Camillas fortælling om Laura og Lucas
Jeg er desværre mor til to englebørn. Laura som vi mistede lidt over termin, da jeg var 40+5. Hun havde fået navlesnoren stramt rundt om halsen tre gange og havde derved fået afklemt den og faktisk blevet kvalt inde i maven. Så hun kom sovende til verden d. 23.07.2020 kl. 23.17 på Randers sygehus. Hun var så fin og helt perfekt, og en tro kopi af sin storebror. Selvom vi aldrig nåede at holde hende levende i vores arme, så var hun en stædig lille en. Til alle scanninger og undersøgelser, skulle hun i hvert fald nok styre showet. En skanning kunne nemt tage 45 minutter fordi hun ikke lå som de gerne ville have hende til. Og jeg tror også hun inde i maven kunne fornemme, når storebror lagde hånden på maven, for hver gang så sparkede hun ham.

Vores andet englebarn er lille Lucas, som desværre også kom sovende til verden 30.06.2023. Jeg var på daværende tidspunkt ca. halvvejs i graviditeten og til 20 ugers scanningen kunne de konstatere at der ikke var hjerteaktivitet (som de kaldte det). Så fødslen blev sat i gang dagen efter og han kom til verden i sejrsskjorte (intakte fosterhinder) kl. 17.14. Selvom jeg kun var halvvejs med ham nåede jeg at mærke små bitte spark fra ham, da jeg som 4. gangs gravid vidste hvordan det føles.

Sorgen og savnet
Sorgen og savnet oplever jeg både fysisk og psykisk. Fysisk kan jeg når jeg bliver overvældet af sorgen får fysisk ondt hele kroppen og især få hovedpine og mavepine. Samtidig så kan jeg ikke falde i søvn, hvis ikke jeg ligger med i hvert fald en af deres englesprutter.

Men ellers er det faktisk mest det mentale der mærkes. Jeg døjer i perioder meget med dårlig søvn og en form for mareridt, hvor jeg gennemspiller hver eneste lille detalje fra begge deres fødsler. Hvilket jeg selv synes er en pudsig ting, for et område hvor jeg er ramt ekstremt hårdt er på min hukommelse. Før vi mistede, havde jeg klæbehjerne og kunne huske alt. Men nu er jeg nødt til at skrive alt ned og gøre ting med det samme, for ellers så glemmer jeg det simpelthen. Jeg kan for eksempel tage op og handle og kun skal have tre ting, men når jeg kommer hjem, er det stensikkert at jeg minimum har glemt en af tingene. Det synes jeg jo er en mærkelig ting når jeg kan huske hver eneste lille detalje fra deres fødsler og dagene omkring.

Jeg er også blevet meget, meget mere følsom, der skal absolut ingen ting til før jeg knækker sammen og decideret tuder. Det er ikke kun små tårer ned ad kinden, det er virkelig tudeture. Jeg er heller ikke så tålmodig mere som jeg har været, jeg bliver hurtigere irritabel, bliver enten ked af det eller vred. Mit overskud er i mange perioder også ikke eksisterende, men jeg kæmper mig igennem dagene, hvilket så resulterer i at jeg efter et stykke tid hvor jeg har kørt i overlevelses mode, knækker sammen og bliver syg og ekstremt træt.

Jeg er også blevet meget angst for at miste mine to levende børn. Når de er syge ligger jeg nærmest ved siden af dem konstant for at være sikker på at de lever og trækker vejret.

Jeg kan heller ikke overskue at være et sted hvor der er mange mennesker. Så når jeg handler er det enten tidligt om morgenen eller sent om aftenen. Og til festlige lejligheder er vi ofte nogle af de første der tager hjem fordi jeg ikke kan klare at være sammen med for mange mennesker for længe ad gangen. Hvilket er meget kontrast i forhold til før, hvor jeg elskede at være social og altid var en af de sidste til at gå hjem. men jeg er begyndt at trække mig rigtig meget og ikke være så social mere.

Jeg har jo desværre kun minderne fra da de lå inde i maven, men med Laura er det helt klart alle vores “snakke” og stunderne hvor vi puffede til hinanden igennem maven. Men det allerbedste er at jeg har en lille video på min telefon hvor jeg får kørt en ctg og har optaget hendes hjertelyd. Den video er på mange måder både hård men også ekstremt dejlig på samme tid. Med Lucas er jeg bare lykkelig for at jeg nåede at mærke hans første små puf og spark.

Det har sorgen lært mig

Jeg har lært at det på en og samme tid kan være smukt og samtidig alt ødelæggende. Det kan slå luften fuldstændig ud af mig og bringe mig totalt i knæ, samtidig med at de små tegn som jeg er overbevist om jeg får fra mine børn, er noget af det smukkeste i hele verden at de fortæller mig at de er hos mig og de “ser” mig. Og så har jeg lært at når det har noget med børn og død at gøre, så er der en enorm berøringsangst fra omverdenen. Når jeg fortæller jeg er mor til 4, men kun har to derhjemme fordi de andre to desværre ligger på kirkegården, så skiftes der lyn hurtigt emne eller folk vender sig om og går. Mange tør ikke spørge ind til det eller nævne deres navne. Har virkelig oplevet hvor stort et tabu det er, hvilket er meget svært for en som mig som har brug for at snakke om det og hvordan jeg har det og hvorfor jeg reagerer/opfører mig som jeg gør. Men det skal på en måde gemmes væk og man skal komme videre. Har ofte fået spørgsmålet “nu må I da være kommet videre og har glemt det”.

Om støtte til forældre, der har mistet et barn

Jeg mener det er vigtigt at andre bliver ved, med at turde spørge og nævne de døde børn. For os vil Laura og Lucas altid være en del af vores familie og vi snakker lige så naturligt om dem herhjemme som de to levende børn vi har. Man skal ikke være bange for at gøre engleforældre mere kede af det ved at spørge ind eller nævne barnets navn, for der er vitterligt intet der kan gøre os mere kede af det end vi allerede er. Tværtimod bliver man stolt når der er nogle der tør nævne dem, for det viser bare at de har eksisteret og været her. Spørg og så kan man selv tage stilling til om det er dagen hvor man kan snakke om det eller ej. Selvom jeg gerne vil snakke om det, er der også bare de dårlige dage hvor overskuddet ikke er der til det, men så kan jeg selv sige fra i stedet for at jeg føler andre tager valget for mig, ved ikke at turde spørge.

Jeg synes det er vigtigt at sige, at det ikke kun er et barn du mister. Du mister en masse drømme og forventninger, som du har bygget op og forestillet dig, fra den dag du ser et lille hjerte slå på en skærm. Jeg har mistet en datter og en søn, og har to drenge herhjemme. Jeg kan ikke få flere børn, så alle de drømme jeg havde om fx min lille pige; pige legetøj, kjoler, hendes konfirmation, hvis hun skulle giftes en dag, hvis jeg var så heldig at blive mormor, alt det får jeg aldrig lov til at opleve. Og med Lucas kan jeg jo se på mine to drenge hvad jeg ikke får lov til at opleve med ham. Jeg får aldrig lov at se deres øjne, høre deres latter, deres første skridt og alle de ting man oplever første gang. Det blev revet væk fra os i et splitsekund.

Og så syns jeg også det er vigtigt at folk får ind i deres tankegang, at det ikke bare er noget som man glemmer eller kommer sig over. Sorgen og savnet vil for altid følge dig. Vi lærer at leve med den og vi prøver det bedste vi kan at finde ud af hvem vi er nu og hvordan vi får det bedste ud af det hele, men der er bare dage hvor det er pissehamrende svært og hvor man nogle gange godt man kan bruge et kram og et simpelt spørgsmål som “er du okay?”, og hvis man så siger nej at andre så har tålmodigheden til at lytte eller bare give et kram hvis det er det man har brug for.

Men også bare være der, uden at man som sørgende selv skal opsøge folk. Jeg ved godt at mange i den bedste mening siger ” du siger bare til hvis der er noget jeg kan gøre”. Men som sørgende, der lige har mistet et barn, så ved man ikke selv hvad man har brug for eller har ikke overskuddet til at række ud efter hjælpen. For man er i ren overlevelses mode. Vi stod kun op fordi vi havde den store som skulle i børnehave og skulle have mad osv. Havde vi ikke haft ham, havde vi bare siddet og stirret ud i luften og ville ikke ane hvordan vi skulle spørge om hjælp. Så folk skal bare troppe op, fyld lidt mad i fryseren eller lige droppe forbi og varme lidt mad. Sid der en halv time eller noget og bare vær til stede. Der behøver ikke blive sagt en masse, bare at man viser sit nærvær betyder alt.

Hvad kan forældre selv gøre

Mit råd vil være at søge alt den hjælp som I kan. Og så tillad jer selv at lytte til hvad I hver især har brug for og behov for. Vi sørger ikke alle sammen på samme måde, så gør det som du har brug for i den situation du står i. Men også tillad dig selv at være i følelserne når de rammer. Hvis du har behov for at tude øjnene ud, så gør det, har du behov for at råbe og skrige, så gør det. Lad vær med at sætte en facade op for omverdenen, for på et tidspunkt knækker det facade og så rammer det endnu hårdere. Sæt dig selv i første række og gør hvad der er godt for dig /jer som par.

Jeg ville ønske der var mere hjælp til søskende der mister. Der er en masse hjælp at hente for os forældre, men for søskende, hvis man især på udenfor de store byer, så er der bare ikke noget hjælp at hente. Så ville sådan ønske det måske var noget der kunne sættes fokus på i fremtiden.

Lauras fod og håndaftryk