Vi mistede vores søn, Sebastian – vores Basse – i 2020.

Han kom til verden på sin søsters fødselsdag og gjorde os til et firkløver. Han var fuld af energi, idéer, grin og ballade – men han var også meget mere end det. Han havde et særligt blik for andre mennesker. Han var hjerteløber, han hjalp til i julehjælpen, han købte kalenderen af den hjemløse ved Kvickly, og han var den ven, der altid havde tid, når nogen havde brug for det. Han satte spor blandt sine venner.

Den dag han døde, gik min verden i stå. Mit hjem – som altid havde været mit fristed – blev pludselig tomt. Jeg kan stadig høre hans skridt i gangen, hans stemme, der kalder “mor”. Og jeg kan mærke længslen efter hans kram så stærkt, at kroppen næsten ikke kan bære det.

Sorgen har vist sig for mig som kærlighed, der ikke længere har et sted at gå hen. Det er rastløs kærlighed. Den fylder hele min krop, men kan ikke længere rettes mod ham. Nogle dage føles den som et stormvejr, andre dage som en stille, usynlig byrde, jeg bærer med mig ind i hverdagen.

Jeg er stadig mor til to – også selvom jeg kun har ét barn her hos mig. Kærligheden til Sebastian, som før levede i små beskeder, grin og hverdagsøjeblikke, lever nu i ritualer. Jeg lægger små sten for ham rundt omkring i verden – på bagsiden står der ofte: ”Vi elsker dig – mor, far og Cecilie.” Stenene ligger på toppen af Peterskirken i Rom, i Thailand, i Paris, i Skagen, i Blåvand, på Gran Canaria, ved Gardasøen, i Wien og mange flere steder. Små aftryk af ham i verden – spor, der minder mig om, at hans liv fortsætter i alt det, vi gør.

I haven har vi hans blomsterbed. Her vokser kærligheden i blomster, som jeg kan tage med til gravstedet. Det er min måde at vise ham, hvor højt jeg elsker ham.

Jeg frygter nogle gange, at han bliver glemt. Derfor betyder det alt, når nogen nævner hans navn, deler en historie eller sender en hilsen. Når det sker, er det som et lille lys i mørket.

For mig er Sebastian stadig lige her. I solen, der varmer min kind. I regndråben, der rammer min hud. I sommerfuglen, der sætter sig stille ved hans grav. Jeg kan ikke længere røre ham – men jeg kan bære ham i mit hjerte, i mit sprog og i de små handlinger, jeg gør i hans navn.

Hver den 16., dagen hvor han døde, skriver jeg et opslag på Instagram. Nogle gange langt, andre gange kort – alt efter hvad jeg har brug for. Opslagene er blevet min ventil, en måde at fortælle verden, hvordan jeg har det. Nu er de også blevet en påmindelse om, at sorg ikke forsvinder med tiden. Indtil nu er det blevet til 40 siders tekster.

Jeg håber, at fortællinger som min kan være med til at bryde tavsheden om sorg.

Til jer, der også har mistet: I er ikke alene.

Til jer fagpersoner: Jeres ord og jeres tid kan være livsvigtige, når vi ikke selv kan finde vej.

Til jer i offentligheden: Vær ikke bange for at nævne vores børn. Det gør ikke mere ondt – det gør savnet lettere at bære.

Min søn var her. Han var elsket. Han satte spor. Og han vil blive elsket for evigt.

”For mig er han lige her”

Jeanette Helmer er medvirkende i fotoudstillingen “For mig er du lige her”. Ved åbningen af fotoudstillingen i Odense læste Jeanette sin forældrefortælling op – Tak for at dele med os. Tak for dit mod.