Et liv efter døden
Nytårsdag 2017 endte mit 55-årige liv. En – vil nogen måske mene – overdramatisk måde at udtrykke på at selvom det var min søn Hans, og ikke jeg, der døde, så er det svært på anden måde at udtrykke det katastrofale kollaps af mening og værdier, der følger, når man ser sin søn få hjertestop 24 timer efter, at han og jeg har haft en rolig samtale om aftensmad. Jeg står ved påstanden. Det liv, jeg lever i dag over seks år efter, er et helt andet liv, og jeg, den person der lever det, en helt anden person.
En af de ting, jeg har lært igennem mit samvær med lidelsesfæller, er, at ingen skal fortælle andre, hvordan de skal sørge. Jeg vil gå skridtet videre: Jeg vil ikke engang råde nogen til noget omkring, hvordan de skal sørge. Min kone og jeg har efter Hans’ død været i tæt kontakt med forældrene til fem forskellige mistede børn. Typisk er det fælles venner eller bekendte, der formidler kontakten, fordi de mener, vi med vores baggrund vil være de bedste til at tale med dem. Fra feedback har vi indtryk af, at det har været godt for disse forældre at have tidlig kontakt med nogle, der forstår dem, og som er i stand til at sætte ord på følelser, der stadig overvælder dem. Fra vores egen side har det hjulpet os i vores proces, at vi har kunnet bidrage med noget positivt ud af vores egen smerte og sorg. Den eneste undtagelse, jeg gør mht. at råde direkte, er, når de fortæller os, at familie, arbejde eller andre prøver at påvirke deres forløb. Så fortæller jeg dem, at de skal tænke på sig selv og ingen andre. De skal gøre, hvad de tror er bedst for deres sorg og nye liv.
Jeg står i dag et sted, jeg for seks år siden aldrig ville have troet var muligt. Et sted, hvor jeg ikke bare kan føle glæde, men hvor lykken i livet igen synes mulig. Det har krævet meget at nå hertil. Tid er nok en af de vigtigste ingredienser, men tid alene læger bestemt ikke alle sår. Min kone og jeg satte os for sammen at være åbne for at prøve alt for at overkomme smerten, og vi fik virkelig prøvet meget forskelligt. Noget virkede godt, noget virkede dårligt, og noget synes bare ikke at virke. Vi er alle forskellige, og det ville være forkert at råde nogen til eller fra baseret på vores oplevelser. Hvad der er godt for os, er måske dårligt for andre og modsat. Men ved at gennemgå de forskellige ting, vi prøvede, håber jeg at kunne give inspiration og ikke mindst håb til de af mine lidelsesfæller, der er knap så lang tid fra deres tab.
Vi kom meget hurtigt (fire dage efter Hans’ død) under psykologbehandling. De første tre gange kom vi som par for blandt andet at finde frem til aftaler omkring håndtering af fælles sorg. Derefter gik vi individuelt, bl.a. fordi vi – vist ret typisk – sørger forskelligt. Når jeg ser tilbage på den lange række af konsultationer, tror jeg generelt det hjalp mig i nuet. Jeg fik redskaber til brug i det praktiske dagligliv med kollegaer, venner og familie. Ved at vende tanker og ideer med en anden var det også nemmere selv at reflektere over den spæde begyndelse på opbygningen af et nyt liv. Senere, i vores sorggruppe, talte jeg med nogen der havde været i EMDR-behandling. Det fik jeg aldrig selv prøvet, og det ærgrer mig, fordi jeg har haft PTSD-symptomer som en del af min sorg, og jeg tror, at en målrettet behandlingsmetode som EMDR ville have hjulpet.
Jeg kontaktede en hypnoterapeut, som efter en indledende konsultation diskuterede min sag med sine kollegaer. Min motivation med hypnose var at forsøge at slippe af med smerten i sorgen. Hun vendte tilbage med en afvisning. Vi havde en rigtig god snak om det, og hun forklarede det med, at hvis man vil af med irrationel frygt for at flyve, fordi man rationelt ved, det er sikkert at flyve, eller af med trangen til at ryge, når man egentlig godt ved, det er usundt, så kan de hjælpe med at sikre, at det er det rationelle, der vinder over det irrationelle. Problemet med min sorg og min smerte var, at den var rationel. Der var en grund til, at jeg sørgede smerteligt. Der ville hypnose sikkert ikke kunne udrette noget. Det ville måske være muligt at facilitere fortrængning, men det er i sig selv næppe en god ting. Smertefuldt som det er, er vores minder om vores døde børn jo det eneste vi har, og jeg vil ikke miste alle de gode minder fra mit liv med Hans.
Vi valgte fra starten at være meget åbne omkring vores sorg. Det var et bevidst, omend ikke specielt gennemtænkt, valg. Jeg startede på foranledning af min psykolog med at skrive og offentliggøre et brev til Hans. Det endte jeg med at læse op i åbningsscenen i DR-dokumentaren ”Vores drenges sidste døgn”. Så syntes jeg ligesom terningerne var kastet, og jeg fulgte op med yderligere et dusin blogindlæg om bl.a. sorg, identitet og håb. Det hjalp mig i min proces at skrive omkring mine følelser, men det er ikke uproblematisk. Uanset om de er nævnt i indlægget, kan sådanne skriverier næsten ikke undgå at ramme tæt på andre, der også sørger over Hans. Det prøvede jeg at holde in mente, og det var altid vigtigt at advare relevante personer om, at et nyt indlæg var på vej.
Vi forsøgte at melde os til en lokal sorggruppe, der blev kørt af byens sognepræst. Der var ikke pladser, hvilket sandsynligvis var held i uheld, for kort tid efter blev vi informeret om Mistet Barn-organisationen. Vi kontaktede dem, og de havde en sorggruppe ikke langt fra os, der lige var startet op, og hvor der var kommet to ledige pladser. I den periode af vores sorg var Mistet Barn-sorggruppen meget betydningsfuld for vores videre udvikling. Det var et sted, hvor man kunne føle sig sikker og forstået. Specielt det sidste er vigtigt. Jeg tvivler på, at man kan finde fuld forståelse nogen andre steder end hos andre forældre, der har mistet et barn. Vi mødtes en gang om måneden, og det var hårdt. De første par gange var endda meget hårde. Selvom vi på det tidspunkt havde fortalt vores historie mange gange, er det altid hårdt, og det var endnu hårdere at høre om alle de andre vidunderlige børn, der fuldstændig urimeligt også var døde. Da vi kom tilbage efter anden gang, måtte vi spørge os selv, om vi troede, vi kunne klare at deltage. Sådan ved vi, at andre også har følt, og at de som os er glade for at være blevet ved. Da sorggruppen stoppede, fortsatte vi med at mødes hos hinanden hver fjerde måned i et års tid.
Hans døde pga. en række fejl i visitationsprocessen i Region Hovedstadens Akutberedskab. Vi var stålfaste i fornægtelse af en mening med Hans’ død, men lige så drevet til at forsøge at finde en mening i den. Vi startede en organisation, Bekæmp Meningitis, til at orientere om symptomer på Meningitis. Vi engagerede os aktivt med et af de andre meningitisforældrepar i Region Hovedstadens arbejde med at forbedre diagnosticeringen af meningitis. Derfra kom jeg ind i patientambassadørgruppen. Det er en gruppe mennesker, der på baggrund af deres personlige oplevelser med sundhedssystemet arbejder på at forbedre det. Søgen efter mening og ønsket om, at der skal komme noget godt ud af vores børns død, er mere almindelig end jeg oprindeligt havde troet. Forældre til børn, der har begået selvmord, bliver stemmen i den anden ende af telefonen hos Livslinien. Forældre til kræftramte børn bliver aktive i Kræftens Bekæmpelse. Det er ikke alle forundt at kunne finde noget i deres barns død, de kan bruge positivt, men det var nødvendigt for mig, der hvor jeg var. En del af mit arbejde som patientambassadør var at tale til nyuddannede læger som en del af deres kliniske basisuddannelse. En time hvor jeg gik igennem hver en detalje af Hans’ sidste tid på jorden. Det var hårdt, men det var også utrolig givende at se ilden i øjnene på de unge læger, der stod på spring for at komme ud og redde verdenen. Jeg gav vel præsentationen 10-15 gange over en treårig periode, hvor jeg også blev gæsteforelæser på Københavns Universitet på deres patientsikkerhedsuddannelse. Da jeg stoppede med det hele, opdagede jeg, at den hyppige gentagne præsentation af Hans’ død – med de følelser det indebar – havde holdt min egen videreudvikling af mit nye liv tilbage. Fem år efter Hans’ død var jeg kommet meget langt, men jeg havde behov for at Hans som min søn, skulle være en del af mit livsfundament – vandmærket i min livsfortælling – IKKE at hans død og omstændighederne omkring den skulle dominere mit liv.
Jeg har haft hunde igennem hele mit liv. Da Hans døde, var vores daværende familiehund elleve år. To år efter Hans’ død, mens vores gamle hund stadig levede, anskaffede vi os en ny lille hvalp. Selvfølgelig er vi alle helt uskyldige i forbindelse med Hans’ død, ikke mindst vores gode gamle hund, men alligevel var der noget forfriskende uskyldigt i at få et nyt liv i huset, en lille fræk hundehvalp som ikke engang var født endnu da Hans døde. Træning i den lokale hundeklub flere gange om ugen, gåture og lege med hvalpen – alt var med til at trække mig væk fra depression og PTSD-symptomer. Den lille hvalp, nu en stor og stadig fræk hund, gav mig så meget glæde og livsvilje lige på det tidspunkt, jeg havde allermest brug for det.
Min kone og jeg er meget faktuelle i vores tilgang til livet og alt i det. Vi er ikke troende eller spirituelle, men som skrevet ovenfor, var vi villige til i hvert fald at se på alt. Vi blev ret tidligt kontaktet af to forskellige clairvoyante. De lugtede langt væk af svindlere, og vi afviste dem. Men så skete der noget. En meget god ven var også ven med en clairvoyant, åbenbart en relativ berømt en af slagsen. Denne person ydede ikke afdøde-kontakt som en af ydelserne, men var i stand til at gøre det, og han havde – fik vi at vide – allerede været i kontakt med Hans. Vores ven garanterede, at det ikke var svindel, hvilket vi accepterede, ikke mindst fordi vi blev tilbudt en kontaktseance uden regning. Jeg aftalte dog først en telefonsnak med ham, og vi havde en rigtig god lang snak. Jeg var helt åben omkring min egen mistro og min egen ”teori” om, hvordan det virker. Jeg fortalte ham, at Hans og jeg delte en episode i hans liv. Ingen andre end han og jeg kendte til den. Enten kunne episoden beskrives, eller også kunne han komme med et navn eller et tal, og så måtte jeg alvorligt overveje, om der alligevel var noget i det. Han forklarede, hvorfor det ikke virkede på den måde; en forklaring, jeg forstod og accepterede. Så i sidste ende endte vi med at takke nej til tilbuddet. Mit personlige største argument for at takke nej har jeg dog ikke fundet meget enighed om hos mine venner, hverken hos dem, der tror, eller hos dem, der ikke tror: Hvis vi antager, at Hans stadig eksisterer på en måde, hvor han kan kommunikere, så er det på et helt andet, højere og mere spirituelt plan end det, vi befinder os på. Han vil have fået svaret på mange – hvis ikke alle – af livets helt store spørgsmål. Hvad skulle jeg så tale med ham om? Han ville være rummanden, der taler med stenaldermanden. Jeg ville konceptuelt ikke kunne forstå, hvad han sagde, eller hvor han kom fra. Det ville ikke være ”min Hans”.
De fleste af de ting, vi har prøvet som beskrevet, har vi haft mere eller mindre evne til at påvirke. Vi kan træffe beslutning om det ene eller det andet, selvom vi selvfølgelig ikke altid kan forudse konsekvensen. Det absolut største og vigtigste i vores nye liv er dog ikke noget, vi selv styrede, men vores nye mening med livet, nye værdisæt og nye livsfortælling gjorde vores reaktion til en ”no-brainer”:
Hans’ storebror, der bor i England med sin engelske kone, fik en datter: vores første barnebarn. Efter aftale med søn og svigerdatter solgte vi huset, sagde vores jobs op og flyttede til England for at blive en aktiv del af vores barnebarns liv. Vi passer hende elleve timer om dagen to eller tre dage om ugen, hvor de andre bedsteforældre så tager sig af de andre dage. At være i stand til at påvirke hendes udvikling og følge hende så tæt og samtidig hjælpe den unge familie er det bedste, der er sket siden 26/3/1999 – den dag, Hans blev født.
Da jeg for seks år siden skrev et introindlæg til Mistet Barn facebookgruppen, skrev Aase tilbage: ”Det bliver godt igen. I bliver lykkelige igen”. Det var dengang umuligt at forestille sig. Det var kun, fordi vi havde mødt Aase og andre, der sagde det samme til en af caféaftenerne, at jeg på trods af mine egne følelser troede på det. De gav mig håb, fordi de selv havde mistet, de havde selv gået igennem, hvad vi gik igennem, og de berettede om, hvordan der så ud meget længere nede ad vejen.
Om du, kære læser – medlem af en forening, du aldrig ville være medlem af – lige har mistet, eller om det er et eller to år siden, så vil jeg bare gentage, hvad Aase (kontaktperson Mistet Barn) fortalte mig: Der er håb. Det bliver bedre. Du kan blive lykkelig igen.
“Egentligt skulle jeg forsøge at skrive noget til ”Landsforeningen Mistet Barn” om hvordan det er at vende tilbage til hverdagen efter at have mistet et barn.
Jeg kan ikke rigtig finde ordene frem i aften, så jeg har skrevet en masse og slettet det igen. Og startet forfra.
Mange gange.”
For hvordan vender man / jeg tilbage til hverdagen efter så gennemgribende en ændring i præcis hverdagen?
En hverdag før, betød for mig, at jeg havde en datter, jeg boede sammen med og har boet sammen med i mange år. Jeg har været alene med min datter i mange år. Hverdagens små daglige rutiner, som alle skal klares – helst, at kunne klare sig selv i hverdagen, har stor betydning for ens selvværd. At tage hånd om sig selv, være selvstændig, være ansvarlig og tage ansvar for sit eget liv, for sin egen hverdag – i mange år hjalp jeg min datter med hendes hverdag, at få struktur på og få den til at køre. Jeg er sygeplejerske og arbejder fast aften. Mit hensyn har altid været min datter først. Havde hun brug for hjælp til noget, skulle hun blot sige det, og så forsøgte jeg så godt som muligt at bistå – hvis det ikke kunne lade sig gøre, var hendes storebror sød at hjælpe. For at få en hverdag til at køre, handler det også om tillid til ens nærmeste, at man kan stole på, de er der for èn. Og det var vi, hendes bror, min søn og jeg.
Ikke at det blev italesat som en arbejdsopgave eller en ”to-do” ting, et onde. Vi har altid hjulpet hinanden os 3, så da min datter fik det svært, trådte hendes bror og jeg selvfølgelig til. I 2022 blev hun diagnosticeret med skizotypi og i sommeren 2024 paranoid skizofreni. Min søn bor på kollegie og er i gang med sit studie, så det handlede om at få begge mine børns hverdag til at fungere.
Min datter har siden de tidlige teenager-år lidt meget af social angst og socialfobi hvilket betød, jeg fulgte hende mange steder hen. Det var én ud af mange kasketter jeg havde, en anden kasket kunne være den sundhedsfaglige, som tog med til møder med kommunen. En tredje kasket kunne også være mentor, hvis opgave var at angsteksponere hende fx. i Normal, Kirrpu, i biografen eller bare det at komme ud blandt andre mennesker. Det øvede jeg med hende, og hun blev faktisk rigtig god, så god at hun selv kunne gå hele vejen til møde med CBK og hjem igen.
Da jeg vendte tilbage til arbejde på nedsat tid i februar 2025, følte jeg mig meget forkert i starten. Jeg følte, at jeg ikke kunne finde min plads. Det har jeg opdaget at det nok mere handler om det tomrum jeg har, er så vanskeligt at udfylde. Ingen eller intet kan erstatte min datters plads, betydning. For mine kollegaer er hverdagen for længe siden slået ind og andre ting optager mere, og heldigvis for det. Min egen verden er stadig stille, også nu hvor jeg er på fuld tid igen. Selvom jeg kan mærke, at jeg har brug for at tale om min datter, så gør jeg det ikke på arbejdet, medmindre mine kollegaer selv spørger. Jeg oplever, at nogle af mine kolleger er gode til at favne mig på de mindre gode dage. Det er rart at de der kan, er der og kan være sammen med mig i sorgen og det at være ked af det. At miste et barn er ikke noget alle kan være i, og det er ok at have det sådan.
Jeg har en veninde, der har været der for mig hele tiden og som tager sig tid til mig når det hele brænder på – som meget tidligt meldte ud, at hun ikke vidste, hvordan hun skulle støtte mig. Og det vidste jeg jo heller ikke. Jeg anede ikke, hvad jeg havde brug for, andet end at jeg ønskede at få min datter tilbage, så derfor blev vi enige om at tage små skridt, et ad gangen sammen. Når tankerne og følelser har hobet sig op indeni, er hun virkelig god til at håndtere mine “følelsesudbrud”, som jeg ikke er god nok til at skabe rum eller tid til, fordi jeg nu fokuserer og bruger så meget energi på at vende tilbage på arbejde, og det er først, når vi taler sammen, at jeg opdager, hvor meget jeg holder inde i det daglige og hvor meget energi det kræver af mig -jeg kunne ikke mærke mig selv i meget lang tid- og har stadig udfordringer med det. Dét, min veninde i disse situationer hjælper mig med, er at huske tilbage og være taknemmelig for det jeg har haft – jeg er meget taknemmelig og megastolt af min datter.
Taknemmelig over jeg har fået lov til at være hendes mor i 22 år. At jeg har fået lov at elske hende og passe på hende i 22 år. Alt det vi har delt sammen af oplevelser og musik. Og at hun valgte at rejse fra mig i vores hjem, er den største kærlighedserklæring jeg, som hendes mor, kan få – den tillid, fortrolighed og kærlighed. For ikke at tale om det mod, det kræver at gå mod strømmen.
Senere hen har jeg fået nye veninder, som desværre også står i samme situation som jeg og det gør en forskel, at jeg ikke helt skal forklare mine tanker og følelser – det er et netværk jeg lærte at kende, et lysets rum, en gruppe af mødre som har mistet deres børn. Og jeg mærker i dette fællesskab en forståelse af, hvad jeg gennemgår. Det giver en ro at kunne være sammen med disse lysets mødre, at vi har nogen som forstår os, for vi har alle oplevet den største smerte af alle.
Jeg er ved at finde ud af, hvem jeg er nu. Jeg er stadig mor til mine børn, min søn på 25 og min datter som blev 22.
Jeg har født dem begge, det kan ingen tage fra mig. De er stadig en del af mig, jeg har båret begge under mit hjerte. Jeg føler, jeg er ude i en identitetskrise. Jeg skal finde ud af mange ting på ny. At finde sig selv efter en traumatisk hændelse tager tid, samtidigt med jeg også skal forholde mig til denne enorme smerte, jeg bærer rundt på. En krop der gør ondt hele tiden, tankerne som kører hele tiden, tårerne der står i øjnene nonstop og hjertet der brister igen og igen og igen. Hjernen der er lukket ned og ikke kan kapere ret meget eller flere opgaver ad gangen, søvnen og koncentrationen som er i ubalance – et legeme der forsøger at fungere i overlevelsestilstand og i alarmberedskab 24/7 – det tærer på kræfterne. Det er helt surrealistisk. Jeg forstår ikke, at det er 6 mdr om lidt, jeg så hende smile til mig for sidste gang, inden jeg skulle på arbejde, og jeg forstår ikke, at jeg ikke kommer til det igen. Andet end på billeder og video.
Jeg vil gerne blive meget bedre til at give mig selv plads også her 6 mdr efter og i fremtiden- at finde viljen til at gøre noget i min datters navn – det kan være at rejse, at tage i teatret eller noget andet af de ting vi gjorde sammen. For når jeg kigger på mit liv nu, ved jeg jo godt at, den jeg var før, kan jeg ikke være mere, ej heller gå tilbage til, for det vil betyde, at mit datter stadig var her – og det er hun ikke.
I stedet må jeg forsøge at skabe en anden version af mit liv, end den jeg lige havde forestillet mig. I øjeblikket drejer det sig om at komme tilbage til arbejdet, som jeg fokuserer på og bruger energi på. At vende tilbage til hverdagen er ikke længere en mulighed for mig, for den hverdag jeg havde og kendte til, er forandret for altid. Og jeg forsøger i mit eget tempo at finde en vej, en måde, en version, som jeg kan tolerere og jeg kan holde ud at være i. For lad os bare være helt ærlige: Livet giver ingen mening, når ens barn dør – der vil altid være et før og et efter.
Kære omverden, vær venlig, vær til stede, vær åbn, vær autentiske, tilbyd hjælp også om 6 mdr, 12 mdr flere år efter, giv et lift hjem. Giv en kop kaffe. Vær ærlig. Vis hensyn, vis forståelse, hav tålmodighed, vær gavmild – giv et kram.
Kære efterladte:
Jeg har lovet mig selv ikke at drage nogen former for beslutninger det næste år. Derimod vil jeg give og tage mig selv tid. Tid til at mindes, savne, tid til at smile, le, tid til at græde, til at hulke, tid til at sove. Jeg vil være nænsom og tålmodig med og mod mig selv i de perioder, hvor hukommelsen fejler og energien er på nulpunktet. Jeg vil dyrke min yoga og mine gåture i det omfang nervesystemet kan magte og jeg vil hvile for at give kroppen ro og mulighed for at restituere. Jeg vil bede om hjælp – for oftest vil mine omgivelser meget gerne hjælpe, de ved bare ikke hvordan.
Joannas Mor.
Jeg kommer aldrig tilbage til hverdagen.
Mit liv blev uigenkaldeligt forandret den 9. oktober 2023. Den dag omkom min 20-årige datter Nanna som passagerer på en scooter som forulykkede i Vietnam, hvor hun rejste rundt i sit sabbatår. Da jeg fik opkaldet fra Nannas venindes mor, vidste jeg, at Nanna var død. Jeg kan ikke forklare det, jeg vidste det bare. Venindens mor bekræftede det, da jeg spurgte hende, om Nanna var død. Det var fuldstændigt uvirkeligt og hjerteskærende, at min datter var tusinder af kilometer væk, død. Beslutningen om, hvorvidt vi skulle rejse til Vietnam eller blive hjemme var fuldstændigt hjerteskærende. Som at skulle vælge mellem sine børn. Umenneskeligt. Urimeligt. Og helt igennem forfærdeligt. Jeg valgte Nannas lillebror, som boede hos mig, og som havde brug for, at jeg var hos ham, og ikke var væk. Det bliver aldrig hverken det rigtige eller det forkerte valg. Uanset hvad jeg havde valgt, var det forfærdeligt. De første uger havde jeg kontakt med Udenrigsministeriet og Nannas rejseforsikring i døgndrift, fordi de skulle sørge for at få hende hjem. Nanna landede i Danmark 11 dage efter hun var død, 10 dage før jeg skulle have hentet hende og veninden i lufthavnen med flag og kys. Jeg sad ved Nannas kiste og nussede, kyssede og talte til hende de første 2 dage efter hendes hjemkomst. Det var både fuldstændigt forfærdeligt og samtidigt forløsende at få Nanna hjem. Tæt på mig. Jeg vidste, at det liv jeg så ind i ville blive et helt andet liv end jeg nogensinde havde forestillet mig, og at intet ville blive ”normalt” igen.
Billedet af Nanna er taget i Vietnam få dage før hun døde. Jeg har tænkt meget over at hun næsten ligner en engel, som hun står der på stranden.
Under forældrefortællinger (https://mistetbarn.dk/nanna-og-hendes-mor-en-historie-om-kaerlighed/) fortæller jeg om den tidlige fase omkring Nannas død, samt hvordan jeg oplevede sorgen tidligt og senere.
Fordi både mit liv og jeg er blevet uigenkaldeligt forandret. Intet bliver nogensinde som før, fordi resten af mit liv foregår efter Nannas død. Forældre som har mistet et barn, får aldrig et ”normalt” liv igen. Fordi det ”normale” er, at det barn de har sat i verden lever. Fordi børn ”normalt” ikke dør før deres forældre. Det liv man kigger ind i når man har mistet et barn, er et ikke-”normalt” liv med livslang smerte, sorg og savn. Forældre som har mistet et barn, vender aldrig tilbage, fordi det der var, ikke eksisterer mere. Der er ikke noget at vende tilbage til. Hvis man ”bare” kunne vende tilbage, er det nærmest det samme som at ens barns liv og død er reduceret til et lille bump på vejen. Et bump som kan passeres så man kommer tilbage på den vej man kom fra. Sådan fungerer det ikke. I hvert fald ikke for mig. At fokusere på hvordan forældre som har mistet et barn, ”vender tilbage til hverdagen”, mener jeg er det samme som ikke at forstå hvad forældre som har mistet, står midt i, i resten af deres liv.
Et liv som man aldrig har bedt om eller ønsket sig. En virkelighed som kan føles parallelforskudt i forhold til det ”normale” liv, som de fleste andre lever. Hvordan lever man sit liv efter det værste, som kunne ske, er sket? Hvordan føles det at være menneske i en uigenkaldeligt forandret virkelighed hvor alle lag er skrællet af, og alle nerveender er blottet? I lang tid. Hvordan lever man et liv med livslang smerte, sorg og savn?
Hvordan rejser man sig (fordi vi alle bliver slået ud af at miste et barn) og hvordan lærer man at stå, gå og leve igen? Hvordan får man støtte til at leve i en virkelighed som er blevet uigenkaldeligt forandret? En virkelighed som vores oftest omsorgsfulde familier, venner og kolleger ikke forstår? Fordi det kun er os i den væmmelige klub, som ingen ønsker at være medlem af, som kender den uigenkaldeligt forandrede virkelighed som nu er vores liv. Livet efter vores barns død. Hvordan lærer vi at blive en del af den ”normale” verden igen, som alle andre befinder sig i, når vi selv befinder os i en så forandret verden? Hvem og hvad kan hjælpe os med det?
Hvordan opstår der sprækker af lys i et mørke, som vi aldrig troede ville ophøre? Hvordan føles kærlighed? Hvordan føles glæde? Som Sandie Westh så fint skriver i sin bog ”Når mørket ruller ind: En bog om sorg” at hun i starten ikke turde vise andre hvis hun havde det (lidt) bedre, fordi hun var bange for at folk omkring hende så troede at det gik godt og at hun var kommet videre. Det tager laaaaaang tid at få det (lidt) bedre.
Hvad er vigtigt nu? Hvad er vigtigst? Hvad er meningsfyldt? Hvordan kan man skabe mening i og med sit liv, så det bare tilnærmelsesvist opvejer det meningsløse i at miste sit barn? Hvordan kan man hjælpe andre, være der for andre som har mistet den de elskede højest?
Liz Jensen skriver i sin bog ”Your Wild and Precious Life” at ”you don´t move on, you move with”. Selvom det næppe kan formuleres lige så præcist og koncist på dansk og selvom sprog og ord kan føles for simpelt til at beskrive kompleksiteten af det liv som følger efter at have miste et barn, må vi alle insistere på at gøre forsøget. Fordi vi kun med en fælles ”indsats”, kan ændre på omverdens forståelse af hvordan det opleves at skulle leve et liv, efter at det værste er sket.
Hvis nogle spurgte mig inden Nanna døde hvad jeg lavede, svarede jeg først hvilken profession og titler jeg havde samt hvad jeg arbejdede med. Herefter fortalte jeg (måske) at jeg var mor til to og gift for anden gang og levede i en bonusfamilie. Når nogen spørger mig i dag, hvad jeg laver, er svaret at jeg er mor til to. At jeg øver mig på at leve igen, efter at min datter er gået over på den anden side. At jeg på forunderlig vis, og meget overraskende for mig selv (jeg er læge og forsker), har kontakt med min datter. Fra den anden side. Måske nævner jeg herefter min profession og titler samt hvad jeg finder vigtigt arbejdsmæssigt. Ofte med det tvist at jeg fortæller hvad Nannas død har betydet for hvad jeg nu finder mest meningsfuldt i mit arbejdsliv.
Når man har mistet et barn, bruger man år, formentligt resten af sit liv (forventer jeg), på at lære sig selv og sit nye liv at kende. Både fordi hver ny dag er et realiseret tab, som man oplever for første gang, og fordi man er blevet uigenkaldeligt forandret. I resten af mit liv vil min historie inkludere at jeg mistede mit barn. Min datter. Nanna. Derfor vil jeg i resten af mit liv, øve mig på at være menneske, i et uigenkaldeligt forandret liv. I en ny virkelighed. Når jeg bevæger mig rundt i mit nye liv og min nye virkelighed, føles det til tider som et parallelforskudt liv, ved siden af andres ”normale” liv og virkelighed. Fordi indkøbsturen, møder på arbejdet, snakke med kolleger, hyggestunder med venner, alt det som mennesker opfatter som ”normalt” og hverdag, aldrig vil føles som ”normalt” igen. Fordi min datter mangler. Spørg et menneske, som har mistet et barn, hvem de var før og efter barnets død, og man får meget forskellige svar.
Jeg oplever hverdagen meget forandret efter Nannas død. Måske fordi man altid oplever virkeligheden, verden, livet, subjektivt, igennem sig selv. Når man selv er blevet fuldstændigt forandret, er det forventeligt det, man oplever også er forandret. Jeg fik det gode råd af et meget klogt menneske kort efter Nannas død, at livet (for alle) var nemmere, hvis man accepterer det som er og ikke gør modstand. Hvis man går med livet i stedet for at gå imod livet. Fordi livet er som det er. Det er hverken retfærdigt eller uretfærdigt. Det er bare. Livet er bare. Mennesker har ikke kontrol over det som er sværest – sygdom og død. Det rammer, som det gør. Den erkendelse er i sig selv et stort kontroltab. At miste et barn er det ultimative kontroltab. Men Nanna død. I resten af mit liv. Uanset hvor meget jeg begræder hendes død og ville ønske at det ikke var sådan, forbliver Nanna død. I dette ikke-selvvalgte liv, er jeg opmærksom på at være taknemmelig og tage imod de ”gaver” jeg får. At værdsætte de sprækker af lys, jeg opdager. Der er sagt og skrevet meget om hvordan sygdom og dødsfald forandrer mennesker, typisk i form af meget anderledes værdier og et nyt blik for noget smukt i livet, som man ikke så før. Det kan jeg nikke genkendende til. Jeg ved at det vigtigste er kærlighed. Og at meningsfuldhed er afgørende for at balancere meningsløsheden i Nannas død. I mit efterliv og hverdag har jeg fået et meget stort fokus på kærlighed og meningsfuldhed. Jeg har Nanna med mig hele tiden fra den anden side og jeg er forpligtet til at skabe det bedst mulige liv med lys og kærlighed, for mig og for de mennesker som er omkring mig. Det næstbedste liv. Jeg får aldrig det bedste liv jeg kunne have drømt om. I stedet må jeg insistere på, at det næstbedste liv bliver så lykkeligt som muligt, selvom jeg ved at lykken efter Nannas død har en anden nuance. Absolut vil smerten, sorgen og savnet over Nannas død altid være lige stort. Relativt vil den fylde mindre efterhånden som livet folder sig ud og forhåbentligt bringer nyt lys og kærlighed. Som Nanna lillebror så præcist har formuleret det ”selvom vi måske får det (lidt) bedre, så er det stadig lige slemt det der er sket”.
Det som hjælper mig med at sikre at mit nye liv og hverdag er kærlig og meningsfuld, er at være autentisk nærværende. Med min familie. Med venner. På arbejdet. Fordi jeg ved at være autentisk nærværende bedre kan give og modtage kærlighed. Og omsorg. Om sorg. Omkring sorg. Ordet ”omsorg” er virkelig smukt og meget kærligt. Fordi det at være i stand til at modtage medmenneskers omsorg, styrker relationer mellem mennesker. Relationer som består på trods af døden.
Jeg har helt tidligt siden Nannas død være fuldstændigt åben om hvad der var sket og hvordan jeg og min familie havde det. Hvad vi gik igennem. Jeg har opfordret mennesker omkring mig til at spørge ind til mig og os og forsikret alle omkring mig om at jeg jo ikke kunne blive mere ulykkelig end jeg allerede var. At jeg ikke ønskede at blive isoleret fordi folk trak sig af angst for at sige eller gøre noget som gjorde mig ked af det. Jeg har bevidst åbnet en dør til mit indre, så mennesker omkring mig har kunnet følge med, se hele mig. Fordi forældre som mister et barn, er de eneste som kan lære omverden hvad det vil sige, og hvordan man bedst hjælper og giver omsorg til os, som har så uendeligt meget brug for det. Det er både en opgave og en gave. Som den præst der bisatte Nanna så fint formulerede det, så bliver livets gaver nogle gange til opgaver når man mister en man elsker.
Midt i den dybeste mørke, findes der sprækker af lys. Hvis man insisterende kigger efter dem.
Jeg har altid elsket mit arbejde som læge og forsker, og har de mest fantastiske kolleger som også er gode venner. Få dage efter Nannas død mødtes jeg på teams med mine nærmeste kolleger, for at fortælle hvad der var sket med Nanna, hvor vi var og hvad vi så ind i. På det tidspunkt ventede vi stadig på at Nanna kom hjem fra Vietnam. På grund af mine kollegers støtte, en fantastisk chef og muligheden for hjemmearbejde, var jeg ikke sygemeldt efter Nannas død. Selvom jeg har arbejdet mindre end før Nannas død (hvor jeg arbejdede noget mere end 37 timer om ugen), kunne jeg med kollegers hjælp passe mit arbejde. Noget af det som arbejdsmæssigt har betydet rigtigt meget for mig, er den empatiske og omsorgsfulde måde jeg er blevet mødt af mine kolleger. Første gang jeg var på afdelingen og deltog i en middagskonference, fortalte jeg hvad der var sket og hvad vi stod i. Jeg og mine kolleger græd. Jeg takkede for mine kollegers omsorg og forlod konferencen inden den var slut, så mine kolleger kunne debriefe uden mig. Fordi jeg vidste at det var hjerteskærende sørgeligt at være i nærheden af mig. Jeg er qua mit arbejde videnskabelig vejleder for mange unge mennesker som helt tidligt har givet mig uendeligt meget omsorg. Kontakten med alle disse unge mennesker tidligt efter Nannas død har repræsenteret store sprækker af lys. Efter at have mistet Nanna, som var et ungt menneske på vej ind i voksenlivet, er det blevet en endnu større gave for mig at have unge mennesker tæt på, og noget som jeg er dybt taknemmelig over. Jeg er uendeligt taknemmelig over at jeg har fået en tættere relation til min brors to ældste døtre (han har fire piger), Nannas kusiner, mine niecer, efter Nannas død. Det er helende at shoppe og hygge med mine niecer, mens vi ved at Nanna er med i omklædningsrummet og på cafe. Og jeg er uendeligt taknemmelig over min kusine og hendes mands fantastiske datter, er kommet så tæt på mig. Få dage efter Nannas død, cyklede hun ud til os en tidlig morgen, inden hun skulle på studie, med nybagte boller + smør, ost og pålægschokolade (til Nannas lillebror). Det er omsorg. Hun skal som den første i børn-af-os-kusiner-familien, selv være mor, og har haft blik for at jeg efter Nannas død ikke selv bliver mormor, hvorfor hun har foreslået, at jeg så må være reservemormor for den lille ny. Det er kærlighed. Og ja, man græder, når man får sådan en besked. Man mærker tydeligt forskellen på mennesker som er, og ikke er, bange for at komme tæt på. De som magter at være tæt på forældre som har mistet et barn, hjælper med at bære det ubærlige. De mindsker ensomheden. De er store sprækker af lys.
Jeg var åben omkring alt på mit arbejde og informerede i samarbejde med min chef mine kolleger om hvad der var sket og at alle var meget velkomne til at spørge ind til mig og ulykken. At alle var velkomne til bisættelsen. Og at jeg ville blive glad for at få et kram, når jeg mødte kolleger på gangen. Det betød, at jeg siden Nannas død har fået rigtigt mange kram på mit arbejde. Jeg har gået krammerunder på afdelingen, mange gange. Jeg har grædt på gangen med kolleger og med det rengøringspersonale, som kender Nanna så godt fra de nye billeder af hende på mit skrivebord. Og jeg har set så mange fine sprækker af lys på mit arbejde i den omsorg jeg har fået af kolleger. Det har haft en kæmpe betydning for mig at jeg har kunnet være autentisk på mit arbejde. Det har jeg haft brug for. På den måde har jeg aldrig skullet ”tilbage til hverdagen” på mit arbejde. Fordi alle har kunnet følge med i hvordan jeg havde det, var det tydeligt for alle at den hverdag som eksisterede før Nannas død, ikke eksisterer mere.
Talrige kolleger og mennesker jeg har mødt i både private og arbejdsmæssige sammenhænge, har takket mig for at være så åben om min og vores situation. Fordi det har hjulpet de mennesker jeg har mødt, og givet dem en chance for at lære om noget, som ofte er tabu, i deres møde med mig. Det er helt sikkert forskelligt hvor åbne forældre, som har mistet et barn, ønsker at være, og mange har det sikkert anderledes end mig. Det er ikke noget som objektivt set, som er rigtigt eller forkert at gøre her. Det vigtigste er at mærke efter hvad der er rigtigt for en selv. Det må omverden respektere. For mig har det at jeg har lukket så mange ind i min sårbarhed, smerte og ulykkelighed, betydet at jeg er blevet holdt om og givet omsorg fra uendeligt mange mennesker, også på mit arbejde. Det repræsenterer store sprækker af lys, som har hjulpet mig med at stå, gå og leve igen.
Min nye hverdag på mit arbejde er anderledes end før Nanna døde. Fordi jeg har fået en anden work-life balance. Fordi jeg er i mit liv og arbejdsliv bærer jeg en uendelig stor sorg med mig samtidig med at jeg insisterer på at finde sprækker af lys. Fordi jeg har fået et nyt ”kald” med mit arbejde og er optaget af noget andet, end jeg var i mit før arbejdsliv. Som læge har jeg altid været optaget af at gøre en forskel for patienter. Efter Nannas død har jeg fået en stor omsorgsfølelse samt ønske om at gøre en forskel for så mange mennesker som muligt. Måske fordi min empati for andres lidelse er blevet skærpet af min egen lidelse. Efter Nannas død berører tanken om andres lidelse mig uendeligt meget mere, både privat og arbejdsmæssigt. Arbejdsmæssigt har jeg for nyligt fået 10 års forlængelse af mit professorat i en ansøgning hvor jeg beskrev hvordan det sidste 1½ år havde været det tungeste og mest sørgelige, fordi jeg havde mistet min datter, samt hvordan tabet har ændret mit arbejdsmæssige kald. Ved at være tro mod mig selv og Nanna, ved at være autentisk, har jeg i dag Nanna med i mit arbejde mere end jeg nogensinde før har haft mine børn med i mit arbejde. At gøre ting med Nanna repræsenterer den største sprække af meget kærligt lys, som trænger ind i mit liv.
hverdagen med et barn på den anden side er ikke den samme som før. Udover de oplagte forskelle med hyppige besøg på kirkegården, vedvarende fravær af mennesket Nanna, oplever jeg verden gennem et nyt ”filter”. Et ”livet-med-et-barn-på-den-anden-side-filter”. Livet indeholder uendeligt mange små og store oplevelser og møder med noget og nogen, og uanset hvor spændende, sjovt, kærligt, ubehageligt osv. disse oplevelser og møder er, mangler Nanna. Altid. Hver dag. Hele tiden. Når man mister et barn, får man et kontinuert tab ind i sit liv. Hver dag bliver et realiseret tab, fordi barnet mangler. I dag. I går. I morgen. Uanset hvad der sker i resten af mit liv, mangler Nanna. Det er meget svært at forstå og forholde sig til. For mig har det været nådigt at fokusere på nuet, når jeg bliver overvældet af tabet. Nuet er det eneste som eksisterer fordi det både rummer nuet samt det vi forestiller os om fremtiden og det vi erindrer om fortiden. Fordi mennesker kun har power til at ændre ting i nuet. Så, når ulykkeligheden og fortabtheden over at Nanna mangler i resten af mit liv overmander mig, tænker jeg på hvad jeg savner og mangler fra Nanna lige nu, i dette nu. Det har Nanna lært mig, fra den anden side. Fordi jeg har så meget kontakt med Nanna og snakker med hende det meste tiden, er hun faktisk til stede i de fleste nuer hvor jeg begræder hendes fravær og mangler og savner hende. Hendes tilstedeværelse i disse nuer trøster mig som intet andet. Når hun kærligt lægger armene om mig og holder om mig mens jeg fortæller hende hvor uendeligt høj elsker hende, bliver jeg trøstet. Af Nanna. Selvom jeg har kontakt med Nanna, er jeg stadig ulykkelig. Jeg græder dagligt, typisk når jeg mærker Nanna og når jeg savner hende. Så holder Nanna om mig og danser rundt, griner og laver fjolleansigter for at muntre mig op. Nogle gange får Nanna mig til at grine over hendes fjollerier. At være åben både overfor omverden, og overfor Nannas fortsatte tilstedeværelse i mit liv, har været det helt rigtige for mig, og det som har hjulpet mig mest.
Med Nannas død har jeg fået en ny opgave. Sammen med Nanna. Alle opgaver sammen med Nanna er meningsfulde og kærlige. Livet med Nanna, og den måde jeg er sammen med hende fra den anden side, er på en sær måde både meget lig og samtidig meget anderledes, end den måde jeg var sammen med Nanna som menneske. Det aftryk Nanna giver mig med sin tilstedeværelse, er meget genkendeligt. Den måde vi rent praktisk er sammen på, er meget anderledes. Selvom livet for forældre, som har mistet et barn, ofte bliver ensomt, fordi barnet mangler, føler jeg mig ikke ensom indeni. Fordi Nanna er indeni mig. Klar til en snak og et grin, hele tiden. Jeg er to indeni nu. Før Nannas død var jeg bare mig indeni. Undtagen da jeg var gravid med Nanna og hendes lillebror. Da var jeg to. Det er en mærkelig og uendeligt kærlig følelse. Som at været uendeligt gravid med sit barns sjæl.
Grunden til at jeg nævner dette i mine overvejelser om hverdagen efter et barns død, er at jeg er overbevist om at en ny hverdag med sit barn fra den anden side er mindre ubærligt, end en ny hverdag uden sit barn. Jeg kan kun opfordre til at man finder så mange måder som muligt at have sit barn med sig i det liv som skal leves efter barnets død. Nanna har lært mig at mennesker ikke forstår død. At død er en transformation af væren, fra en form til en anden. Fra krop til sjæl. Fra fysisk til ikke-fysisk tilstedeværelse. Forældre som har mistet et barn ved godt, at barnet ikke er væk, fordi relationen altid vil eksistere. Fordi kærligheden til barnet altid vil eksistere. Hvis samfundet forstod det og støttede forældre med børn på den anden side, i at relationen og kærligheden fortsætter, uanset om man tror på spiritualitet, kvantefysik eller ingenting, så tror jeg det ville hjælpe mange. Måske ville en sådan indstilling til mennesker som lever med tab, og til de kære som er på den anden side, medvirke til at mindske lidelse og smerte i verden fra de mange mennesker som begræder tabet af en de elsker. Fordi fravær og tab erstattes med fortsat relation og tilstedeværelse. En relation som muliggør udveksling af kærlighed, så kærligheden aldrig bliver hjemløs. Vi mennesker ved ikke, hvad der sker når man dør. Vi kan vælge at tro på at man er væk når man er død. Fraværende fra alt og alle. Eller vi kan vælge at tro på, at man stadig er her. Tilstedeværende for alt og alle. Tidligt efter Nannas død begyndte jeg at tro på, at hun stadig var hos mig, fordi jeg mærkede hende. Også selvom jeg ikke forstod eller kunne forklare hvordan. I dag ved jeg, at hun stadig er hos mig. Nannas fortsatte tilstedeværelse i mit liv er den største sprække af lys i mit liv, og det som gør at jeg har været i stand til at begynde det store arbejde med at lære at stå, gå og leve igen.
Mødet med omverden er blevet ambivalent for mig. I mit før liv var jeg meget ekstrovert, social og altid med til alle fester, festligheder, sociale arrangementer osv. I mit efter liv er jeg blevet lidt mindre ekstrovert og har holdt mig til mindre hyggemiddage og sammenkomster med de nærmeste. Min trygge base af venner og familie. Jeg har (indtil videre) ikke haft lyst til de helt store arbejdsmæssige sociale arrangementer og fester. Jeg har oplevet at bryde grædende sammen til sociale arrangementer på arbejdet, fordi jeg blev for rørt og bevæget over det som foregik, og at blive trøstet på den mest omsorgsfulde måde. Det er dog ekstremt udmattende at være i, så derfor dosserer jeg forsigtigt, så det ikke bliver mere end jeg kan klare. Egenomsorg er en meget vigtig evne at få skærpet, når man har mistet et barn.
Noget af det som virkelig har betydet meget for mig er de venner, familie og kolleger som snakker om Nanna, og spørger ind til Nanna, i nutid. Dem som husker at sætte et bordkort med ”Nanna” på bordet sammen med et billede af hende. Som min lillebror og hans kone har gjort det mange gange til fødselsdage hos ham og Nannas fire kusiner. Det er meget kærligt at blive mødt af mennesker som forstår og støtter op om at Nanna stadig er en nærværende del af mit liv, også selvom hun er død. Nanna er jo lige her, i mit liv, lige så meget som hendes lillebror, selvom de er på forskellige form – fysisk og ikke-fysisk tilstedeværelse.
Det vigtigste, som omverden kan gøre, er noget. At gøre noget. Og at blive ved med at gøre noget. Også på trods af afvisninger. Når man har mistet et barn, bliver man drænet for alt energi og initiativ i meget lang tid. Man går i opløsning indefra, og kan ikke tilnærmelsesvis det som man kunne før. Man bruger alle sine kræfter på at holde sammen på sig selv og sine nærmeste. Man magter ikke at tage initiativ til noget som helst. Ikke fordi man ikke har brug for noget, men fordi man ikke magter at bede om det. Så når omverden siger til forældre som har mistet et barn at ”du siger bare til hvis du har lyst til …”, så kommer det ikke til at ske. Forældre som har mistet et barn kan ikke ”bare” sige til. Det bedste råd jeg kan give omverden og pårørende til forældre som har mistet et barn, er at gøre noget. Og at blive ved med at gøre noget. Spørge ind til. Tilbyde hjælp med praktiske ting. Give omsorg. Give nærvær. Byde sig til. Som Anna Kløvedal beskriver det i sin bog ”Om at sørge”, så har man brug for mennesker som ”holder om, holder af, holder ved og holder kæft”. Så drop berøringsangsten og tabuet og vær tæt på forældre som har mistet et barn med omsorg og kærlighed. Vær med til at bære det ubærlige. Det vil aldrig blive glemt.
Klubben for forældre som har mistet et barn, den væmmelige klub, har for mig været en af de vigtigste kilder til støtte, trøst, omsorg og håb. Ensomhedsfølelsen som alle forældre som har mistet et barn oplever, mindskes når man er sammen med ligesindede. Den støtte, trøst og omsorg man får fra dette fællesskab, er uvurderlig, og det håb man kan få hen ad vejen, når man kan spejle sig i forældre som er lidt længere henne i deres efterliv end man selv er, er unikt og fås ikke andre steder. Jeg kan kun opfordre til at man søger ind i dette fællesskab via foreninger som Landsforeningen Mistet Barn, via online grupper og – hvis man er så ”heldig” – via sit lokale netværk. De fleste mennesker finder tryghed ved, og omgiver sig ofte med, mennesker som ligner dem selv på en eller anden måde. I den væmmelige klub møder man mennesker som ligner en selv, på en måde som ingen andre. Det er berigende og helende. For mig er den en stor kilde til taknemmelighed, hvis jeg selv på sigt, kan give noget af det jeg har fået, tilbage til andre i det fællesskab. Hvis jeg kan give trøst, støtte, omsorg og håb. Det vil være lige så helende for mig, som det jeg selv har fået fra fællesskabet.
Jeg har lært at tilgive, acceptere og ikke gøre modstand mod livet.
Min datter var ikke skyld i sin egen død. Jeg har, med Nannas hjælp, tilgivet den som var skyld i hendes alt for tidlige død. Ved at gøre det, har jeg sluppet. Man hænger sammen med den eller det, som man ikke kan tilgive. Og man behøver ikke at holde af den eller det, man tilgiver. Overhovedet ikke. Ved at tilgive, sætter man sig selv fri. Det kan noget. Livet bliver så uendeligt tungt, når man har mistet et barn. Alt hvad man kan gøre for at hjælpe sig selv, bør man gøre. Egenomsorg bliver uendeligt vigtigt, når man har mistet et barn.
I mit nye liv, sammen med Nanna fra den anden side, forsøger jeg det bedste jeg kan at finde sprækker af lys. I oplevelser og møder med noget og nogen. Jeg forsøger at se gaver i mine nye værdier, i den enorme omsorg og kærlighed som jeg og min familie har modtaget, i den mulighed jeg har for at gøre en forskel for andre i samme situation som mig, i kontroltabet og i accepten. Jeg ved at mit liv med Nanna på den anden side bliver kærligt og meningsfuldt, sammen med Nanna. Og jeg ved, at hvis jeg hele tiden gør det bedste jeg kan, så kan jeg ikke gøre mere. Og at det er godt nok og ligesom det skal være. Som Nanna siger, så er alt ”lige som det skal være”.
Nannas mor, Sisse Rye Ostrowski
”Det kan ikke være rigtigt. Andreas, vil du ikke nok komme tilbage. Bliv hos mig.”
Jeg står ved min søns grav. Tårerne flyder fra mine trætte øjne med gårsdagens mascara. På stenen står hans navn. Men det er helt galt. De andre gravsten har andre tal på. 1927. 1945. 19-hundrede alt muligt der er længe siden. På min søns gravsten står der 29.07.2002. Og så et evighedstegn. Ingen slutdato. Men det er slut. 29.07.2002 er hans fødselsdag. Jeg er hans mor. Det fik jeg lov at være i 21 år.
Andreas døde 3. juli 2024. Han døde af et årelangt og ulykkeligt misbrug af medicin. Små pæne, hvide hygiejniske piller. Det var dem, der slog ham ihjel. Havde de piller ikke eksisteret, havde jeg vidst mere, havde nogen fortalt både ham og mig, at de pæne smertestillende piller var dødsensfarlige, så er jeg sikker på, han havde haft sit liv, sin smukke krop, sine drømme og sin fremtid for sig lige nu, mens jeg står her og stirrer vantro mod hans gravsten.
Pillerne hedder opioider, og de er farlige og forfærdelige. Men de virker. De virker meget mere end de burde. De er produceret til at dulme meget stærke smerter. F.eks. fysiske smerter efter en operation. Men, åbenbart, er de også designet til at give et efter sigende enormt velvære. Dulme tristesse. Dulme stress. Ensomhed, kedsomhed – hvad som helst, der ikke rart, men som er en del af at være i live. De virker vist helt fantastisk og det kan være svært at forstå, at en lille pille, der bare giver en usædvanligt dejlig følelse i krop, sjæl og hjerne er ved at slå én ihjel. Andreas vidste det i hvert fald ikke, før det begyndte at gå helt galt.
Han var en sød dreng. Som voksen; en smuk ung mand.
Andreas er den ældste af mine 4 børn, han er storebror til to brødre og en søster. Han er min førstefødte, og jeg elsker ham. Jeg er stolt af ham, det har jeg altid været. Jeg spurgte en af hans venner, om man kunne sige ”jeg beundrer ham” om ens egen søn. Dertil svarede han ”ja da. Og det kan man da godt forstå du gør, der er jo vildt mange, der beundrer Andreas”.
Som barn var Andreas en god dreng med en solid personlighed. Han havde hele sit liv, men også som ganske lille, et stærkt blik for retfærdighed og for det han selv kaldte ÆGTE. Mange dagligdags-oplevelser med Andreas har gjort mig stolt af at være hans mor. Episoden hvor han er 8 år, og jeg følger ham til fodbold en tidlig morgen. Vi stiger ud af S-toget og på perronen ligger en hjemløs og sover. Lille Andreas stopper op, og jeg hører ham mumle ”morgenmad”. Af sin taske finder han den appelsin og banan, jeg har pakket til ham og vækker forsigtigt det stakkels menneske og giver ham sin frugt.
Og dengang en mor ringede til mig, og fortalte at Andreas havde markeret sig med stor myndighed i skolegården, da hendes egen datter blev chikaneret af de andre. En dreng fra en anden klasse var trådt ind og konfronteret de mobbende og sagt ”Stop. Sådan gør vi ikke her”. Det var min Andreas.
Eller dengang jeg fik en sms fra en veninde til en veninde, der skrev at hun var i tårer over en episode i et S-Tog. Et propfyldt S-tog hvor en hjemløs kommer ind med sin kop og beder om almisser. Ingen ænser ham, på nær en lille dreng, der griber til lommerne, og tømmer dem i den hjemløses kop. Det var min Andreas.
Det er gode værdier og nu, efter hans død, er det gået op for mig, at det er hans værdier. Det er ikke hans opdragelse. Det er ikke min fortjeneste. Det er Andreas, han er ÆGTE.
Han hvilede i sig selv. Det var tydeligt, at Andreas vidste, hvem han selv var. Han leflede for ingen. Han var ikke genert, men heller ikke krukket. Han var en alvorlig dreng og så var han også pissefræk. Gadens dreng.
Det var som om, Andreas hurtigt blev voksen. Han kunne klare mange ting, selv ret ung. Han kendte sin by, han færdedes trygt og selvbevidst i Københavns gader og parker. Inden han var teenager, blev han spottet af tøjmærket VANS, som synes han var en cool kid, og gerne ville ekvipere ham med alt han ville have af sko og tøj, så han kunne ses i bybilledet med deres mærketøj. Fedt for mig, for det var da en besparelse i tøjbudgettet. Poloerne, skjorter og bukser fra den tid har vi stadig. Hans yngste lillebror på 13 år bruger dem.
Som lille stod han på skateboard. I de små klasser var han var langhåret, den gang alle drenge havde kort hår. Hans klasselærer var irriteret over hans lange hår. Hvorfor aner jeg ikke. Jeg blandende mig ikke i hans eller mine andre børns hår. Hår er en privat sag, og som jeg sagde til dem, ”det er jeres hår, og det bestemmer I selv over”. Og så en dag, da de andre drengebørn lod håret gro, kom han og sagde, at nu ville han gerne være korthåret.
Andreas var en kvik og klog dreng. I skolen var han ikke den, der havde den pæneste håndskrift, og han havde det vist med at dagdrømme lidt. Men han var pligtopfyldende og fik ros, særligt for sit sproglige talent. Skolen, den skole hvor alle mine børn har gået, sætter musik i højsæde. Det er en tradition, og der er særligt fokus på musikalske talenter. Ingen i Andreas familie har udfoldet sig specielt musikalsk udover hans morfar, der spillede tværfløjte, og hans far der spiller klarinet, hver gang han får et glas rødvin for meget. Men i 2. klasse fik jeg en mail om, at skolen havde bemærket, at Andreas var et af de få børn, de mente havde så udtalt talent, at han kvalificerede sig til at modtage målrettet eneundervisning. Det blev guitaren sammen med hans musiklærer Henrik, der blev starten på Andreas’ musikalske karriere, kan jeg godt kalde det.
Som 12-13 årig udgav Andreas sit første nummer ”Papir” på Soundcloud. Papir er streamet 43.400 gange. Papir betyder penge, og penge interesserede ham. Det, man kan få for penge, og det man kan tjene. Hvor end han fik det fra, så havde han meget tidligt sans for at finde noget der ville hitte, inden det hittede. Sko, bælter, huer og caps (kasketter) især. Jeg ved da ikke, hvor mange gange jeg er blevet småvred, forlegen og bornert til hans fødselsdag, når han uden videre skippede lagkagen for at fise ind til Magasin og returnere alle sine fødselsdagsgaver og få penge udbetalt.
Kort efter havde han købt et mærkeligt bælte, gået med det, ladet sig fotografere, for så at videresælge det med, som jeg forstod det, imponerende fortjeneste. Der var en god forretningsmand i Andreas, og jeg sværger – ingen i hans familie har talent for det. Igen, det var Andreas selv, ikke noget vi havde lært ham.
Musikken havde han fat i, den havde fat i ham. Han var barn af en tid, hvor al SoMe stadig var nyt – og eksploderede der i 2010’erne. Vi forældre forstod slet ikke, hvor hurtigt det gik. Hvad det var vores børn og unge kunne finde ud af og orientere sig ubesværet, let og også ubeskyttet gennem i en ny digitaliseret verden. En udvidelse af det univers, vi selv er kommet fra, en ny dimension der delte sig som kræftceller kan gøre, med lynets hast.
Andreas blev meget dygtig til det med musikken og til det med computer. Talent på klaver og guitar, fingerfærdighed, gehør og samtidig en legende let tilgang til komplicerede computerprogrammer som han kunne indspille sine akustiske akkorder i og programmere dem til en ny lyd, den lyd der i undergrundsmiljøet blev toneangivende i musikkens verden på det tidspunkt.
Han var den yngste i det musikfællesskab – og den dygtigste. Et naturtalent, som hans venner siger. Og jeg var stadig meget stolt af ham. Også selvom jeg havde en grumset fornemmelse af, at det kunne være et lidt sketchy miljø at være del af som blot 16-årig. Omvendt bakkede jeg ham jo op i, at han udviklede sig, tog sine egne beslutninger og meget disciplineret dygtiggjorde sig inden for sit eget talent. Og så var han jo en pæn og køn dreng, der gik i rene poloshirts, rene strømper og havde pæne rene negle, bogstaveligt talt.
Set i retroperspektivets klare lys, ved jeg, det var her fra meget gik helt fantastisk, og meget begyndte at gå ganske forfærdeligt. Det var starten på slutningen, hvilket ingen af os vidste, og slet ikke Andreas selv. ”A Young Bull With an Old Soul”, som han betegnede sig på sin Instagramprofil. Det der gik fantastisk, og det jeg så, mens jeg muligvis lukkede øjnene for noget andet, var hans musikalske univers, fællesskab og starten på en egentlig karriere som musiker, lyriker og producer. Jeg så på det, jeg accepterede det hele – hvad skulle jeg ellers gøre, og jeg vedblev med at beundre ham.
Andreas var ikke som de andre i sin gamle skoleklasse, han fandt nye veje, og han fandt dem selv. Hans naturlighed i verden, i det tidlige voksenliv og hans stil var markant. Ting sad godt på Andreas. Man lagde mærke til ham, han havde en god udstråling. Igen; jeg var stolt af ham. Også af den type, Andreas viste sig at være efter at være trådt ud af barndommen. Han havde naturlig selvtillid, uden at det kammede over. Han havde stålsatte holdninger om verden, politik, venskaber og etik. Han var intelligent, retfærdig og loyal. Lige som da han var lille. ”Han ejede sin helt egen identitet og hvilede i den”, som præsten sagde i sin tale ved hans begravelse.
Det jeg lukkede øjnene for var, at jeg godt vidste, at musikmiljøet potentielt er et farligt sted at bevæge sig ind som ung. At trods Andreas’ selvbevidsthed, så var han dog et helt ungt menneske med samme sårbarhed som alle andre. Jeg tænkte også på, at jeg lige så godt kunne have haft en søn, der gik ind i spejderbevægelsen – det havde jeg altså bare ikke. Jeg havde Lil Mazda, som var og er hans kunstnernavn, og som mange unge kender ham under.
Jeg ved nu, at Andreas med sin bedste ven tog sin første pille som 14-årig. Det var en Xanax, som hører til gruppen benzodiazepiner, som er angstmedicin. Dèt anede jeg intet om i årene der fulgte. Havde jeg vidst det, kunne jeg måske have grebet ind langt tidligere, sat min moderlige hjælp ind, men jeg anede intet. Jeg kunne ikke se det på ham, og skulle nogen have sagt ”oxicontin” eller ”benzodiazepin” dengang, ville jeg ikke have vidst, hvad det var. Til gengæld bemærkede jeg, at Andreas overhovedet ikke drak alkohol, og selv da jeg engang næsten opfordrede ham til at drikke en øl eller tage et glas hvidvin, sagde han ”ellers tak, jeg har prøvet, jeg bryder mig ikke om alkohol”. Jeg sagde det endda lidt for min egen skyld. Jeg synes, det kunne være hyggeligt med et glas vin sammen, og jeg ville gerne vise ham, at jeg var ”large”, og at han ikke skulle skjule det, hvis han og vennerne evt. drak lidt bajere. Sådan gjorde min egen mor i sin tid. Hun sagde ”jeg ved I drikker, det er bedre, I er her hjemme hos mig, der står vin i skabet, men så vil jeg heller ikke se jer stå på et gadehjørne og drikke billig pullimut sprut”.
Men Andreas drak ikke, og det lod heller ikke til at vennerne i miljøet drak. Men jeg opdagede både på hans værelse og på billeder, de postede, at der var blå Fanta og nogle andre flasker med noget rødt i. Jeg turde ikke rigtigt spørge, hvad det var, men fik mig gættet frem til, at det vist var hostesaft. Dér skulle alarmklokkerne selvfølgelig ringe, og tro mig, det gjorde de også. Jeg ved, at det aktive stof i hostesaft er codein, men faktisk virkede hostesaft trods alt ret uskyldigt, og jeg forstod heller ikke tendensen. Desuden vidste jeg heller ikke, hvad codein er. Googler man det står der:
Codein omdannes i kroppen til morfin. En lille del af befolkningen omdanner codein unormalt langsomt eller hurtigt. Ved meget hurtig omdannelse af codein er der risiko for morfinforgiftning.
Morfin er et stærkt smertestillende medicin, og morfin hører til gruppen ”opioider”.
Men min resonans strakte ikke så langt, som til at kæde det hele sammen. At de benyttede sig af et meget mildt men potentielt ”stærkt smertestillende” middel i deres sodavand. Men det var jo nok der, det startede.
Tankerne har i tiden før og efter Andreas’ død tumlet rundt i hovedet på mig. Startede det med nysgerrighed og et velvære ved at drikke større mængder hostesaft, som jeg nu ved førte til at indtage opioider for en yderlig dimension af det velvære, som igen førte til en grusom afhængighed, der første til hans død? Svaret er nok ja, og da jeg få dage efter hans dødsfald talte med hans forskrækkede ven om det, sagde han ”men vi vidste da slet ikke, det kunne gå så galt”.
Nej, det vidste de ikke, og det vidste jeg heller ikke, for ingen havde oplyst om, at der allerede dengang for flere år siden rullede en flod af dødsensfarlige piller ind over Danmark, ind over en ungdomskultur, ind over vores børn, og vi står i orkanens øje lige nu, mens det flyder med piller i gaderne. Piller der slog min søn ihjel, og som har taget livet fra mange flere end ham. Efterladt mødre som mig selv i bundløs sorg og ulykkelighed, i skyld og skam, familier der for evigt er forandrede, venner der har mistet deres jævnaldrende unaturligt og alt, alt for tidligt. Ingen oplyste om den katastrofe, der var på vej. Der blev, som i de foregående årtier, advaret mod alkohol, cigaretter, kokain – alt det vi og de unge godt vidste i forvejen. Mens jeg har siddet til SSP møder i skolen og sammen med de andre forældre diskuteret, hvornår vores børn måtte drikke den første øl, ja på samme tid var min søn ved at blive afhængig af livsfarlige piller, der slog ham ihjel, lige netop som han skulle til at folde sit voksenliv ud.
Jeg ved, at Andreas med sit sind og sin intelligens selvfølgelig også havde nogle dystre tanker og sårbarheder. Men har vi ikke alle det? Jeg vil sige, at det hører med til livet, og er en del af at være ung. Jeg fastholder, at han var en glad, stærk dreng med en psykisk robust muskulatur. Så der var som sådan ikke grund til, at han skulle dulmes med ”stærkt smertestillende medicin”. Men jeg tror desværre, smerten kom med afhængigheden. For om end hvor uskyldigt det startede, så fik han det i de følgende år dårligt. Ikke hele tiden, men kort sagt, blev han dybt afhængig af pillerne, for når han ikke tog dem, opstod der voldsomme abstinenser, fysiske og psykiske, som var foranlediget af pillerne selv. Og hvad virkede? En pille mere. Som de siger de unge; ”Forestil dig en influenza x 100 plus kæmpe nedtur”.
Jeg kan nu se noget af det, jeg så, men ikke forstod dengang, var vejen mod enden. Havde jeg dog bare grebet ind før, men det gjorde jeg ikke. Og da jeg gjorde, var hans tilstand blevet meget alvorlig. Jeg husker en juleaften, hvor Andreas gik og sov, mens vi dansede om juletræet. Jeg sang for i ”Et Barn er født i Bethlehem”, mens min ældste søn med sin lillesøster i hånden gik med lukkede øjne. Det er forfærdeligt at tænke på nu, at jeg ikke gjorde noget der. Men det gjorde jeg ikke. Jeg tænkte, han måske havde siddet oppe hele natten og lavet musik, men inderst inde vidste jeg godt, at det virkede usandsynligt. Men hør her, jeg vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle gribe eller gøre i. Han var jo ikke fuld. Han lugtede ikke af noget, heller ikke af hash. Han havde ikke små pupiller, som jeg ved, man kan få af kokain. Jeg vidste ikke, at opioider og benzodiazepiner eksisterede. Havde jeg vidst det, ville jeg jo have talt med ham om det, kontaktet læge, forsøgt at få ham i behandling. Alt det jeg ved i dag, vidste jeg ikke dengang.
Det er oktober 2022, der er folketingsvalg. Andreas og jeg har joket om valgplakaterne, han synes det var grotesk, man bare kunne hænge den slags reklamer op over hele byen. Jeg gav ham ret. Det affødte, at vi rigtig kunne gøre nar af alle de overdimensionerede fjæs med et ”stem på mig”. Særligt var der jo partier, vi kunne være ekstra hånlige over for.
Jeg sidder på Trianglen og skal til skole-hjemsamtale med hans lillesøster, en rigtig populær 12-talspige, så jeg har komplet ro i maven, da jeg får øje på en virkelig fjoget valgplakat. Den må jeg øjeblikkeligt dele med Andreas, så jeg tager et billede, sender det og ringer til ham. Men hans mobil besvares af ”ambulancefører Simon”. Jeg havde gennem årene udviklet et ret ”chummy-venskabeligt-ung-med-de-unge-forhold” til en del af hans venner, så jeg tror det er en af dem, der pranker mig. Jeg bliver sgu lidt irriteret og siger, ”hey, gi’ mig Andreas, sådan noget der joker man ikke med”. Men Simon viser sig at være Simon, og siger ”jeg kan se, der står mor, på telefonen, så du må være mor, til den unge mand vi har liggende her i en ambulance. Vi er på vej til Rigshospitalet”.
Alt står stille, mens alt styrter rundt omkring mig. Jeg er lige i nærheden af Rigshospitalets traumecenter og når der ind til at se båren komme trillende med mit barn. På det tidspunkt er han vågnet, han er konfus og ked af det. Han har et stort sår på det ene kindben, for han var kort forinden faldet om i voldsomme kramper foran Vesterport station. Det var han, fordi han, uden jeg opdagede det, havde forsøgt at tage en kold tyrker på oxicontin. I fem dage havde han haft det ganske forfærdeligt, kun drukket vand og spist et enkelt æble, indtil abstinenserne, der på Vesterport, angreb hans krop med alvorlige kramper.
Det er det, der kan ske. Derfor er opioider så farlige at tage, og farlige at holde op med at tage. Kramperne kan slå ihjel. Og derfor er det så utrolig vigtigt at forstå, også for læger, der møder mennesker med opioidmisbrug, at de skal trappes sikkert, varsomt og ansvarlig ud i et tempo, så kroppen kan følge med.
Andreas’ historie efter den episode er fyldt med detaljer. Detaljer om svigt fra et system, der skulle have grebet ham. Om hans egen kamp for at finde en vej ud af opioiderne og afhængigheden. Om forsøg på at finde bare én troværdig nøgleperson i virvaret af læger, behandlere, socialrådgivere, kommunefolk, private organisationer og jeg ved da ikke hvad. Om hans om min relation. Om hans håb, hans ængstelse for at miste livet, hans drømme. Hans nedture, hans opture. Han skrev musik om det hele. Titler som ”Pilleglas”. ”Adios”. ”Følsom”. Sikken produktivitet han formåede, mens han kæmpede med sit helbred, for sit liv.
Ved hans side stod jeg. Jeg var de sidste to år af hans liv klar over, at det var en meget alvorlig situation, vi stod sammen. Jeg kæmpede for hans liv sammen med ham. Tiggede og bad om hjælp, om mere viden, om faglig hjælp. Jeg ved, hvad jeg har sagt. ”Han dør af det her! Er der dog ikke nogen, der kan hjælpe”.
Men det var der ikke. Andreas, som endda med sin mor ved sin side, blev kastebold i en bermudatrekant af inkompetence, kommune, region, hospital, egen læge – og så forfra en gang til. I mellemtiden blev han mere og mere dårlig. Og jeg var rædselsslagen, handlekraftig, men bange og desperat. Den ptsd jeg sidder med i dag, startede der. Den giver mig flashbacks til de gange, jeg fandt ham bevidstløs med blå læber, blå negle, næsten intet åndedræt langsomt på vej ind i døden. De minutter jeg måtte sidde oven på min dreng og give ham hjertemassage med ambulancefolk i røret, som sagde ”bliv VED, du må ikke tabe ham”. Mund til mund, mine egne lungers luft ned i hans. Som om vi var ved at vende tilbage til da hans navlestreng var forbundet med min krop, men med helt omvendt fortegn af liv og død. Det var i den periode, jeg udviklede grotesk OCD, bare en remse eller noget andet, der kunne forhindre katastrofe. Mange bønner til Gud ”vil du ikke nok hjælpe, vil du, Gud, ikke nok lade være med at tage ham fra mig”.
Andreas blev hentet med blå ambulance-blink mange gange. I maj 2024 blev han indlagt akut med overdosis 3 gange på en uge. Men hver gang blev han udskrevet helt uden plan. Han boede stadig hjemme hos mig. Heldigvis. Men jeg er ikke læge, jeg er ikke sygeplejerske, så min magtesløshed var jo enorm, når jeg ikke vidste, om der gik en time eller to dage til han igen var i livsfare. Når jeg ikke var hjemme, og han ikke tog sin mobil, fik jeg hans ven, som bor i nærheden, til at styrte hjem til os og springe ind ad vinduet. Her så han som mig, flere gange Andreas bevidstløs og ringede til ambulancen, mens jeg halsede gennem byen med buldrende panik. Jeg stod helt alene i den mest forfærdelige situation. At forsøge at forhindre min søn i at dø.
Jeg var meget bange. Og så var jeg rasende. Det har jeg været i flere år. Jeg er ikke rasende på Andreas, jeg er rasende på det system jeg ellers stolede på, altid har stolet på, det stærke system jeg her vil kalde Danmark, som svigtede gang på gang. Jeg er rasende på medicinalindustrien. Jeg er rasende på dem, som på den ene eller anden måde tjener penge på at lokke unge mennesker som Andreas ind i et misbrug, der ødelægger deres liv, og som endda slår dem ihjel. Jeg er RASENDE! Jeg er også rasende på Gud. Men det er en anden historie.
I juni 2024 var Andreas i bedring. Jeg ved ikke hvorfor, men åh hvor var jeg lettet. Jeg håbede, at nu var de værste mareridt måske overstået, så jeg turde heller ikke helt jinxe det. Han kom ind i mit soveværelse en morgen og sagde roligt og med klare øjne, at han gerne ville til Bornholm på et 3 måneders behandlingsophold. Han ville søge ind på Københavns Erhvervsakademi, og ville gerne være sikker på, han var ude af pillerne, og vidste at det krævede behandling.
Han nåede hverken Bornholm eller Københavns Erhvervsakademi. Han døde få uger senere. En onsdag morgen vågnede jeg som altid tidligt. Jeg kunne høre, at Andreas’ computer kørte, men det gjorde den jo næsten altid, for han faldt ofte i søvn til en film eller musik. Jeg lå lidt og kiggede ud i sommeren fra mit vindue, inden jeg gik ind for at slukke den, stryge ham over håret og sikre mig dynen lå over ham. Som da han var lille. Da jeg åbnede døren, så jeg ham ligge stille på gulvet. Hans ene hånd var tegnet op af bittesmå blodårer, som grene på et træ. De var helt sorte. Så jeg vidste inden for få sekunder, at han var død. At alt var for sent. Min elskede søn døde af opioider, mens jeg lå og sov i mit soveværelse få meter fra ham.
Jeg bliver aldrig den samme igen. Men jeg vil kæmpe for, at ingen skal lide Andreas’ tragiske skæbne. At ingen mor, far, søskende eller venner skal miste én de elsker til den forbandede medicin, der aldrig skulle have ”flydt i gaderne” som de gjorde og gør i Andreas’ tid som ung. Jeg vil også kæmpe for, at vi tager de unges mistrivsel alvorligt. Jeg vil kæmpe for, at den pille-tid, de vokser op i slutter. En bizar tid, hvor der er en pille mod alt. Mod smerter, mod angst. Mod generthed, mod ADHD, mod kedsomhed, mod eksamensangst. Jeg har kun ét formål tilbage i mit liv, og det er at kæmpe denne her kamp, så ingen skal stå ved deres barns grav og sige ”det kan ikke være rigtigt”. For det KAN ikke være rigtigt, at det er medicin, der slår raske unge mennesker ihjel. Lige der, hvor de har hele livet foran sig. Vi har et ansvar. Som samfund. Som forældre, politikere, læger, socialrådgivere og lærere. Og det har de unge også selv. Men tro mig, de vil ikke dø. Nok er de risikovillige og nysgerrige. Men de vil gerne leve.
De spørgsmål der tynger er, om Andreas havde det dårligt i sit liv længe før, han blev afhængig? Og er det min skyld? Har jeg slået mit eget barn ihjel? Hvordan kunne jeg dog ikke se og vide det her? Er jeg en dårlig mor og hvorfor HVORFOR er det her sket? Gået så tragisk galt.
Jeg ved det ikke. Men jeg er plaget af afgrundsdyb skyldfølelse. Dyb sorg. Rædsel. Stress. Uforståenhed. Ensomhed og en ubærlig rygsæk fuld af skæbnes tunge sten, som jeg ved, jeg skal slæbe rundt på så længe, det her liv varer. Det jeg ved er, at jeg havde brug for viden, som jeg ikke havde. Andreas og mit forhold var tillidsfuldt og trygt. Men – børn kan ikke lide at se deres mor græde. At overføre bekymring. Men jeg ved, at jeg talte med ham, han talte til mig og det vigtigste vi havde sammen var vores relation, ærlighed og gensidig tillid. Jeg har sagt mange gange; ”Andreas, vi to skal være ærlige. ”Jeg kommer ALDRIG til at skælde dig ud for at sige sandheden. Ligegyldigt hvad den er.” Og det gjorde han jo til sidst. Jeg kom bare for sent, vi tabte kampen, men vi tabte den sammen.
Den skyldfølelse jeg er efterladt med er så umulig at bære, at jeg tillader mig at forsøge at skubbe den over på noget andet. Den har jeg hermed lagt på tiden, medicinalindustrien og en periode i vores verden, hvor vi ikke har passet godt nok på ungdommen. Da jeg spurgte hans lillebror ”er det min skyld?” svarede han ”Nej. Det er det ikke. Han blev en del af den tid. Det var den tid, der var….. Jeg håber bare sådan nogen når at løse det, inden det også bliver min egen generations tid”
Det håber jeg også.
Til Andreas
Loyalitet for ÆGTE
Andreas. Tak for, at jeg måtte og må være din mor.
Livet her på jorden er, som du ved, en rodet omgang. Mange tanker og mange ligegyldigheder i hverdagen, hverdagen der ikke griber vores tanker, ikke griber vores håb, drømme og heller ikke vores kraft. Din kraft i verden, på jorden er for mig enorm. Du bliver større og større hver dag. Du er blevet min Gud og min engel. Som da du var lille, og jeg så på dig hver sommer, hver vinter; du blev større og større. Som børn gør, mens de vokser.
Jeg så særligt på dig. Det gør jeg stadig. Jeg tænker på og ser for mig dine små fødder, en dag da jeg stod bagved dig på det slidte badeværelse på Frederiksberg, og frotterede dig efter dit bad. Du gik mig til under navlen, og jeg husker jeg sagde ”du har sådan nogle søde fødder, Andreas”. Jeg har altid set på dine fødder, nu er de store, ligner lidt din fars, men bare meget pænere. Dine hænder Andreas. Du har så smukke hænder med de perfekt formede og altid regelmæssige og rene negle. Dines siger det også. ”Andreas har så flotte hænder”. Heldigt for ham, så ligner hans hænder dine.
At være, være til, er blevet til noget luftigt. Ofte helt usynligt. Som skummetmælk der har stået for længe. Blevet gråt. Vandigt. Udrikkeligt og uden smag. Sådan er mange dage her på jorden uden dig. Her på jorden og her hvor vi bor, larmer vejarbejdet ubønhørligt. Tunge stykker død asfalt og fliser graves op, flyttes klodset med maskiner ført af mennesker, men uelegante maskiner uden øjne, uden dynamik. Snavsede jernbor graves ned i undergrunden i larm og rumlen og brummen.
Imens sidder jeg og fastholder billedet af dig. Af alt det som er så modsat af det, der sker foran mit vindue med gravko og lastbiler. Jeg fastholder dine smukke øjne, dit blide dybe blik. Dine smukke hænder, og den særlige og meget bedårende måde du altid sover på. På ryggen med hovedet faldet lidt til den ene side, som viser din smukke profil, dine tunge, rolige øjenlåg. Alt på dig er stærkt og smukt. Du ved det hele. Du ved, hvor meget jeg elsker dig. Du er kløgtig, du er smuk.
Lad mig fortælle dig; den dag du blev født, blev jeg med det samme bange for at miste dig. Det var som om, jeg blev velsignet ved at få dig i armene helt tæt på mig, men noget truede og advarede om, at jeg ikke skulle være sikker på at beholde dig. Det fik jeg lov til i næsten 22 år.
Far var lykkelig. Kunne slet ikke tro, det her var sket for ham – tror jeg – vi må jo spørge ham, men sådan husker jeg ham. Han var lykkelig og dybt rørt over at du, Andreas, den smukke Andreas, var blevet hans søn. Dine øjne var allerede dengang dybe, store. Grønne øjne. Som din fars og din mors.
Meget andet end din øjenfarve, som nok er genetisk, ja meget andet i dig, din krop og sjæl er helt dit eget. Dine kloge tanker, din mimik, dit dybt forankrede blik for retfærdighed, eller må jeg bruge dit eget ord ÆGTE, det tilhører dig Andreas, det har vi ikke givet dig hverken gennem din DNA, dit blod eller opdragelse. Måske har du inspireret os mere end omvendt. Måske er du ved at gøre mig til et bedre og klogere menneske, noget jeg skal bruge og udfolde så længe jeg er på den her jordklode, hvor kort eller længe det end må vare endnu.
Som jeg ofte siger til dig, når fortvivlelsen tager fat om min nakke og trækker mig dybt, dybt derned, hvor jeg næsten kun kan forsvinde i mørket – som jeg beder dig: Andreas bliv hos mig. Hold mig fast.
Jeg slipper dig aldrig. Dét ved du. Og hvis jeg nogensinde har fået dig til at føle det anderledes; så undskyld. Du er min store kærlighed. Du er ÆGTE. Tak for at have fortalt mig, og få mig til at begribe ÆGTE.
Andreas er begravet på Garnisons Kirkegård i København.
Lil Mazda’s musik kan streames på Spotify, SoundCloud og Apple Music.
Jeg har mistet min datter Kirsten på 24 år og Ulrik har mistet sin tvillingsøster. Vi fandt hende død i sin lejlighed nytårsaften 2023, altså for godt et år siden.
Vi var en almindelig familie på fire. Men da børnene var 9 år døde deres far pludseligt, han gik bare i seng og stod aldrig op. Dermed gik deres verden i stykker, og det var svært at komme tilbage. Kirsten fik skoleværing, problemer med det sociale og troede aldrig hun var god nok. Hun var højt begavet, så det var pinagtigt for hende ikke at kunne gå i skole. Vi havde mange konflikter, og selvom jeg nåede at sige undskyld til hende for ikke at have gjort det godt nok, er skylden over det stadig tung at bære.
Som 18 årig blev hun diagnosticeret med borderline og tvangspræget adfærd. Flyttede til Århus i en studiebolig og kæmpede med næb og klør, hun ville bare så gerne være normal, som hun sagde. Hendes borderline var ikke så udadvendt, den kom mere til udtryk i et enormt selvhad – at hun ikke havde fortjent at være i verden og at vi ville være bedre tjent uden hende. Hun startede på klinik for personlighedsforstyrrelser i Skejby og det var på alle måder en katastrofe. Hun fik en depression og kunne intet – og de anerkendte det aldrig. Hun talte i 2,5 år kun om, at hun ønskede at dø. Om ikke godt vi ville give hende lov. Det eneste der afholdt hende var tanken om, hvor ulykkelige Ulrik og jeg ville blive. Hun begyndte at selvmedicinere med hash, benzoer og opioider.
Et halvt år inden hun døde blev hun endelig efter et selvmordsforsøg flyttet til klinik for depression, og det var helt, helt anderledes. Hun blev medicineret, kunne genoptage sine studier, være social igen og var SÅ taknemmelig over omsider at blive set og hørt. Og vi kunne endelig sænke skuldrene lidt.
Hun skulle have holdt nytår hos sin tvillingbror, men dagen før havde hun ikke læst en besked, så han begyndte at blive bekymret. Vi ringede og ringede. Efter dronningens nytårstale kørte jeg til Århus, hentede Ulrik, som også bor deroppe, og vi kørte om til Kirsten og låste os ind. Nøjagtig den scene jeg havde gennemspillet i mine tanker 1000 gange før. Hun lå død i sin seng. Vi regner med, at det var et tilbagefald efter at have været clean noget tid, og så kunne kroppen ikke klare samme dosis. Vi er ret sikre på, hun ikke gjorde det med vilje.
Jeg har ikke – som andre fortæller – mødt mennesker, der er gået over på den anden side gaden for at undgå mig. Jeg har tvært imod mødt megen varme og omsorg. Jeg arbejder til dagligt som sognepræst og arbejder derfor meget hjemmefra. Jeg har ikke holdt fri eller været sygemeldt, men blev i starten skånet for at have begravelser. Jeg har ikke turdet melde mig syg, for jeg er bange for, det så bliver for svært at komme tilbage. Og jeg er økonomisk afhængig af at tjene en løn, da jeg som alenemor ikke har kunnet spare noget op og jeg i dag lever som single.
Mange har sagt til mig, at det at miste et barn er det sværeste man kan komme ud for. Og det kan jeg næsten ikke holde ud, for det ranglister min og Ulriks sorg, og tro mig, han lider mindst ligeså meget som jeg. Han har mistet sin bedste ven, sin historie, sin halvdel. Da jeg var sidst i 20’erne mistede jeg min søster ved en trafikulykke i udlandet. Og min mor sagde: det er det værste, man kan komme ud for: at miste sit barn. Så var MIN sorg også ligesom på plads som knap så stor, knap så vigtig. Og jeg led, det var livsomvæltende for mig. Derfor: til alle jer, der siger at det er det værste: Lad være! Det ved I ikke noget om. Jeg er klar over, det er sagt i omsorg og måske afmagt, men det gør noget ved de søskende, der står med et lige så tungt tab.
Min sorg er ikke udadvendt. Jeg græder ikke meget. Taler heller ikke så meget om det, for jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Men indeni kører tankerne hele tiden. Og ensomheden! Hvor er det ensomt at miste, at sørge, og at sproget ikke slår til. Eller kræfterne til at forsøge at forklare. Jeg savner hende usigeligt. Og jeg synes, det er så synd for hende, at hun først skulle have så svært et liv og så dø ved et uheld så ung, det er nok det, der fylder mest: med-lidenheden. Og så trænger jeg sådan til at gøre noget godt for hende. Og det kan jeg ikke. Og så er der sorgen over Ulriks sorg. Ønsket om at han får det bedre.
Det er kommet bag på mig, at det er så svært at tale om. Jeg er vant til at tale om sorg og død i mit arbejde, jeg er sorggruppeleder for mennesker, der har mistet. Men tabet af Kirsten kan jeg ikke finde ud af at tale om. Kun med ligestillede. Når nogen spørger, hvordan jeg har det, ved jeg ikke, hvad jeg skal svare. Okay? Skidt? Ad helvede til? Jeg kan jo se, at jeg fungerer. Og det undrer mig. Jeg vil hellere have, at de spørger til hende, hvordan hun var.
Og så er jeg vred! Vred på verden, vred på den Gud, der ikke er her. Vred når andre synes, det er svært at miste deres gamle forældre eller deres gamle ægtefælle – og tænker på Ulrik, som i en alder af 24 år har mistet både sin far og sin tvillingsøster.
Det der giver mig lindring er at tale med hende. Jeg kan altid bede hende sætte sig lidt ved mig. Og det hjælper! Det er det eneste, der hjælper.
Hun var så forpint. Men jeg er taknemmelig for, at hun havde det bedre det sidste halve år. Udover at have det så svært, så var hun i gode perioder en fantastisk, livfuld, empatisk pige fuld af skøre påfund. F.eks klædte hun sig hvert år til Halloween ud som en af de politikere, hun ikke brød sig om: Pia Kjærsgaard, Inger Støjberg osv. Hun var politisk engageret, brændte for klimaet, og ordentlige forhold for de dårligst stillede, brugte kun genbrugstøj og møbler og var veganer. Hun var musisk og kreativ og skrev fantastisk. Hun havde mange venner, vi var mellem 250 – 300 til bisættelsen, skønt hun aldrig følte hun havde noget at byde ind med. Hun var engageret i Gaza, så i stedet for blomster i kirken samlede vi ind til Læger uden grænser og kunne aflevere 35.000 kr.
Hun var et fantastisk menneske med så mange evner og så megen kærlighed. Verden er blevet fattigere uden hende. Vi er blevet fattigere. Men vi bærer hende med os. Hun er så elsket og så savnet. Jeg håber, hun ved det. Jeg håber, hun endelig kan se, hvad vi andre hele tiden vidste: at hun havde så meget godt at give.
Kærlig hilsen
Kirsten og Ulriks mor, Dorthe
Daniel er min førstefødte søn. Da Daniel er 3 år, får han diagnosen muskelsvind. Vi har haft mistanke om ”et eller andet” pga. Daniels motoriske udvikling.
Vi blev meget rystede, da vi fik at vide, at det var muskelsvind. Da vi får diagnosen er Daniels lillebror 1 år. Da denne type muskelsvind kun rammer drenge får vi også lillebror undersøgt og det viser sig, at han også har muskelsvind.
Her rammer en stor sorg over, at begge vores drenge har en alvorlig muskelsygdom og at de begge vil komme til at sidde i kørestol. Det var en hård tid og det tog tid at finde ind i en anden form for tilværsel, end den vi havde håbet på. Men vores små drenge lever ufortrødent videre med deres gode humør og milde sind. Lige så gør vi forældre efter bedste evne, og vi har et godt liv med de udfordringer samt op og nedture, der nu følger med.
Daniel blev 24 år den 20. juni. Familien var samlet i hans lejlighed og vi havde en dejlig dag. Daniel glædede sig, da han skulle på Tinder Box weekenden efter. Desværre fik han en alvorlig lungebetændelse + corona med hjem, som desværre blev opdaget for sent.
Daniel fik hjertestop den 6. juli 2024, blev genoplivet, men på grund af for lang tid uden ilt, havde hans hjerne taget stor skade og vi måtte sige endeligt farvel til ham den 10. juli. Sorgen føles udslettende, ubærlig og ensom. Alt i krop og sjæl gør ondt. Savnet er enormt og stadig svært at fatte, at Daniel ikke er her mere.
Et af mine bedste minder om Daniel, var at Daniel og jeg kørte til København for at høre Ed Sheran – Det var en kæmpe oplevelse. Desuden nåede Daniel at bo i sin egen lejlighed og klarede det rigtig flot, hvilket både han og os forældre var så stolte over.
Efter jeg har mistet Daniel, har jeg lært at sorgen er så uendelig dyb og invaliderende på krop og sjæl. Følelsen af at ingenting giver mening er meget svært at være i.
Jeg synes det er vigtigt at omverdenen forstår, at det værste man kan gøre er at lade som ingenting, når man har mistet et barn, og ikke turde spørge ind til dig og hvordan det går. Hvis jeg skulle give et råd til andre forældre i samme situation så ville det være at få etableret et fællesskab til andre forældre der har mistet, hvis muligt og overskuddet er der.
Jeg har en kollega, som har mistet for nogle år siden, og hun rakte ud til mig og hun tilbød sin hjælp i form at gåture, hvor vi taler om sorgen, liv og død.
Jeg synes, at det har været meget svært at skulle gå på arbejde igen, men også bare at færdes i ”offentligheden”, at skulle ud at handle og møde nogle der kendte til ens tab, men ikke rigtig turde spørge til det.
På mit arbejde er der nogle som jeg synes, at jeg kender rigtig godt, men som slet ikke har spurgt til, hvordan jeg har det. Så er der andre fra en uforventet side, der er kommet til mig og spurgt til mig. Det betyder så uendeligt meget, hvis man har kolleger/omgangskreds, der tør gå ind i det svære rum og tale med mig om mit tab. Det savner jeg og jeg har sådan en lyst til at ”ruske op” i de mennesker, men orker alligevel ikke.
Her er et billede af Daniel (orange trøje) og hans bror Sebastian. Det er på Daniels 24 år fødselsdag, hvor vi var ude at spise.
Flemmings fortælling om sin søn Jonas
Vores elskede søn, Jonas, døde 31-10-2021. Han blev 22 år gammel, og døde af hjertestop. Hjertestoppet skyldtes en ukendt, ukendt for Jonas og familie, sygdom i hjertet. Sygdommen hedder ARVC. Han døde i sin lejlighed, og heldigvis var der ikke tegn på, at han har mærket noget selv. Han lå fredfyldt i sin sofa, med mobiltelefonen i hånden ( som altid 😊).
Jonas er vokset i en helt almindelig familie, mor, far og sin storesøster. Begge børn har altid været meget sociale, og dyrkede meget sport. Jonas har aldrig syntes at det var fedt med skolegang. Frikvartererne var fantastiske, mens det med lektier ikke var så interessant. Han har altid haft en ukuelig vilje, med det han syntes var fedt. Særligt det at vinde, var en stærk passion for ham. Han ville tjene penge, hele tiden. Inden han var 13, startede han med en avisrute, som han tog for en kammerat. Hurtigt blev det udskiftet med et job hos en købmand. Det var han utrolig god til, men hans chef ødelagde den ellers gode arbejdsmoral. Mc Donalds var næste skridt på vejen mod noget succes. Han tog kurser og uddannelse, hos burgerkæden, og det viste sig hurtigt at han havde talent. Jonas startede på Handelsskolen, stadig lidt øv med skolearbejdet, men nu var det lidt vigtigere, så det gik. Burgerkæden tilbød ham på et tidspunkt, flere uddannelser, og en af de helt store stillinger. Dér var han klar til at droppe Handelsskolen, men vi forældre hev i bremsen, og vi forlangte at han tog Handelsskolen færdig. Burgerkæden skiftede i mellemtiden chef, og den gode arbejdsplads, blev forvandlet til en dårlig.
Jonas fik sin studentereksamen, valgte en elevplads i forsikringsbranchen. Det viste sig igen, at det havde han også et kæmpe talent for. Han blev udlært med en fantastisk eksamen. Nu var vejen banet, og den unge mand gik efter at blive salgschef i firmaet. 2 måneder efter endt uddannelse, skulle han starte på forsikringsakademiet. Nu skulle han i gang med hans drøm. Han dør dagen inden han skal starte på Akademiet.
Der er selvfølgelig utrolig mange gode, og sjove, historier om Jonas. Til skole-ol løb han for fællesskabet. Han løb og løb og løb, ingen standsede ham, men klassen vandt samlet. Hvis det var konkurrence, blev han ved til han styrtede. Det var i alle livets faser at han ville vinde.
Sorgen og savnet har været af en underlig størrelse. Det ene øjeblik kunne det bare være end ond drøm, hvor det næste var det den mest uhyggelige sandhed. Først et kæmpe chok, jeg kunne ikke se at jeg nogen sinde kunne få et liv igen. Sorgen tyngede mig meget langt ned, i en 3-4 måneder. Nu lidt over 3 år efter, føler jeg ikke sorgen hæmmer mig mere. Nu er det savnet, og det syntes jeg ikke aftager på nogen måde. Jeg er selvfølgelig blevet et andet menneske, men jeg er ikke hæmmet af sorg og savn. Jeg vil hellere kalde det en evig choktilstand, som jeg bliver bedre og bedre, til at håndtere. Til gengæld er jeg blevet mere grådlabil, særligt også når det er positive tanker og hændelser.
At ”komme sig” efter at have mistet et barn, er en svær øvelse. Der ikke en facitliste på det, og der er ikke 2 ens måder at gøre det på. Også der, er vi alle individualister. Vi er alle forskellige, og det skal gøres på den måde vi hver især, føler er bedst. Jeg er sikker på at det også handler om ens egen opvækst, det erhverv man har valgt i livet, de venner man har, og hvordan ens generelle livssyn er. Kollegaerne på den arbejdsplads man skal vende tilbage til, er også utroligt vigtige, der var jeg mere heldig end min kone.
Det bedste andre kan gøre, er at spørge. De skal ikke tro de ved, for det gør de ikke, og så ender det tit med deres egen historie. Vi valgte fra dag 1, at være 100% åbne. Alle må spørge, og hvis vi græder er det helt ok, så holder vi bare en pause. Det er meget svært at give den rigtige støtte, den kan være god den ene dag, for at være noget lort den næste. Jeg ville selv have det svært med at møde en som mig selv. Jeg tror ikke på at omverdenen helt forstår det, og det kan man heller ikke forlange. Bare omverdenen bakker op og respekterer, og det gælder resten af ens eget liv.
Det er vigtigt for andre at forstå, at man ændrer sig som person, når man mister et barn. Det sker desværre fra det ene sekund til det andet. Der er ingen vej tilbage, intet kan du gøre for at vende tilbage. Men du er selv ansvarlig for at få det bedre. Min påstand er, at det min egen forbandede pligt at få det bedst mulige ud af det. Det bliver nemmere, hvis man kæmper for det, men aldrig helt nemt.
Min søn Zenius blev 16 år.
Den 4. maj 2024 blev den skæbnesvangre dag, hvor min søn omkom i en tragisk bilulykke.
Zenius var passager, da bilen rammer et træ.
Han døde på stedet.
Zenius var en livsglad dreng med et stort gåpåmod. Han elskede musik og brugte musikken, som terapi i livet.
Han var et meget omsorgsfuldt menneske, som fra helt lille elskede at hjælpe andre mennesker. Lige fra kassedamen i supermarkedet, ældre mennesker til hans nærmeste familie og venner.
Han var drillesyg på den gode måde.
Og så havde han et helt unikt bånd til hans søskende Malou og Milas, hans bedsteforældre, samt hans venner.
Den 4. maj er en dag jeg husker som var det i går. Jeg er ikke hjemme, da politiet banker på min dør. Det er derfor min mor og far, der bringer mig den triste og tragiske besked.
Min og ikke mindst min datters verden gik i stå.
Jeg vidste slet ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv.
Jeg havde et stort behov for at se ham. Det skulle vise sig at blive en kamp at få lov til.
At sige farvel til sit barn er en forældres værste mareridt, men under omstændighederne også meget vigtigt for at forstå og acceptere det der er sket.
Da Zenius mistede livet på Fyn og vi er bosat på Sjælland gik der uger med at få ham hjem. Det gav mig godt 14 dage til at forberede mig på bisættelsen.
I de 14 dage var der stor omsorg og støtte.
Blomster og besøg væltede ind ad døren. Nogle kom med mad. Det betød så utrolig meget. Jeg tror slet ikke jeg havde tid til at tænke. Der var så mange beslutninger, der skulle træffes.
Jeg tror også at jeg var i chok og i sådan en mærkelig tilstand.
Jeg kunne ikke rigtig få kontakt med mine egne følelser og jeg tror ikke rigtig, at det gik op for mig før efter bisættelsen.
Jeg husker kun jeg græd meget få gange i tiden op til.
Til gengæld lå jeg opløst i tårer og gråd med hans trøje i favnen, da jeg fik kæmpet mig ind på hans værelse efter bisættelsen.
Efter bisættelsen blev der så underligt stille.
Jeg oplevede at mit liv stod stille, mens alle andre var i gang med at leve deres liv igen.
Der ramte mig helt vildt.
Når jeg tænker otte måneder tilbage kan jeg ikke forstå, hvordan vi kom igennem det.
Livet har ændret sig. Jeg har ændret mig.
Hverdagen er blevet en ny.
Min datter (Zenius’ lillesøster) og min kæreste, Martin har været en stor redning for mig. De er det største afbræk i sorgen, som af og til føles som en rutsjebane af følelser.
Jeg har stadig mennesker omkring mig der er guld værd, ikke mindst min tætte familie.
Mennesker der støtter og er gode til at række ud, men det er gradvist blevet mindre.
Som tiden går, er deres liv jo også blevet normaliseret igen.
Min datter og jeg, samt mine forældre kæmper stadig med at finde en hverdag på godt og ondt.
Jeg har desværre også erfaret og oplevet, at mennesker har trukket sig.
Mange har meget berøringsangst og tør ikke spørge eller åbne for en snak om sorg.
Det jeg har lært af sorgen, er at sætte ekstra meget pris på dem jeg har i mit liv.
Bruge min tid på dem der virkelig betyder noget og sige pyt til ting jeg ikke kan ændre på. Endda sætte mere pris på mit eget liv, hvor mærkeligt det end kan lyde.
Jeg har lært at sorgen er kærlighedens pris.
Trods den tunge sorg, som til tider æder mig op, ville jeg aldrig have været kærligheden og de 16 år med min søn foruden.
Mit budskab til andre mennesker og pårørende vil være:
Det er dog også vigtigt at anerkende, at det ikke altid er nemt at være pårørende.
Det er vigtigt at forstå, at ikke alle mennesker ved hvordan vi har det og hvad vi har brug for.
Man kommer sig ikke over tabet af et barn, man skal lære at leve med det.
Det er en lang læringsproces, hvor alt skal bygges op på ny.
Med tiden tror jeg, at solstråler bryder igennem de tunge mørke skyer.
Og jeg ved at jeg har meget kærlighed at give og modtage endnu.
Min datter er min forudsætning for at leve, ikke kun at overleve.
Zenius vil altid være med mig i hjertet. ❤️
Fortællingen “Alle har brug for en Julie”, er en forældrefortælling af Julies mor, der deler deres historie. Om at miste, men også om at holde fast. Om at finde sporene af Julie i alt det, der stadig er – i søskende, i minder, i små tegn fra den anden side. Hvordan Julie fortsat hjælper dem. Om en sorg, der ikke aftager, men som må finde sin plads i livet. Og om de konsekvenser det kan få i sit arbejdsliv, også.
Præsentation af Julie:
Vores datter døde d. 4. august 2021. Hun blev 27 år.
Julie er den ældste af vores fire børn, hvilket hun var særlig stolt af. Hun kaldte sig den ”først-fødte” – en fornem status i flokken.
Julie var familiemenneske og elskede børn. Hun boede på kollegie, læste til pædagog og i sin fritid ku hun li at træne, dyrke yoga og danse zumba.
Hun levede vegansk og passede godt på sin krop.
Julie havde en passion for bøger og havde altid en bog i tasken.
Hun læste helst på engelsk og de fleste af hendes bøger handlede om at leve i nuet og at være i livet med alt dét, som også er.
Julie var især nysgerrig på livet efter døden og hun genfortalte ivrigt sine læste bøger om nærdødsoplevelser, livet mellem livet og om livet på den anden side, i Spiritworld. Vi havde aldrig forestillet os, at denne viden skulle få så stor en relevans.
Julie var i gang med sin sidste praktik, da hun blev syg med kræft.
Hun var ellers landet så fint i livet, havde fundet sig en sød kæreste og stod med udstrakte arme, klar til at erobre og gi tilbage. Og så blev hun syg…
Sorgen før døden:
Julie vidste hun skulle dø, – det vidste vi alle sammen, – hun blev erklæret terminal med det samme og fra hun fik sin diagnose, gik der bare 4 måneder.
Alle de lyse nætter og lange dage, fik vi. – Så megen smerte, men endnu mere kærlighed.
Vi var i chok og alligevel så fattet og fokuseret på, at de øjeblikke der var, – blev de sidste vi fik.
Fra at være en ung kvinde med drømme og håb om en fremtid, forsvandt tiden og den tog håbet og drømmene med sig.
Men drømmen om at blive gift, fik hun opfyldt og selv om det ikke var sådan det var tænkt, fik kærligheden lov at fylde og på forunderlig vis fandt vi alle sammen en retning, der gav os en lille mening, i alt det meningsløse.
Man kan ikke forberede sig på, at skulle miste sit barn og derfor holdt vi fast i, at livet endnu var imellem vores hænder. Endnu kunne vi kramme, snakke, grine, spise heksehyl og gå ture i den lune nat.
Julies søskende var 24, 17 og 14 år . De så deres søster forandre sig og miste flere og flere færdigheder, men det rolige blik og den store omsorg hun altid havde udvist for dem, ændrede sig aldrig. Og sammen gik vi døden i møde, og gennemlevede tiden med nærhed, sorg, masser af grin og dybe snakke.
Da Julie fik sin diagnose, var hendes største bekymring, hvordan hendes søskende skulle klare sorgen, at miste deres søster. Hun følte en stor skyld over alt den smerte, de skulle gennemleve og hun var bekymret for, hvordan det ville påvirke dem, resten af livet. Hun havde altid været der og som den ældste, var hun bindeleddet for en helt særlig relation.
Det var det første hun sagde, da hun fik at vide, hun skulle dø; -”hvad med mine søskende”?
Julie fortalte dem om livet efter døden, om hvor hun skulle hen, og at hun fortsat ville være omkring dem og passe på dem, fra den anden side. Det var sådan det var, og det fandt vi alle sammen trøst i.
Og så døde hun.
Sorgen efter døden:
Bagefter rungede stilheden og livet som vi kendte, forsvandt. Vi havde holdt os oprejst af kærligheden og det faste greb i hinanden, – nu var det hele forbi og alting gik i frys. Livet døde, alt blev sort.
Jeg husker ikke tiden, eller rækkefølgen for særlig meget, lige efter. Men jeg tror, at vi kom i bad engang imellem og spiste hvad der var. Vores hund kom ned at tisse, vores børn kom i skole (efter eget ønske) og så kunne vi søge tilflugt i vores kolonihave til trods for, at alt derude var revet ned, grundet en netop påbegyndt renovering. – Det matchede vores indre og vi sku bare sidde og sidde..
Vi skjulte os, magtede ikke det almindelige liv i verden udenfor, hvor det hele var så overdrevent og ligegyldigt. Vi havde udelukkende fokus på vores børn, de var nu vores største bekymring. Vi overtog Julies tanker og mærkede den samme fortvivlelse;– Hvordan skulle hendes søskende klare, at leve med så stor en sorg? .
Samtidig var der ingen hjælp, hvis ikke vi fandt den selv. Og vores kræfter var slidte.
Når søskende skal miste:
I fire måneder var det kendt, at vi skulle miste vores datter og vores øvrige børn, – deres søster. Alligevel måtte vi stå så alene.
Hun havde været der i hele deres liv, men der var ingen fokus på dem som pårørende, til en søster der snart skulle dø.
Da Julie blev syg, tog vi kontakt til Kræftens Bekæmpelse og derefter til Sorgcentret for at høre om de kunne hjælpe os, med vores børns sorg. De kunne ikke nå at sætte noget i værk, men vi blev opfordret til, at kontakte dem igen så snart Julie var død.
Senere i forløbet, fik vi lægen på palliativ afd. til at arrangere en snak med vores børn, så de kunne få mere at vide om deres søsters sygdom og stille de spørgsmål, vi ikke selv kunne besvare. Det var kun vores yngste søn, der deltog, men han følte sig set som en tæt og betydningsfuld relation til sin søster og det var vigtigt.
Men ingen, som i OVERHOVEDET INGEN, havde ellers fokus på vores børn til trods for, at Julie var indlagt forskellige steder, i alle de fire måneder – fra start til slut.
Vi savnede stort, at der var et særligt øje for vores børn, – nogen der hjalp os med at bære dem lidt af vejen.
Julie døde på Hospice og hendes søskende fik taget så smuk en afsked og var med til, dagen efter at føre hendes kiste ud af døren. Det var en voldsom oplevelse for alle. Og da hendes værelse var pakket sammen, forlod vi hospice med tre levende børn i forskellige aldre og tog hjem uden at vide, hvordan vi skulle håndtere deres sorg.
Det var et stort ansvar, da vi selv var så ramte i vores følelsesmæssige kaos og vi havde ikke et netværk til at hjælpe os.
Hvad gør vi med sorgen?: Vi reagerer forskelligt på sorg og har ikke nødvendigvis behov for det samme.
Vores yngste datter fik samtaler med en psykolog i Sorgcentret og kom i en søskendegruppe. For hende var det godt at snakke med nogen, blive spurgt ind til og lyttet til af andre som virkelig forstod – og som ikke var mor og far. I dag er hun tilknyttet en ungegruppe i Skyggebørn, hvor de mødes hver anden uge, laver mad og snakker om alt dét der fylder. Det er godt for hende, at have et sted hvor hun kan holde fast i sin søster, hvor andre bliver ved med at lytte og spørge og som forstår, at sorgen ikke forsvinder selv om tiden går. Det er rart for os at vide, at hun har et sikkert sted, hvor hun kan dele sin søster med andre også.
Vores yngste søn spiller basket og han bruger sin sport til at være i sorgen med. Det hjalp ham også imens Julie var syg. Han har brug for at bevæge sig til sine tanker og Julie er med ham og hepper på ham. Han er mere åben herhjemme end sine andre søskende, så vi ved mere om hvad der fylder for ham. Det er en god indsigt at have, som en lille pejling for, hvordan de andre også kan have det…
Vores ældste søn havde især behov for, at holde fast i sit velkendte liv og dyrke sine venner med fodboldkampe og hockey.
Fælles for dem er, at de savner deres søster så smerteligt, hver eneste dag.
Vi har selv været i sorggruppe i Landsforeningen Mistet Barn. Det har været godt for os, at være sammen med andre forældre der selv har mistet et barn, hvor følelserne ikke skal forklares og der er plads til fortvivlelsen og den afmægtige sorg. Det er en god forening og det var en kæmpe trøst for os – særligt i starten at opleve, vi ikke stod helt alene.
I tiden efter Julies død, blev vi forbundet med en fantastisk psykolog, som også har lært Julie at kende og ud fra hendes kendskab støtter os i, at holde fokus på alt det, som Julie fortsat kan hjælpe os med i livet. Det er blevet en livline for mig, hvor mine iltflasker fyldes op.
Der er så meget larm i verden, men vi finder en særlig ro i kirken, og har fundet et par præster, som taler til vores sorgfulde hjerter. Vi søger og finder trøst i ordene. Dem klamrer vi os til og overlever med for en stund. Så søger vi nye ord igen… – Ikke for at finde en mening med livet, men for at finde en mening i det…Sådan må det være.
Hvordan føles sorgen:
Det er nu 3,5 år siden, Julie døde.
Når jeg dengang hørte om forældre, der havde mistet deres barn for 3 år siden, forstod jeg ikke det var muligt. – For hvordan kan man overhovedet trække vejret uden sit barn? Og så, så længe?
Det kan man heller ikke, men kroppen hjælper os med at gøre det, – det hele sker af sig selv.
Og man vågner hver morgen og undrer sig over, hvordan det lader sig gøre, at man lever endnu.
– Og jorden som forræder, fortsætter sin gang rundt om solen – og månen sin gang rundt om jorden, alt omkring os fortsætter, imens alting i os går itu…
Sorgen kan jeg mærke, som små dyr der kravler under min hud, en konstant sitren der roterer og ryster hele tiden. Og hullet i maven, som jeg i starten troede var en sult, er stedet hvor dyrene graver deres gange ud fra. Sådan kan sorg også føles. Og så er jeg så ufattelig træt. Somme tider må jeg stoppe på min cykel, fordi benene ikke magter at presse pedalerne rundt. Det kan komme meget pludseligt og jeg bliver bange for, om jeg er ved at dø.
Et hoved fuld af tanker, som en ti-sporet motorvej i myldretiden. Jeg vil så gerne kunne slukke for det, men det følger med mig ind i søvnen og derfor vågner jeg hele tiden.
Det er udmattende at savne så stort og samtidig skulle fortsætte med at leve, have ansvar, tage på arbejde og passe på sine øvrige børn.
Hver morgen står jeg op og tager min beskyttelsesdragt på og går ud i verden. Dragten lægger sig som en hinde omkring mig og nedtoner mine følelser udadtil, – så jeg ikke bryder åbenlyst sammen, men fremstår som én, man kan holde ud at være sammen med. Inden under skriger alting i mig, for kontrasten er så stor, imellem inde og ude. Når jeg er hjemme igen, kan jeg smide dragten og lade mig være mig, sammen med mine egne, der også er deres.
Konsekvensen af sorg i mit arbejdsliv:
Jeg arbejder som pædagog i en vuggestue og da Julie blev syg, måtte jeg selv sygemeldes, for at kunne være hos hende så meget som muligt.
Det var i forvejen et udmattende forløb, men fordi jeg var tilknyttet jobcentret, skulle jeg løbende til samtaler, med både dem og mit arbejde. Der var ingen ro. Faktisk oplevede jeg, at sidde på hospice med min datter i hånden, imens jeg afholdt en telefonisk samtale med en (ligegyldig) sagsbehandler, som jeg følte stjal af vores dyrebare tid.
Jeg husker ikke meget af det der skete omkring mig, det hele var så voldsomt og jeg havde egentlig bare brug for ro til, at fokusere på mit endnu levende barn, og hendes søskende.
Da Julie døde, var mine sygedagpenge næsten opbrugt og jeg kan se i min kalender, at jeg efter Julies død og bisættelse, men før hendes urnenedsættelse, allerede var blevet indkaldt til at udfylde en mulighedserklæring, i ugen efter hendes urne var sænket i jorden. Jeg kan ikke selv huske samtalen, som forgik over telefonen, men afholdt blev den.
Et par måneder efter Julies død, fik jeg forlænget mine sygedagpenge. Det var slet ikke muligt for mig på daværende tidspunkt, at skulle agere tryg omsorgsperson for andres børn og have mennesker så tæt på. Hvornår jeg var klar, og om jeg nogen sinde ville blive det, vidste jeg ikke på daværende tidspunkt. Men jeg følte mig alligevel presset af jobcenter til at opstarte mit arbejde, før min egen læge vurderede jeg var klar.
Efter 14 dage i optrapning, blev jeg sygemeldt igen og efter en ansættelse på 23 år, blev jeg fyret…
Det var så forfærdeligt. – Mit sidste anker, den sidste rest af dét liv jeg kendte, et trygt sted som vores familie havde oplevet en medrivende omsorg fra, imens Julie var syg. Jeg følte mig i forvejen så ensom og selv om jeg endnu ikke var klar, havde jeg nok tænkt, at mit arbejde en dag kunne medvirke til, at holde mig fast til livet.
Jeg forstod ikke, hvad jeg havde gjort? Ud over at miste min datter og være så ulykkelig?
Jeg kæmpede mig tilbage og fik annulleret min opsigelse, men ikke før de 6 måneder var gået, som min opsigelse lød på. De skulle bruge tiden til at vurdere mig, for at se om jeg kunne leve op til dét der blev forventet. – Men hvad kunne de forvente? Og hvad ville de vurdere mig ud fra? En tidligere kollega som de kendte engang? Eller en kollega som netop havde mistet sit barn?
Det er nogen urimelige krav, at være arbejdsgiver og ansat under.
Det blev en kamp i kampen og en sorg i sorgen. Det var så ødelæggende oven i al anden ødelæggelse og så hårdt for mine børn, at se deres mor, som de selv havde brug for at finde tryghed hos, falde mere og mere fra hinanden. Jeg ved ikke hvordan jeg kom igennem det halve år og hvordan jeg fortsat holder mig kørende. Og dog, – for på min skulder sidder der en trofast støtte.
Julie som en trofast støtte:
Jeg ville ikke selv have klaret alle disse dage, hvis ikke Julie havde hjulpet mig. Hun sidder som en trofast støtte på min skulder, hvisker mig i øret, rejser mig når jeg falder, opmuntrer mig og læner sit hoved mod min kind. Jeg har brug for at have hende lige der, ellers kan jeg ikke trække vejret.
Imens Julie var syg, sang hun selv sangen ”you got a friend”, vi forstår den nu, i et helt særligt lys.
Herhjemme har vi sammen fået bygget os en form, hvor det er en selvfølge at Julie er med os. Hun guider os videre igennem livet, låner os styrke og mod, trøster og hepper på os. Hun besøger os hver især, kigger forbi engang imellem. Det lovede hun os før hun døde og dét løfte har hun holdt. Selvfølgelig er hun her endnu, vi kan jo ikke undvære hinanden, – hverken hende eller os.
Verden udenfor:
Vi forstår nu, at Julie ikke forsvinder fra os, selv om hun er død. Men også at det kræver en vedholdenhed og insisteren, at få omgivelserne til at forstå det samme. Deres liv fortsatte i sin vante puls, da deres chok havde lagt sig, over vores datters død, imens vores sjæle skriger lige så voldsomt af længsel, som da Julie døde fra os, i sommeren 2021. For sorgen fortsætter og det samme gør den store dybe kærlighed til vores barn og derfor har vi brug for, at blive mødt og omfavnet, i skæret af begge dele.
Som mor, føler jeg mig mere ensom nu, end nogen sinde før i verden udenfor. Det kan godt være, at man med tiden vokser sig større rundt om sorgen, men sorgen ændrer ikke sin form, den er lige så smertefuld og savnet til vores Julie, vil altid være med os.
Det er svært når folk ikke bare kan lytte, men i stedet føler de skal forstå og samtale ud fra et fælles….
Der ER ikke noget fælles når man mister sit barn, med mindre man selv har prøvet det. Det er så ensomt og det bliver endnu mere ensomt, hvis dén du troede ville være der, ikke er der alligevel.
Folk vil gerne fortælle os, at de forstår, men lad være med det, for I forstår det ikke. Bare vær der, forsvind ikke, for man er så alene og har det som om, man er faret vild i mørket og ikke kan finde hjem.
Lån mig dit rolige blik, varm mig med din velkendte hånd og dine rare arme, bare vær der sammen med mig, uden at tro, du selv skal dele ud af en fortælling der matcher min, i dit ønske om, at jeg skal vide, at du forstår. – Du kommer aldrig til at forstå, eller føle dét jeg føler, så bare forstå, at det er sådan det er. Det er så dejligt du er her, alligevel. Snak om mit barn så hun ikke forsvinder imellem os…
At være familie og forældre i sorg:
Jeg ville gerne skrive, at vi på trods af det hele, har fået formet os et godt liv. Jeg ved slet ikke om det er muligt, men vi bevæger os ind og ud, op og ned og så må mit tilbageblik engang kunne vurdere, om livet vi fik efter Julies død, blev det ene eller andet.
Lige nu er det bare et liv. – Og livet frem for døden, er vel også at foretrække, så mon ikke det er ok nok, for nu?
Som forældre har vi oplevet, at føle os så fremmede og langt fra hinanden. Det undrede os, for vi har altid stået sammen og fulgtes ad, den samme vej. Det kunne vi ikke her. Vi kunne græde og holde om, men ikke finde vej. Det var frustrerende og vi forstod det ikke, når vi jo begge var så kede af det og havde mistet det samme barn.
Men det slog os en dag, at vi som forældre også har hver vores sorg – og at sorgen er vores egen. Det gav så god mening og erkendelsen betyder nu, at vi kan bevæge os sammen, side om side, med hinanden i hånden, og give os selv lov til, at føle os så ensomme i hinandens selskab, uden at tænke det er forkert. Det er ikke hinanden der gør os ensomme, men sorgen som bor i os begge. Det er bare sådan det er.
Som familie, svæver vi stadig rundt i et ukendt land, vi gør alt hvad vi kan for at holde sammen på det vi har og får Julie med i det hele.
Alle har brug for en Julie:
Julie havde et særligt blik for andre mennesker. Hun var både meget sårbar, men modsat også stærk og vedholdende i de mål hun satte sig. Hun lærte at forstå sig selv og derved også at passe på sig selv. Hun lærte at dosere livet og kun at tage dét ind, der var rum til at tage imod og som var godt for hende selv. Det betød samtidig, at hun udviklede en særlig respekt for andre mennesker, fordi hun forstod, at der bag et hvert udtryk, altid har været et indtryk, vi andre ikke kender til.
Jeg er stolt af, at sådan et menneske startede sit liv i mine armen, men jeg skriger til himlen over, at hun sluttede det, det selvsamme sted. Og når jeg skriger til himlen, blæser vinden som et svar deroppe fra, at det var sådan det blev: Vi har hinanden for en tid, og nok blev livet kort, men Julie levede i hele sit, for livet er tiden fra man fødes til man dør.
Vi må nu samle på dét vi fik, og klamre os til alt dét vi fortsat får, frem for kun at holde fast i dét vi har mistet.
Jeg ser nu mennesker igennem Julies øjne og jeg tror, verden har brug for, at blive set på med Julies blik.
Jeg er en stolt mor, der er så taknemmelig for dén tid jeg fik – og stadig får med mit barn. Hun har sat sig så dybe spor i livet, og vi insisterer på, at hun skal med os og forgrene sig til endnu flere mennesker, der aldrig har mødt hende. – Alle har brug for en Julie.
Julies mor, Anja. (Julie Mitzie Arup Hougaard 16.03.94-04.08.21)
Julie Mitzie Arup Hougaard
Camillas fortælling om Laura og Lucas
Jeg er desværre mor til to englebørn. Laura som vi mistede lidt over termin, da jeg var 40+5. Hun havde fået navlesnoren stramt rundt om halsen tre gange og havde derved fået afklemt den og faktisk blevet kvalt inde i maven. Så hun kom sovende til verden d. 23.07.2020 kl. 23.17 på Randers sygehus. Hun var så fin og helt perfekt, og en tro kopi af sin storebror. Selvom vi aldrig nåede at holde hende levende i vores arme, så var hun en stædig lille en. Til alle scanninger og undersøgelser, skulle hun i hvert fald nok styre showet. En skanning kunne nemt tage 45 minutter fordi hun ikke lå som de gerne ville have hende til. Og jeg tror også hun inde i maven kunne fornemme, når storebror lagde hånden på maven, for hver gang så sparkede hun ham.
Vores andet englebarn er lille Lucas, som desværre også kom sovende til verden 30.06.2023. Jeg var på daværende tidspunkt ca. halvvejs i graviditeten og til 20 ugers scanningen kunne de konstatere at der ikke var hjerteaktivitet (som de kaldte det). Så fødslen blev sat i gang dagen efter og han kom til verden i sejrsskjorte (intakte fosterhinder) kl. 17.14. Selvom jeg kun var halvvejs med ham nåede jeg at mærke små bitte spark fra ham, da jeg som 4. gangs gravid vidste hvordan det føles.
Sorgen og savnet
Sorgen og savnet oplever jeg både fysisk og psykisk. Fysisk kan jeg når jeg bliver overvældet af sorgen får fysisk ondt hele kroppen og især få hovedpine og mavepine. Samtidig så kan jeg ikke falde i søvn, hvis ikke jeg ligger med i hvert fald en af deres englesprutter.
Men ellers er det faktisk mest det mentale der mærkes. Jeg døjer i perioder meget med dårlig søvn og en form for mareridt, hvor jeg gennemspiller hver eneste lille detalje fra begge deres fødsler. Hvilket jeg selv synes er en pudsig ting, for et område hvor jeg er ramt ekstremt hårdt er på min hukommelse. Før vi mistede, havde jeg klæbehjerne og kunne huske alt. Men nu er jeg nødt til at skrive alt ned og gøre ting med det samme, for ellers så glemmer jeg det simpelthen. Jeg kan for eksempel tage op og handle og kun skal have tre ting, men når jeg kommer hjem, er det stensikkert at jeg minimum har glemt en af tingene. Det synes jeg jo er en mærkelig ting når jeg kan huske hver eneste lille detalje fra deres fødsler og dagene omkring.
Jeg er også blevet meget, meget mere følsom, der skal absolut ingen ting til før jeg knækker sammen og decideret tuder. Det er ikke kun små tårer ned ad kinden, det er virkelig tudeture. Jeg er heller ikke så tålmodig mere som jeg har været, jeg bliver hurtigere irritabel, bliver enten ked af det eller vred. Mit overskud er i mange perioder også ikke eksisterende, men jeg kæmper mig igennem dagene, hvilket så resulterer i at jeg efter et stykke tid hvor jeg har kørt i overlevelses mode, knækker sammen og bliver syg og ekstremt træt.
Jeg er også blevet meget angst for at miste mine to levende børn. Når de er syge ligger jeg nærmest ved siden af dem konstant for at være sikker på at de lever og trækker vejret.
Jeg kan heller ikke overskue at være et sted hvor der er mange mennesker. Så når jeg handler er det enten tidligt om morgenen eller sent om aftenen. Og til festlige lejligheder er vi ofte nogle af de første der tager hjem fordi jeg ikke kan klare at være sammen med for mange mennesker for længe ad gangen. Hvilket er meget kontrast i forhold til før, hvor jeg elskede at være social og altid var en af de sidste til at gå hjem. men jeg er begyndt at trække mig rigtig meget og ikke være så social mere.
Jeg har jo desværre kun minderne fra da de lå inde i maven, men med Laura er det helt klart alle vores “snakke” og stunderne hvor vi puffede til hinanden igennem maven. Men det allerbedste er at jeg har en lille video på min telefon hvor jeg får kørt en ctg og har optaget hendes hjertelyd. Den video er på mange måder både hård men også ekstremt dejlig på samme tid. Med Lucas er jeg bare lykkelig for at jeg nåede at mærke hans første små puf og spark.
Det har sorgen lært mig
Jeg har lært at det på en og samme tid kan være smukt og samtidig alt ødelæggende. Det kan slå luften fuldstændig ud af mig og bringe mig totalt i knæ, samtidig med at de små tegn som jeg er overbevist om jeg får fra mine børn, er noget af det smukkeste i hele verden at de fortæller mig at de er hos mig og de “ser” mig. Og så har jeg lært at når det har noget med børn og død at gøre, så er der en enorm berøringsangst fra omverdenen. Når jeg fortæller jeg er mor til 4, men kun har to derhjemme fordi de andre to desværre ligger på kirkegården, så skiftes der lyn hurtigt emne eller folk vender sig om og går. Mange tør ikke spørge ind til det eller nævne deres navne. Har virkelig oplevet hvor stort et tabu det er, hvilket er meget svært for en som mig som har brug for at snakke om det og hvordan jeg har det og hvorfor jeg reagerer/opfører mig som jeg gør. Men det skal på en måde gemmes væk og man skal komme videre. Har ofte fået spørgsmålet “nu må I da være kommet videre og har glemt det”.
Om støtte til forældre, der har mistet et barn
Jeg mener det er vigtigt at andre bliver ved, med at turde spørge og nævne de døde børn. For os vil Laura og Lucas altid være en del af vores familie og vi snakker lige så naturligt om dem herhjemme som de to levende børn vi har. Man skal ikke være bange for at gøre engleforældre mere kede af det ved at spørge ind eller nævne barnets navn, for der er vitterligt intet der kan gøre os mere kede af det end vi allerede er. Tværtimod bliver man stolt når der er nogle der tør nævne dem, for det viser bare at de har eksisteret og været her. Spørg og så kan man selv tage stilling til om det er dagen hvor man kan snakke om det eller ej. Selvom jeg gerne vil snakke om det, er der også bare de dårlige dage hvor overskuddet ikke er der til det, men så kan jeg selv sige fra i stedet for at jeg føler andre tager valget for mig, ved ikke at turde spørge.
Jeg synes det er vigtigt at sige, at det ikke kun er et barn du mister. Du mister en masse drømme og forventninger, som du har bygget op og forestillet dig, fra den dag du ser et lille hjerte slå på en skærm. Jeg har mistet en datter og en søn, og har to drenge herhjemme. Jeg kan ikke få flere børn, så alle de drømme jeg havde om fx min lille pige; pige legetøj, kjoler, hendes konfirmation, hvis hun skulle giftes en dag, hvis jeg var så heldig at blive mormor, alt det får jeg aldrig lov til at opleve. Og med Lucas kan jeg jo se på mine to drenge hvad jeg ikke får lov til at opleve med ham. Jeg får aldrig lov at se deres øjne, høre deres latter, deres første skridt og alle de ting man oplever første gang. Det blev revet væk fra os i et splitsekund.
Og så syns jeg også det er vigtigt at folk får ind i deres tankegang, at det ikke bare er noget som man glemmer eller kommer sig over. Sorgen og savnet vil for altid følge dig. Vi lærer at leve med den og vi prøver det bedste vi kan at finde ud af hvem vi er nu og hvordan vi får det bedste ud af det hele, men der er bare dage hvor det er pissehamrende svært og hvor man nogle gange godt man kan bruge et kram og et simpelt spørgsmål som “er du okay?”, og hvis man så siger nej at andre så har tålmodigheden til at lytte eller bare give et kram hvis det er det man har brug for.
Men også bare være der, uden at man som sørgende selv skal opsøge folk. Jeg ved godt at mange i den bedste mening siger ” du siger bare til hvis der er noget jeg kan gøre”. Men som sørgende, der lige har mistet et barn, så ved man ikke selv hvad man har brug for eller har ikke overskuddet til at række ud efter hjælpen. For man er i ren overlevelses mode. Vi stod kun op fordi vi havde den store som skulle i børnehave og skulle have mad osv. Havde vi ikke haft ham, havde vi bare siddet og stirret ud i luften og ville ikke ane hvordan vi skulle spørge om hjælp. Så folk skal bare troppe op, fyld lidt mad i fryseren eller lige droppe forbi og varme lidt mad. Sid der en halv time eller noget og bare vær til stede. Der behøver ikke blive sagt en masse, bare at man viser sit nærvær betyder alt.
Hvad kan forældre selv gøre
Mit råd vil være at søge alt den hjælp som I kan. Og så tillad jer selv at lytte til hvad I hver især har brug for og behov for. Vi sørger ikke alle sammen på samme måde, så gør det som du har brug for i den situation du står i. Men også tillad dig selv at være i følelserne når de rammer. Hvis du har behov for at tude øjnene ud, så gør det, har du behov for at råbe og skrige, så gør det. Lad vær med at sætte en facade op for omverdenen, for på et tidspunkt knækker det facade og så rammer det endnu hårdere. Sæt dig selv i første række og gør hvad der er godt for dig /jer som par.
Jeg ville ønske der var mere hjælp til søskende der mister. Der er en masse hjælp at hente for os forældre, men for søskende, hvis man især på udenfor de store byer, så er der bare ikke noget hjælp at hente. Så ville sådan ønske det måske var noget der kunne sættes fokus på i fremtiden.
Lauras fod og håndaftryk