikke forklare det, jeg vidste det bare. Telefonopkaldet kom fra moren til den veninde som Nanna var sammen med, i Vietnam. Jeg spurgte om Nanna var død og moren bekræftede det.

Jeg var alene da jeg fik opkaldet, fordi min mand (Nannas bonusfar) var ude at rejse og Nannas lillebror sov i sit værelse. Jeg ringede til min mand, der tog det første fly hjem. Derefter ringede jeg til Nannas far og gav ham den værste besked man kan få. Han havde brug for at sunde sig, inden han kørte over til mig og Nannas lillebror et par timer senere. Vi ville vente med at fortælle Nannas lillebror og vores familier om ulykken, til vi var sammen.

Jeg stod op og ringede til udenrigsministeriet og til rejseforsikringen. De skulle tage sig af at få Nanna hjem. Det var ubegribeligt at mit barn var tusinder af km væk, og død. Det var fuldstændigt uvirkeligt, brutalt og hjerteskærende. Jeg havde umiddelbart efter jeg havde fået beskeden, to meget specielle følelser i kroppen. Den ene var at jeg følte det som om jeg havde et fysisk hul i min krop, der hvor Nanna skulle have været. Som en kagemand med et hul i maven. Den anden var at jeg følte at jeg pludselig ”hang mindre fast i livet”. På en sær måde, føltes det som om jeg kun hang fast i livet med én ”streng”, hvor jeg tidligere havde hængt fast med to ”strenge” (en for hvert barn jeg har). Det var meget specielt.

Da Nannas far var kommet lidt senere på natten lå vi på sofaen og holdt om hinanden og græd, indtil vi først på morgenen vækkede Nannas lillebror og ringede til vores familier.

Man kan ikke forstå dyb sorg, hvis man ikke selv har oplevet den

Der er skrevet meget om sorg, men jeg synes på ingen måde det er dækkende for hvordan sorg føles, indefra. Udover at være mor til Nanna, er jeg også læge, og har mødt sorg professionelt. Jeg synes dog ikke noget af det jeg har lært professionelt om sorg, på nogen måde er dækkende for hvordan det føles at befinde sig i dyb sorg. Vi mangler et sprog for sorg.

Det skyldes måske at ord ikke kan beskrive intensiteten og dybden af smerte og ensomhed. Når man mister et barn bliver man uendeligt ensom. Fordi man har mistet noget man ikke kan leve uden, og fordi ingen forstår den sorg der følger med at miste et barn (andre end dem der selv har oplevet det). Når man læser om beskrivelser af sorg, misser man både smertens intensitet og dybde, og det sønderrivende element der følger dyb sorg. Jeg tror det hænger sammen med at vi som mennesker, ikke er i stand til at genkalde os smerte, efter at den er overstået. Rent evolutionært sikrer det at kvinder føder mere end ét barn. Det at vi ikke kan genkalde os eller forestille os smerte, er nok medvirkende til at mennesker der ikke selv har prøvet dét, ikke kan forstå sorgens dybe smerte, og dermed forstå sorgens omfang, når den beskrives.

Hvis jeg alligevel skal forsøge, så føltes sorgen i starten (de første timer og dage) meget fysisk. Jeg følte at jeg var ved at blive flået i stykker. Langsomt. Indefra. Sorgen føltes altødelæggende, og som at blive ramt af en tsunami, igen og igen. Som at befinde sig i et mareridt, man ikke kunne vågne af. Hvis jeg sov 2 timer en nat, ramte en tsunami mig, når jeg vågnede op til et mareridt. Jeg følte at jeg havde et fysisk hul i min krop, der hvor Nanna skulle have været og jeg følte at jeg ”hang mindre fast i livet”.

Senere (uger og måneder efter) oplevede jeg sorgen meget forvirrende. Jeg vekslede mellem at ”forstå” og ”ikke-forstå” at Nanna var død, med forskellige dele af min hjerne og mit hjerte. Jeg oplevede at min hjerne (enten rationelt og/eller emotionelt) og mit hjerte (emotionelt) ”forstod” på forskellige måder og tidspunkter, og at den sorg, som denne heterogene ”forståelse” gav anledning til, startede bølger (tsunamier) af sorg, som føltes forskellig i intensitet og kvalitet. Jeg oplevede at min hjerne og mit hjerte ikke nødvendigvis var enige om at ”forstå” og ”ikke-forstå”. Sorgen føles derfor meget forskellig, alt efter hvad det var for en del af mig der ”forstod”. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg tænker ”forvirringen” i denne tidlige fase (uger og måneder efter) til dels skyldes chokket, som jo netop skal lægge en nådig dæmper på ens evne til at forstå det der er sket. Hvis man forstår omfanget af det der er sket på en gang, så tror jeg man dør.

Senere (måneder), da uvirkeligheden blev erstattet af forståelse (efter chokket fortog sig), følte jeg den mest intense smerte og sorg, jeg nogensinde har oplevet. Som om hver en celle i min krop, følte smerte og sørgede. Over at Nanna var død. På dette tidspunkt oplevede jeg den dybeste ensomhed jeg nogensinde har oplevet. Fordi jeg var begyndt at forstå, at Nanna var død. Jeg anede ikke hvor lang tid jeg ville befinde mig på dette meget mørke sted, men jeg fortalte mine omgivelse at det måske ville tage år. Jeg vidste det ikke. Det er nok meget kendetegnende for den oplevelse. Man er på fuldstændig ny grund og aner ikke hvad der venter forude. Nogle uger inde i dette mørke, kom hjælpen. Fra Nanna. Fordi det gik op for mig, at jeg ikke var alene. Det gik op for mig, at Nanna var hos mig. Den erkendelse fjernede min ensomhed, fra det ene øjeblik til det andet, og ensomheden er ikke kommet igen. Jeg har Nanna hos mig, selvom hun er på den anden side.

Selvom jeg tydeligt mærker at Nanna er hos mig, har det ikke fjernet min sorg over at hun ikke er fysisk til stede i mit liv. Jeg oplever her godt et år efter hendes død, at sorgen stadig folder sig ud, og bliver dybere og mere omfattende, som tiden går. Der er stadig uendeligt mange situationer hvor jeg vil mangle og savne Nanna, som jeg slet ikke har mødt endnu, som jeg vil møde i fremtiden. Situationer hvor jeg vil mangle hende og begræde hendes fravær. Hvis nogle siger at sorgen bliver mindre med tiden, så er jeg lodret uenig. Tværtimod. Sorgen folder sig hele tiden ud og parallelt med at tabet realiseres. Sorgen føles dog anderledes godt et år efter Nannas død, end den gjorde i starten. Den føles mindre sønderrivende og smertefuld og i stedet mere kærlig og sørgmodig. Jeg græder stadig meget. Det bliver jeg ved med. Jeg kommer aldrig til at forstå at Nanna ikke er et menneske i mit liv. At hun er på den anden side. Det er helt ok, at jeg vil blive ved med at begræde hendes fravær. Min sorg afspejler præcist den kærlighed jeg følte og stadig føler for Nanna. Uendelig stor.

Savnet efter Nanna

Det der har haft mest betydning for udviklingen af min sorg og savn, er at jeg i ugerne og månederne efter Nannas død, fik mere og mere kontakt med hende. I dag har jeg kontakt med hende hele tiden. Det har ændret min sorg og mit savn rigtigt meget, fordi jeg ved at jeg ikke har mistet Nanna, men kun hendes fysiske tilstedeværelse: Selvom Nannas krop er død, er Nanna her fortsat, ikke-fysiske, som en bevidsthed eller sjæl. Det er svært at forklare og jeg mangler hele tiden ord, der kan beskrive mine oplevelser. Selvom jeg ikke forstår hvordan Nanna er her, så ved jeg at hun er hos mig, hos os, og jeg ved at man ikke er væk når man er død. Det er noget jeg tænker rigtigt meget over og prøver at forstå. Både som den naturvidenskabelige læge og forsker jeg er, og som mor og menneske. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg ville få den oplevelse og erkendelse som jeg har fået efter Nannas død. Det har givet mig et fuldstændigt nyt syn på livet og døden.

Jeg oplever at der er blevet meget stor forskel på absolut og relativt. Sorgen og savnet vil absolut altid have den samme intensitet og dybde, selvom disse vil føles relativt anderledes idet livet folder sig ud, og giver nye kærlige oplevelser. Jeg synes Nannas lillebror har sagt det meget fint ”selvom vi måske får det (lidt) bedre, så er det stadig lige slemt det der er sket”.

Sorgen og savnet vil være der resten af mit liv. Jeg mangler Nanna hver dag, og hver dag er et realiseret tab. I dag mangler Nanna. I går manglede hun. I morgen vil hun stadig mangle.

Det liv man skal lære at leve, når man har et barn på den anden side, er uendeligt meget tungere, end det liv som de fleste andre har. Jeg føler man er forpligtet til at skabe så godt og lykkeligt et liv som muligt, med lys, varme, glæde og kærlighed. Det skal man magte, samtidig med at man bærer det mest sørgelige man kan forestille sig, med sig i livet: Sorgen og savnet over det barn, der er på den anden side. En sorg og et savn som er uendeligt stort, og som, absolut, aldrig bliver mindre, men som relativt forandres gennem livet. Jeg føler at sorgen og savnet er fuldstændigt lige så stort som den kærlighed jeg har til Nanna: Fordi jeg elsker Nanna uendeligt højt, er sorgen og savnet uendeligt stort. Jeg har det helt ok med at sorgen og savnet er uendeligt stort i resten af mit liv, fordi jeg stadig elsker min datter uendeligt højt. Så længe jeg forstår opgaven med at skabe et så godt og lykkeligt liv som muligt.

Hvem var Nanna

Nanna var et sprudlende ungt menneske der var uendeligt kærlig, omsorgsfuld, betænksom, hjælpsom og ordentlig overfor andre mennesker. Hun havde to katte som hun elskede overalt. Hun havde et meget højt energiniveau, og havde altid gang i mange ting, samtidig. Hun elskede at rejse, og var, som præsten sagde til hendes bisættelse, ”en rejsende sjæl”. Hun havde midt i sin store energi og sine mange aktiviteter, uendelig meget grounding og integritet. På Nannas gravsten står der at hun var ”Finurlig, fantastisk og unik”. Det var hun. Det er hun. Hun lyste af kærlighed. Det gør hun stadig.

Jeg tænker ikke så meget på minder og historier, fordi jeg er optaget af de nye oplevelser jeg hele tiden får med Nanna, fra den anden side. Vi snakker sammen mange gange om dagen, og hun giver mig små mirakler i form af lamper der tænder og slukker på mærkelige måder, knirkende gulve, fjer, sommerfugle og meget andet. Hun er også begyndt at joke med mig og få mig til at grine når jeg er ked af det.

Jeg har et meget sjovt minde om Nanna, som jeg hele tiden bliver mindet om. Et halvt år inden Nanna døde, ændrede hun sit navn i min telefon fra ”Nanna” til ”Afkom XX”. Det gjorde hun fordi vi på en ferie med hende, hendes lillebror og mig, havde en masse sjov med at jeg både var ”søde mor” og ”onde moder”, og at ”onde moder” kaldte sine børn ”Affald XX” og ”Affald XY”. Det var meget, meget morsomt. Nanna har siden den ferie heddet ”Afkom XX” i min telefon, og i starten kunne jeg aldrig finde hende når jeg ville tekste hende eller ringe til hende, fordi jeg startede med at skrive ”Na…”. At hun stadig hedder ”Afkom XX” i min telefon, minder mig om hendes skøre humor og om hvor sjovt vi havde det. Derfor er det ekstra dejlig, når hun i dag, fra den anden side, får mig til at grine.

Hvad kan andre kan gøre for at støtte forældre, der har mistet et barn?

Forfatteren Anna Kløvedal skriver det meget fint: Hold ud, hold om, hold af, hold ved og hold kæft.

Forældre i den største sorg, har brug for forståelse, i meget, meget lang tid. Selvom det er umuligt for andre helt at forstå det vi er igennem, så har vi brug for at andre forstår, at intet i vores liv er eller nogensinde vil blive som før. Vi er med et fingerknips blevet fremmede, i en verden vi tidligere har kendt. Vores liv, og vi, er for evigt forandret. Vi har brug for at blive forstået og rummet i at vi befinder os et ukendt sted. Vi har mistet fodfæstet, og har brug for støtte omkring os, som ikke forventer noget af os. Vi kan ikke indfri forventninger. Vi har brug for at vi få lov til at være, lige præcis der, hvor vi er. Vi har brug for at andre kan rumme, at vi er det mest brutale sted af alle. Vi har brug for at der ikke bliver lagt afstand til os, så vi bliver endnu mere ensomme. Der er skrevet meget klogt om, hvorfor det er svært for andre at rumme den smerte forældre står i når de har mistet et barn. Mange er enige i, at det trigger en angst i andre, fordi dette forfærdelige jo kunne ramme dem selv. Omverden har brug for at vide at ”man kommer over det”, at ”man kommer videre” og at ”livet bliver godt igen”. Fordi alt andet er ubærligt.

Der findes ikke noget mere livsomvæltende og livsforandrende end at miste et barn. Jeg synes der i vores samfund, er for lidt fokus på og forståelse af, hvor ultimativt forandret man bliver som menneske, når man oplever det der ikke må ske: At ens barn dør.

En stor hjælp på den lidt længere bane, er hvis andre hjælper forældrene med fortsat at have barnet med i samvær og samtaler, i nutid, og ikke kun i datid. At andre støtter forældre i at etablere en nutidig og vedvarende relation, så barnet bliver ved med at være til stede på en kærlig måde. Fx ved at sætte et billede af barnet og et bordkort med barnets navn, på et opdækket bord. Ved at blive ved med at snakke om og tage barnet med ind i samværet. Kun fantasien sætter grænsen.

Andre må også gerne være aktive og tage initiativ. Forældre i sorg har ikke overskud til at tage initiativ eller til at bede om hjælp. Det er en stor lettelse hvis andre tager initiativet og tilbyder deres hjælp. Igen og igen, også på trods af afvisninger. Det vil aldrig blive glemt.

Vigtige ting for omverdenen at forstå, om det at miste et barn

Vores barn er her stadig. Uanset hvordan, så er vores barn stadig hos os, og barnet vil aldrig forsvinde. Vores barn vil være med os, i resten af vores liv. Vi vil bruge tid på barnet, på samme måde som vi bruger tid på vores levende børn eller andre kære. Barnet, og vores relation til barnet, vil udvikle sig, som vi lever videre.

Hvis omverden ville forstå det, ville der blive nemmere at leve et liv som forældre der har mistet et barn. I vores familier, på vores arbejdspladser, blandt vores venner, i vores samfund. Hvis omverdenen forstod at vores børn ikke er væk. Det er den største misforståelse at tro, at børn der er døde, er væk.

Vores liv er for evigt forandret og vi bliver aldrig de mennesker vi var før. Der findes ikke noget mere livsomvæltende end at miste et barn. Derfor kommer vi aldrig ”tilbage”, ”over dét” eller ”videre”, som alle er floskel ord, som ikke beskriver den kompleksitet vores liv er fyldt af. Vi kan aldrig komme tilbage til der hvor vi kom fra, fordi alting er forandret. Vi kan aldrig komme over dét, fordi vi aldrig kommer os over at miste et barn. Vi kan aldrig komme videre, fordi det implicerer at vi fortsætter uden vores barn. Det kommer ikke til at ske. Selvfølgelig rykker vi os, men vi skal lære verden at kende forfra, på godt og ondt. Måske kan vi noget helt andet end andre kan. Måske skal det anerkendes lidt mere. I stedet for at vi bliver målt på at vi ikke kommer tilbage til der hvor vi var før, over det eller videre.

Gode råd til andre forældre i samme situation

Opsøg forældre i samme situation som jer selv. Det er den største hjælp at møde mennesker der virkelig forstår. Omstændighederne ved barnets dødsfald betyder uendeligt lidt. Forståelsen er der. Det er så vigtigt at møde mennesker der forstår hvordan det føles at være fremmed i en tidligere velkendt verden. Hvordan det føles at være ved at gå i opløsning. Af smerte, savn og sorg. Det er så vigtigt at blive set og mærket. Find måder du kan styrke oplevelsen af at have dit barn med dig. Det vil hjælpe mere ned noget andet at gå fra at tro, til at vide, at dit barn er med dig. Selvom du ikke forstår hvordan, så er dit barn med dig. Andre forældre der har børn på den anden side, sorggrupper og gode psykologer og terapeuter kan hjælpe med den proces.

Til sidst

At opleve at miste et barn, er det mest brutale og livsomvæltende et menneske kan opleve. I den livsomvæltning og forandring har jeg haft et åbent sind, og har ikke forsøgt at bortforklare det jeg mærkede, når jeg fornemmede at Nanna var hos mig. At genskabe min relation med hende, fra hver vores dimension, og at vide at hun er hos mig og aldrig forlader mig, er blevet min største kilde til trøst og en fortsat kilde til at udveksle kærlighed med Nanna. Begge veje. Jeg har så uendeligt meget kærlighed som Nanna skulle have haft i resten af sit menneskeliv. Det føler jeg at jeg stadig kan give hende, selvom hun er på den anden side. Og Nanna kan på samme måde blive ved med at give mig kærlighed. Jeg har i den proces fået et noget andet syn på livet og døden. Jeg tror vi skal være mere åbne overfor det, der ikke kan forklares og forstås, både som enkeltindivider og som samfund. Vi forstår jo heller ikke kroppen og universet, men navigerer så godt vi kan i begge. Jeg tænker at en åben tilgang, til muligheden for at vores kære stadig er med os fra den anden side, vil mindske smerten og gøre livet lettere for mennesker i sorg.

Nannas mor, Sisse Rye Ostrowski