Flemmings fortælling om sin søn Jonas

Vores elskede søn, Jonas, døde 31-10-2021. Han blev 22 år gammel, og døde af hjertestop. Hjertestoppet skyldtes en ukendt, ukendt for Jonas og familie, sygdom i hjertet. Sygdommen hedder ARVC. Han døde i sin lejlighed, og heldigvis var der ikke tegn på, at han har mærket noget selv. Han lå fredfyldt i sin sofa, med mobiltelefonen i hånden ( som altid 😊).

Jonas er vokset i en helt almindelig familie, mor, far og sin storesøster. Begge børn har altid været meget sociale, og dyrkede meget sport. Jonas har aldrig syntes at det var fedt med skolegang. Frikvartererne var fantastiske, mens det med lektier ikke var så interessant. Han har altid haft en ukuelig vilje, med det han syntes var fedt. Særligt det at vinde, var en stærk passion for ham. Han ville tjene penge, hele tiden. Inden han var 13, startede han med en avisrute, som han tog for en kammerat. Hurtigt blev det udskiftet med et job hos en købmand. Det var han utrolig god til, men hans chef ødelagde den ellers gode arbejdsmoral. Mc Donalds var næste skridt på vejen mod noget succes. Han tog kurser og uddannelse, hos burgerkæden, og det viste sig hurtigt at han havde talent. Jonas startede på Handelsskolen, stadig lidt øv med skolearbejdet, men nu var det lidt vigtigere, så det gik. Burgerkæden tilbød ham på et tidspunkt, flere uddannelser, og en af de helt store stillinger. Dér var han klar til at droppe Handelsskolen, men vi forældre hev i bremsen, og vi forlangte at han tog Handelsskolen færdig. Burgerkæden skiftede i mellemtiden chef, og den gode arbejdsplads, blev forvandlet til en dårlig.

Jonas fik sin studentereksamen, valgte en elevplads i forsikringsbranchen. Det viste sig igen, at det havde han også et kæmpe talent for. Han blev udlært med en fantastisk eksamen. Nu var vejen banet, og den unge mand gik efter at blive salgschef i firmaet. 2 måneder efter endt uddannelse, skulle han starte på forsikringsakademiet. Nu skulle han i gang med hans drøm. Han dør dagen inden han skal starte på Akademiet.

Der er selvfølgelig utrolig mange gode, og sjove, historier om Jonas. Til skole-ol løb han for fællesskabet. Han løb og løb og løb, ingen standsede ham, men klassen vandt samlet. Hvis det var konkurrence, blev han ved til han styrtede. Det var i alle livets faser at han ville vinde.

Sorgen og savnet har været af en underlig størrelse. Det ene øjeblik kunne det bare være end ond drøm, hvor det næste var det den mest uhyggelige sandhed. Først et kæmpe chok, jeg kunne ikke se at jeg nogen sinde kunne få et liv igen. Sorgen tyngede mig meget langt ned, i en 3-4 måneder. Nu lidt over 3 år efter, føler jeg ikke sorgen hæmmer mig mere. Nu er det savnet, og det syntes jeg ikke aftager på nogen måde. Jeg er selvfølgelig blevet et andet menneske, men jeg er ikke hæmmet af sorg og savn. Jeg vil hellere kalde det en evig choktilstand, som jeg bliver bedre og bedre, til at håndtere. Til gengæld er jeg blevet mere grådlabil, særligt også når det er positive tanker og hændelser.

At ”komme sig” efter at have mistet et barn, er en svær øvelse. Der ikke en facitliste på det, og der er ikke 2 ens måder at gøre det på. Også der, er vi alle individualister. Vi er alle forskellige, og det skal gøres på den måde vi hver især, føler er bedst. Jeg er sikker på at det også handler om ens egen opvækst, det erhverv man har valgt i livet, de venner man har, og hvordan ens generelle livssyn er. Kollegaerne på den arbejdsplads man skal vende tilbage til, er også utroligt vigtige, der var jeg mere heldig end min kone.

Det bedste andre kan gøre, er at spørge. De skal ikke tro de ved, for det gør de ikke, og så ender det tit med deres egen historie. Vi valgte fra dag 1, at være 100% åbne. Alle må spørge, og hvis vi græder er det helt ok, så holder vi bare en pause. Det er meget svært at give den rigtige støtte, den kan være god den ene dag, for at være noget lort den næste. Jeg ville selv have det svært med at møde en som mig selv. Jeg tror ikke på at omverdenen helt forstår det, og det kan man heller ikke forlange. Bare omverdenen bakker op og respekterer, og det gælder resten af ens eget liv.

Det er vigtigt for andre at forstå, at man ændrer sig som person, når man mister et barn. Det sker desværre fra det ene sekund til det andet. Der er ingen vej tilbage, intet kan du gøre for at vende tilbage. Men du er selv ansvarlig for at få det bedre. Min påstand er, at det min egen forbandede pligt at få det bedst mulige ud af det. Det bliver nemmere, hvis man kæmper for det, men aldrig helt nemt.