Et liv efter døden
Nytårsdag 2017 endte mit 55-årige liv. En – vil nogen måske mene – overdramatisk måde at udtrykke på at selvom det var min søn Hans, og ikke jeg, der døde, så er det svært på anden måde at udtrykke det katastrofale kollaps af mening og værdier, der følger, når man ser sin søn få hjertestop 24 timer efter, at han og jeg har haft en rolig samtale om aftensmad. Jeg står ved påstanden. Det liv, jeg lever i dag over seks år efter, er et helt andet liv, og jeg, den person der lever det, en helt anden person.
En af de ting, jeg har lært igennem mit samvær med lidelsesfæller, er, at ingen skal fortælle andre, hvordan de skal sørge. Jeg vil gå skridtet videre: Jeg vil ikke engang råde nogen til noget omkring, hvordan de skal sørge. Min kone og jeg har efter Hans’ død været i tæt kontakt med forældrene til fem forskellige mistede børn. Typisk er det fælles venner eller bekendte, der formidler kontakten, fordi de mener, vi med vores baggrund vil være de bedste til at tale med dem. Fra feedback har vi indtryk af, at det har været godt for disse forældre at have tidlig kontakt med nogle, der forstår dem, og som er i stand til at sætte ord på følelser, der stadig overvælder dem. Fra vores egen side har det hjulpet os i vores proces, at vi har kunnet bidrage med noget positivt ud af vores egen smerte og sorg. Den eneste undtagelse, jeg gør mht. at råde direkte, er, når de fortæller os, at familie, arbejde eller andre prøver at påvirke deres forløb. Så fortæller jeg dem, at de skal tænke på sig selv og ingen andre. De skal gøre, hvad de tror er bedst for deres sorg og nye liv.
Jeg står i dag et sted, jeg for seks år siden aldrig ville have troet var muligt. Et sted, hvor jeg ikke bare kan føle glæde, men hvor lykken i livet igen synes mulig. Det har krævet meget at nå hertil. Tid er nok en af de vigtigste ingredienser, men tid alene læger bestemt ikke alle sår. Min kone og jeg satte os for sammen at være åbne for at prøve alt for at overkomme smerten, og vi fik virkelig prøvet meget forskelligt. Noget virkede godt, noget virkede dårligt, og noget synes bare ikke at virke. Vi er alle forskellige, og det ville være forkert at råde nogen til eller fra baseret på vores oplevelser. Hvad der er godt for os, er måske dårligt for andre og modsat. Men ved at gennemgå de forskellige ting, vi prøvede, håber jeg at kunne give inspiration og ikke mindst håb til de af mine lidelsesfæller, der er knap så lang tid fra deres tab.
Vi kom meget hurtigt (fire dage efter Hans’ død) under psykologbehandling. De første tre gange kom vi som par for blandt andet at finde frem til aftaler omkring håndtering af fælles sorg. Derefter gik vi individuelt, bl.a. fordi vi – vist ret typisk – sørger forskelligt. Når jeg ser tilbage på den lange række af konsultationer, tror jeg generelt det hjalp mig i nuet. Jeg fik redskaber til brug i det praktiske dagligliv med kollegaer, venner og familie. Ved at vende tanker og ideer med en anden var det også nemmere selv at reflektere over den spæde begyndelse på opbygningen af et nyt liv. Senere, i vores sorggruppe, talte jeg med nogen der havde været i EMDR-behandling. Det fik jeg aldrig selv prøvet, og det ærgrer mig, fordi jeg har haft PTSD-symptomer som en del af min sorg, og jeg tror, at en målrettet behandlingsmetode som EMDR ville have hjulpet.
Jeg kontaktede en hypnoterapeut, som efter en indledende konsultation diskuterede min sag med sine kollegaer. Min motivation med hypnose var at forsøge at slippe af med smerten i sorgen. Hun vendte tilbage med en afvisning. Vi havde en rigtig god snak om det, og hun forklarede det med, at hvis man vil af med irrationel frygt for at flyve, fordi man rationelt ved, det er sikkert at flyve, eller af med trangen til at ryge, når man egentlig godt ved, det er usundt, så kan de hjælpe med at sikre, at det er det rationelle, der vinder over det irrationelle. Problemet med min sorg og min smerte var, at den var rationel. Der var en grund til, at jeg sørgede smerteligt. Der ville hypnose sikkert ikke kunne udrette noget. Det ville måske være muligt at facilitere fortrængning, men det er i sig selv næppe en god ting. Smertefuldt som det er, er vores minder om vores døde børn jo det eneste vi har, og jeg vil ikke miste alle de gode minder fra mit liv med Hans.
Vi valgte fra starten at være meget åbne omkring vores sorg. Det var et bevidst, omend ikke specielt gennemtænkt, valg. Jeg startede på foranledning af min psykolog med at skrive og offentliggøre et brev til Hans. Det endte jeg med at læse op i åbningsscenen i DR-dokumentaren ”Vores drenges sidste døgn”. Så syntes jeg ligesom terningerne var kastet, og jeg fulgte op med yderligere et dusin blogindlæg om bl.a. sorg, identitet og håb. Det hjalp mig i min proces at skrive omkring mine følelser, men det er ikke uproblematisk. Uanset om de er nævnt i indlægget, kan sådanne skriverier næsten ikke undgå at ramme tæt på andre, der også sørger over Hans. Det prøvede jeg at holde in mente, og det var altid vigtigt at advare relevante personer om, at et nyt indlæg var på vej.
Vi forsøgte at melde os til en lokal sorggruppe, der blev kørt af byens sognepræst. Der var ikke pladser, hvilket sandsynligvis var held i uheld, for kort tid efter blev vi informeret om Mistet Barn-organisationen. Vi kontaktede dem, og de havde en sorggruppe ikke langt fra os, der lige var startet op, og hvor der var kommet to ledige pladser. I den periode af vores sorg var Mistet Barn-sorggruppen meget betydningsfuld for vores videre udvikling. Det var et sted, hvor man kunne føle sig sikker og forstået. Specielt det sidste er vigtigt. Jeg tvivler på, at man kan finde fuld forståelse nogen andre steder end hos andre forældre, der har mistet et barn. Vi mødtes en gang om måneden, og det var hårdt. De første par gange var endda meget hårde. Selvom vi på det tidspunkt havde fortalt vores historie mange gange, er det altid hårdt, og det var endnu hårdere at høre om alle de andre vidunderlige børn, der fuldstændig urimeligt også var døde. Da vi kom tilbage efter anden gang, måtte vi spørge os selv, om vi troede, vi kunne klare at deltage. Sådan ved vi, at andre også har følt, og at de som os er glade for at være blevet ved. Da sorggruppen stoppede, fortsatte vi med at mødes hos hinanden hver fjerde måned i et års tid.
Hans døde pga. en række fejl i visitationsprocessen i Region Hovedstadens Akutberedskab. Vi var stålfaste i fornægtelse af en mening med Hans’ død, men lige så drevet til at forsøge at finde en mening i den. Vi startede en organisation, Bekæmp Meningitis, til at orientere om symptomer på Meningitis. Vi engagerede os aktivt med et af de andre meningitisforældrepar i Region Hovedstadens arbejde med at forbedre diagnosticeringen af meningitis. Derfra kom jeg ind i patientambassadørgruppen. Det er en gruppe mennesker, der på baggrund af deres personlige oplevelser med sundhedssystemet arbejder på at forbedre det. Søgen efter mening og ønsket om, at der skal komme noget godt ud af vores børns død, er mere almindelig end jeg oprindeligt havde troet. Forældre til børn, der har begået selvmord, bliver stemmen i den anden ende af telefonen hos Livslinien. Forældre til kræftramte børn bliver aktive i Kræftens Bekæmpelse. Det er ikke alle forundt at kunne finde noget i deres barns død, de kan bruge positivt, men det var nødvendigt for mig, der hvor jeg var. En del af mit arbejde som patientambassadør var at tale til nyuddannede læger som en del af deres kliniske basisuddannelse. En time hvor jeg gik igennem hver en detalje af Hans’ sidste tid på jorden. Det var hårdt, men det var også utrolig givende at se ilden i øjnene på de unge læger, der stod på spring for at komme ud og redde verdenen. Jeg gav vel præsentationen 10-15 gange over en treårig periode, hvor jeg også blev gæsteforelæser på Københavns Universitet på deres patientsikkerhedsuddannelse. Da jeg stoppede med det hele, opdagede jeg, at den hyppige gentagne præsentation af Hans’ død – med de følelser det indebar – havde holdt min egen videreudvikling af mit nye liv tilbage. Fem år efter Hans’ død var jeg kommet meget langt, men jeg havde behov for at Hans som min søn, skulle være en del af mit livsfundament – vandmærket i min livsfortælling – IKKE at hans død og omstændighederne omkring den skulle dominere mit liv.
Jeg har haft hunde igennem hele mit liv. Da Hans døde, var vores daværende familiehund elleve år. To år efter Hans’ død, mens vores gamle hund stadig levede, anskaffede vi os en ny lille hvalp. Selvfølgelig er vi alle helt uskyldige i forbindelse med Hans’ død, ikke mindst vores gode gamle hund, men alligevel var der noget forfriskende uskyldigt i at få et nyt liv i huset, en lille fræk hundehvalp som ikke engang var født endnu da Hans døde. Træning i den lokale hundeklub flere gange om ugen, gåture og lege med hvalpen – alt var med til at trække mig væk fra depression og PTSD-symptomer. Den lille hvalp, nu en stor og stadig fræk hund, gav mig så meget glæde og livsvilje lige på det tidspunkt, jeg havde allermest brug for det.
Min kone og jeg er meget faktuelle i vores tilgang til livet og alt i det. Vi er ikke troende eller spirituelle, men som skrevet ovenfor, var vi villige til i hvert fald at se på alt. Vi blev ret tidligt kontaktet af to forskellige clairvoyante. De lugtede langt væk af svindlere, og vi afviste dem. Men så skete der noget. En meget god ven var også ven med en clairvoyant, åbenbart en relativ berømt en af slagsen. Denne person ydede ikke afdøde-kontakt som en af ydelserne, men var i stand til at gøre det, og han havde – fik vi at vide – allerede været i kontakt med Hans. Vores ven garanterede, at det ikke var svindel, hvilket vi accepterede, ikke mindst fordi vi blev tilbudt en kontaktseance uden regning. Jeg aftalte dog først en telefonsnak med ham, og vi havde en rigtig god lang snak. Jeg var helt åben omkring min egen mistro og min egen ”teori” om, hvordan det virker. Jeg fortalte ham, at Hans og jeg delte en episode i hans liv. Ingen andre end han og jeg kendte til den. Enten kunne episoden beskrives, eller også kunne han komme med et navn eller et tal, og så måtte jeg alvorligt overveje, om der alligevel var noget i det. Han forklarede, hvorfor det ikke virkede på den måde; en forklaring, jeg forstod og accepterede. Så i sidste ende endte vi med at takke nej til tilbuddet. Mit personlige største argument for at takke nej har jeg dog ikke fundet meget enighed om hos mine venner, hverken hos dem, der tror, eller hos dem, der ikke tror: Hvis vi antager, at Hans stadig eksisterer på en måde, hvor han kan kommunikere, så er det på et helt andet, højere og mere spirituelt plan end det, vi befinder os på. Han vil have fået svaret på mange – hvis ikke alle – af livets helt store spørgsmål. Hvad skulle jeg så tale med ham om? Han ville være rummanden, der taler med stenaldermanden. Jeg ville konceptuelt ikke kunne forstå, hvad han sagde, eller hvor han kom fra. Det ville ikke være ”min Hans”.
De fleste af de ting, vi har prøvet som beskrevet, har vi haft mere eller mindre evne til at påvirke. Vi kan træffe beslutning om det ene eller det andet, selvom vi selvfølgelig ikke altid kan forudse konsekvensen. Det absolut største og vigtigste i vores nye liv er dog ikke noget, vi selv styrede, men vores nye mening med livet, nye værdisæt og nye livsfortælling gjorde vores reaktion til en ”no-brainer”:
Hans’ storebror, der bor i England med sin engelske kone, fik en datter: vores første barnebarn. Efter aftale med søn og svigerdatter solgte vi huset, sagde vores jobs op og flyttede til England for at blive en aktiv del af vores barnebarns liv. Vi passer hende elleve timer om dagen to eller tre dage om ugen, hvor de andre bedsteforældre så tager sig af de andre dage. At være i stand til at påvirke hendes udvikling og følge hende så tæt og samtidig hjælpe den unge familie er det bedste, der er sket siden 26/3/1999 – den dag, Hans blev født.
Da jeg for seks år siden skrev et introindlæg til Mistet Barn facebookgruppen, skrev Aase tilbage: ”Det bliver godt igen. I bliver lykkelige igen”. Det var dengang umuligt at forestille sig. Det var kun, fordi vi havde mødt Aase og andre, der sagde det samme til en af caféaftenerne, at jeg på trods af mine egne følelser troede på det. De gav mig håb, fordi de selv havde mistet, de havde selv gået igennem, hvad vi gik igennem, og de berettede om, hvordan der så ud meget længere nede ad vejen.
Om du, kære læser – medlem af en forening, du aldrig ville være medlem af – lige har mistet, eller om det er et eller to år siden, så vil jeg bare gentage, hvad Aase (kontaktperson Mistet Barn) fortalte mig: Der er håb. Det bliver bedre. Du kan blive lykkelig igen.