Sara Sunshine

Interview med Tina Kreutzer – mor til blandt andre Sara, og forfatter til bogen Min datter er død – om at komme igennem år nul – udgivet på forlaget Mellemgaard i 2024.

Interviewer: Karen Liv A. Hansen, medlem af Mistet Barns bestyrelse.

Det er oktober, eftermiddagslyset bliver langsomt til lange skygger på muren overfor det kontor, hvor jeg sidder på et lille kontor i indre by i København.

Jeg interviewer Tina, mor til Sara som døde for snart to år siden. Tina har skrevet dagbog det første år, og har udgivet bogen Min datter er død.

Da hun møder mig på Zoom, og hun lander foran skærmen, er det en stærk mor der sidder der. Vi siger hej og taler lidt om rammer for interviewet – jeg forklarer at vi i Mistet Barn gerne vil have et interview med hende omkring Sara. Jeg spørger om det er ok at Sara er omdrejningspunktet, og om det er ok at jeg vinkler mine spørgsmål så Sara får meget fokus som muligt.

Tina smiler og får tårer i øjnene, siger ja – og så begynder vi en times samtale, hvor jeg mest af alt lytter. Jeg spørger til hendes bog,

Tina svarer: ”Bogen er min måde at holde Sara i verden på. Hver gang jeg får rum til at tale om hende, bliver jeg så glad. Egentligt udgav jeg bogen for at andre kan se hvordan det første år kan være – og jeg har med vilje holdt afsnittene til få ord.. for at understrege mellemrummene mellem afsnittene, til alt det man jo faktisk ikke kan forklare med ord. Og der er meget i sådan en stor sorg. For eksempel har jeg følt jalousi på andre der har deres børn hos sig, i live.. og så er der ensomheden, som kræver kærlighed og støtte.
Jeg spørger om, hvordan Tina har Sara med sig videre i dag – hun taler om vennerne og veninderne og de samtaler hun har med dem.

“Jeg får en helt ny Sara ind i mit liv, den udadvendte Sara, som hun var med sine venner.. jeg har spurgt dem om Saras livretter, yndlingsmusik og vaner, og om hun har nået at prøvet at spille padel.. og en masse ting der giver mig et udvidet billede af hvem hun også var. Hun blev blandt andet kaldt Sara Sunshine af hendes veninder. Det vidste jeg ikke. ”

“Jeg får en helt ny Sara ind i mit liv, den udadvendte Sara, som hun var med sine venner.. jeg har spurgt dem om Saras livretter, yndlingsmusik og vaner, og om hun har nået at prøvet at spille padel.. og en masse ting der giver mig et udvidet billede af hvem hun også var. Hun blev blandt andet kaldt Sara Sunshine af hendes veninder. Det vidste jeg ikke. ”

Hun ser rundt i rummet hun sidder i, og tørrer nogle tårer bort, med en håndbevægelse, der er vant til at gøre netop det. “Jeg har faktisk Sara med mig hele tiden.. da hun døde, døde noget af mig med hende.. så det har vi også tilfælles – at vi er sammen i døden. samtidigt er hun inde i mig – hun er en del af mig – altid. Åh det er så rart at tale om hende. Mange glemmer med tiden hvor meget hun stadig betyder.

Sara har lært mig at nu har jeg alt at vinde – fordi jeg har mistet en del. Jeg har stadig 3 levende børn, som betyder alt. Før hun døde, havde jeg alt, og kunne netop derfor miste noget af det jeg havde.
“Hvilke ting vil du gerne dele, også nu hvor du skriver på bogen over dit 2. år efter hendes død?”
“Jeg savner at holde Sara i min favn. Jeg savner så meget krop. Jeg vil bare have at hun er her fysisk. Men det værste er at jeg lige nu er i savnet, og det gør så ondt.

Hun uddyber: “Jo.. sorgen føles for mig som en tung og klistret masse der holder mig fast. Men savnet det er som knivstik hist og pist i kroppen og dén smerte er jeg helt alene med. Det er ensomt her i sorgen”.

Hun tilføjer: Og så vil jeg sige at det er vigtigt med andres kærlige ord om Sara. Det er vigtigt at få lov at blive ved med at føle det man føler. Og så er det vigtigt med alle relationer til Sara.“

“Hvis det føles rigtigt så er det rigtigt. “

Jeg slutter af med spørgsmålet: “Tina, hvis du skulle sige noget til vores medlemmer, som du oplever er noget du har brugt – nogle ord eller ritualer, hvad er det så? Tina ser rundt i rummet, som hun leder efter ordene. Så for- handler hun lidt med sig selv inden hun igen ser intenst på skærmen med det store nærvær hun har – og siger; “Hvis jeg skulle sige noget til de andre der har mistet, så er det de her ord: Hvis det føles rigtigt så er det rigtigt. “

“Jo altså, det er let at tænke man er skør fordi man er så ked af det, men man skal ned i hjertet. Der er man ikke skør. Det er kun hovedet der tænker det. Og det er netop i hjertet, man finder ud af hvad man skal på sin vej videre. Små skridt, små handlinger. I det sekund du føler med hjertet at noget er rigtigt at gøre det – skal du gøre det. Hvis jeg overtænker noget, lader jeg være. Da jeg tog fat i Saras venner, det var en hjertebeslutning, jeg handlede på. For havde jeg tænkt videre over det havde jeg tænkt: hvad skal de med mig – med jeg er så glad for at jeg gjorde det. Det er gennem Saras venner at jeg nu ved meget mere om hende.

Det var så dejligt at tale med dig. Det bliver lidt mindre ensomt ikke?”

Da vi er ved at runde af, spørger jeg til Saras dødsdag og spørger om jeg må tænde et lys for hen- de. På den dag, Sara døde, fødte min hustru vores lille datter. Tina og jeg blev helt stille da det gik op for os. Så lovede vi hinanden, at hun tænder fødselsdagslys for Rita, ved siden af sine ritualer for Sara, og jeg tænder lys i Sara minde og for at ære hendes fortsatte betydning, ved siden af de andre lys jeg tænder den dag.

Vi runder af. Jeg føler min egen ensomhed lidt mindre end den normalt er. Jeg går ud i den sidste lavthængende sol, og har Sara og Tina med mig. Nu er de også del af den gruppe jeg er del af, alle os der har mistet, og som sammen famler os frem til et nyt sprog og til nye måder at være sam- men med vore englebørn på.

Det var rørende at læse Tinas første bog om år nul – og lige nu skriver hun på bog nr. to – om år nr. to efter Saras død.