Fortællingen om Marcus

’Just have a little faith’ stod tatoveret ind i Marcus´ venstre underarm. Et statement først og fremmest til ham selv, hvorfra han kunne hente noget tro på livet, når noget skulle opnås eller overvindes. Vi nåede at have Marcus i livet sammen med os i 21 år, inden han døde af et akut uopklaret hjertestop, som der fortsat forskes i. Marcus stod vedholdende på sin helt egen rolige måde i livet og knoklede på i særligt skolekrav, der kaldte på langt mere indsats hos ham end hans søskende, der synes at flyve igennem sammenlignet med ham. Som forældre har vi altid været fascineret af den utrættelige fighter, Marcus var, hvilket også var tydeligt i hans position som midterbarn i en søskendeflok på tre, hvilket han samtidigt hvilede i med en flegmatisk ro. Fra Marcus’ rolige og milde ståsted også en til tider perifer position var han observant på mennesker og dynamikker omkring ham, og han gav omsorg og nærvær til de mennesker, han havde valgt at få tæt på – det tog tid at vinde hans tillid. Marcus værdsatte det sociale men værnede samtidig også om behovet for at være alene, og jeg husker, da han var mindre, hvor jeg smugkiggede ind på hans værelse gennem en næsten lukket dør, og han sad fordybet i sin egen verden og legede med sin særlige samling af små mænd, figurer og dyr, hvor jeg undredes over, hvordan de mon var havnet i samme leg? Legene på gulvtæppet blev erstattet af lange gåture med musik i ørerne, hvor han med sine lange skridt travede byen og kysterne tynd med sine lange skridt. Det jeg holder særligt fast i er Marcus stædige vedholdenhed, når han havde sat sig noget for – fx at stå på snowboard, mens vi andre i familien stod på ski. Han kæmpede med teknikkerne på pisterne og kom i flotteste udtryk ned ad pisten – ikke den hurtigste men med så meget stil.

’Just have a little faith’ er nu tatoveret ind på hver vores venstre underarm som forældre, hvorfra vi dagligt lader os styrke og inspirere i dét, vi skal overvinde og opnå. Jeg hører hans stemme, når jeg kigger på den: ”Tro lidt på det mor, det skal nok gå”. Det er over tre år siden, vi mistede Marcus, og vores familie fik et andet udtryk med en smertefuld vished om, at livet ikke bliver det samme igen men skal læres at leves med sorg og savn i en ny dimension. Sorg er for mig og os som familie en yderst dynamisk og levende størrelse, der ændrer udtryk og intensitet i øjeblikke, dage og perioder, der kan være svære at forudse. Det er et meget personligt anliggende, der af os ikke opleves hverken faseinddelt eller med særlige rækkefølger men som en cirkulær og uforudsigelig proces, vi hverken oplever på samme måde i vores lille familie og ej heller bearbejder ens. Der er stor forskel på at miste som værende mor, far og søskende. Vi har lært, at det kalder på noget ret forskelligt, hvilket er helt naturligt.

Den almenkendte grundtese for sorg er, at der ikke er en forkert måde at sørge på, hvilket jo er logisk, kærligt og meget svært at være uenig i… lige indtil man selv lander i et smertefelt, der er så overvældende og brutalt, hvor forskellighed i sorg, kan lede til misforståelser og oplevelse af ensomhed, om det ikke vises fokuseret omsorg. Forskellighed i sorg kalder på et fælles sprog også særligt i familien, hvor der gives plads til hinanden – plads til at ’undertekste’ sig selv – ikke at forsvare sig men folde ud, hvad der rører sig, hvordan noget føles, mærkes og ser ud. Et personligt sorgsprog tager tid, hvor er der kommer mange nye og selvskabte begreber og ord ind i ordforrådet – et fælles sprog tager endnu længere tid, hvor vi har også måttet vente på hinanden til man var klar. Klar til at folde eget sprog ud, og lytte til andres gradbøjninger og ukendte morfemdannelser, der er lyde for så meget smerte og afmagt. Dog har det givet os tryghed, tæthed, gensidighed og forståelse i en livssituation, hvor vi oplevede os fremmedgjorte i vores eget liv, og så meget var og forsat er uigenkendeligt. Behov, bearbejdningstempo i hybriderne af fortid og nutid markerer sig forskelligt i vores tab, der jo er tab på flere planer. Vi har ikke kun mistet en søn og bror, vi har også mistet en kendt familiestruktur og -kultur, hvor vi sammen skal gendesigne et fælles vi – nok med inddragelse af det kendte, men det er nødvendigt at tænke noget anderledes nyt ind i det larmende tomrum. Vi finder fortsat ud af, hvilken plads Marcus havde i vores familie, nu han ikke udfylder den mere. Ikke at man ikke tænker over dette som forældre og søskende før, men der sker en skærpet bevidstgørelse, når mellembarnet pludselig mangler – og alt det, han bidrog med mangler – mangler – mangler.

Personligt måtte jeg hurtigt indstille mig på et liv, jeg ikke kunne regulere på samme måde og leve med sameksistensen af smerte og liv viklet godt og grundigt ind i hinanden. At acceptere, at jeg på cykel til arbejde kunne begynde at stortude, fordi jeg kom til at lytte til en af Marcus’ yndlingssange, men bagefter også at kunne tørre øjnene og alligevel gå ind og passe mit arbejde fuld af børn og unge. Det har været og er fortsat nødvendigt at lade sorgens åndedrag og puls leve kontinuerligt med lige under overfladen og leve med i taknemmeligheden glæden, livsgejsten, den kendte humor, drømme og visioner. Det er noget lettere at regulere nu, men jeg har dage, hvor gråden tager uventet over, selvom jeg efterhånden er blevet en trænet linedanser i livets balancekunst i at træde til og også give slip.

Efter vi har mistet, har jeg fundet ud af, at sorg kan defineres som hvid og mørk. Den mørke sorg er det, der har været qua minderne, livet med, for mig, min søn og hans personlighed, det han betød. Den hvide sorg er alt det, der kunne have været, alt det vi ikke nåede at opleve sammen med ham. I denne tid mærker jeg særligt smerten over den hvide sorg, når jeg taler med hans jævnaldrende venner, ser dem få deres uddannelser i hus, blive gift eller få børn. Når vi fx har været på barselsbesøg hos hans gode veninde, kan jeg ærligt glædes med dem og over den lille skønne skat, men afmagtstårerne når jeg kommer ned i bilen og kører hjem er lige så ærlige og virkelige – for alt det, vi ikke nåede at opleve med ham, se ham folde i livet.

Det er gået op for mig, at sorg ikke er noget, jeg på nogen måde har lyst til at slippe af med eller ”komme igennem”, da det ville være et tab af noget essentielt værdifuldt – fordi det er bestående af inderlig kærlighed, der ind imellem opleves som en stor varm tyngde, andre gange som skærende i hjertet. Når jeg taler med Marcus og fortæller ham om alt dét jeg har brug for, at han får af vide, så oplever jeg ham ind imellem værende helt tæt på, som distant nærværende, da jeg mærker ham men jo ikke kan røre eller se ham konkret fysisk. Jeg fornemmer ham visuelt og hører hans stemme, der er genkendelig. Det ønsker jeg ikke at give slip på, da det er øjeblikke, der gør det så mærkbart, at jeg stadig har ham som en del af mit liv – en ligeså vigtig del af livet som vores to andre højt elskede børn, som vi er dybt taknemmelige for at være i livet med.

Familien for ca. 6-7 år siden

Billedet fra sommeren før Marcus døde (2020)