“Egentligt skulle jeg forsøge at skrive noget til ”Landsforeningen Mistet Barn” om hvordan det er at vende tilbage til hverdagen efter at have mistet et barn.

Jeg kan ikke rigtig finde ordene frem i aften, så jeg har skrevet en masse og slettet det igen. Og startet forfra.

Mange gange.”

For hvordan vender man / jeg tilbage til hverdagen efter så gennemgribende en ændring i præcis hverdagen?

En hverdag før, betød for mig, at jeg havde en datter, jeg boede sammen med og har boet sammen med i mange år. Jeg har været alene med min datter i mange år. Hverdagens små daglige rutiner, som alle skal klares – helst, at kunne klare sig selv i hverdagen, har stor betydning for ens selvværd. At tage hånd om sig selv, være selvstændig, være ansvarlig og tage ansvar for sit eget liv, for sin egen hverdag – i mange år hjalp jeg min datter med hendes hverdag, at få struktur på og få den til at køre. Jeg er sygeplejerske og arbejder fast aften. Mit hensyn har altid været min datter først. Havde hun brug for hjælp til noget, skulle hun blot sige det, og så forsøgte jeg så godt som muligt at bistå – hvis det ikke kunne lade sig gøre, var hendes storebror sød at hjælpe. For at få en hverdag til at køre, handler det også om tillid til ens nærmeste, at man kan stole på, de er der for èn. Og det var vi, hendes bror, min søn og jeg.

Ikke at det blev italesat som en arbejdsopgave eller en ”to-do” ting, et onde. Vi har altid hjulpet hinanden os 3, så da min datter fik det svært, trådte hendes bror og jeg selvfølgelig til. I 2022 blev hun diagnosticeret med skizotypi og i sommeren 2024 paranoid skizofreni. Min søn bor på kollegie og er i gang med sit studie, så det handlede om at få begge mine børns hverdag til at fungere. 

Min datter har siden de tidlige teenager-år lidt meget af social angst og socialfobi hvilket betød, jeg fulgte hende mange steder hen. Det var én ud af mange kasketter jeg havde, en anden kasket kunne være den sundhedsfaglige, som tog med til møder med kommunen. En tredje kasket kunne også være mentor, hvis opgave var at angsteksponere hende fx. i Normal, Kirrpu, i biografen eller bare det at komme ud blandt andre mennesker. Det øvede jeg med hende, og hun blev faktisk rigtig god, så god at hun selv kunne gå hele vejen til møde med CBK og hjem igen.

Da jeg vendte tilbage til arbejde på nedsat tid i februar 2025, følte jeg mig meget forkert i starten. Jeg følte, at jeg ikke kunne finde min plads. Det har jeg opdaget at det nok mere handler om det tomrum jeg har, er så vanskeligt at udfylde. Ingen eller intet kan erstatte min datters plads, betydning. For mine kollegaer er hverdagen for længe siden slået ind og andre ting optager mere, og heldigvis for det. Min egen verden er stadig stille, også nu hvor jeg er på fuld tid igen. Selvom jeg kan mærke, at jeg har brug for at tale om min datter, så gør jeg det ikke på arbejdet, medmindre mine kollegaer selv spørger. Jeg oplever, at nogle af mine kolleger er gode til at favne mig på de mindre gode dage. Det er rart at de der kan, er der og kan være sammen med mig i sorgen og det at være ked af det. At miste et barn er ikke noget alle kan være i, og det er ok at have det sådan.

Jeg har en veninde, der har været der for mig hele tiden og som tager sig tid til mig når det hele brænder på – som meget tidligt meldte ud, at hun ikke vidste, hvordan hun skulle støtte mig. Og det vidste jeg jo heller ikke. Jeg anede ikke, hvad jeg havde brug for, andet end at jeg ønskede at få min datter tilbage, så derfor blev vi enige om at tage små skridt, et ad gangen sammen. Når tankerne og følelser har hobet sig op indeni, er hun virkelig god til at håndtere mine “følelsesudbrud”, som jeg ikke er god nok til at skabe rum eller tid til, fordi jeg nu fokuserer og bruger så meget energi på at vende tilbage på arbejde, og det er først, når vi taler sammen, at jeg opdager, hvor meget jeg holder inde i det daglige og hvor meget energi det kræver af mig -jeg kunne ikke mærke mig selv i meget lang tid- og har stadig udfordringer med det. Dét, min veninde i disse situationer hjælper mig med, er at huske tilbage og være taknemmelig for det jeg har haft – jeg er meget taknemmelig og megastolt af min datter.

Taknemmelig over jeg har fået lov til at være hendes mor i 22 år. At jeg har fået lov at elske hende og passe på hende i 22 år. Alt det vi har delt sammen af oplevelser og musik.  Og at hun valgte at rejse fra mig i vores hjem, er den største kærlighedserklæring jeg, som hendes mor, kan få – den tillid, fortrolighed og kærlighed.  For ikke at tale om det mod, det kræver at gå mod strømmen.

Senere hen har jeg fået nye veninder, som desværre også står i samme situation som jeg og det gør en forskel, at jeg ikke helt skal forklare mine tanker og følelser – det er et netværk jeg lærte at kende, et lysets rum, en gruppe af mødre som har mistet deres børn. Og jeg mærker i dette fællesskab en forståelse af, hvad jeg gennemgår. Det giver en ro at kunne være sammen med disse lysets mødre, at vi har nogen som forstår os, for vi har alle oplevet den største smerte af alle.

Jeg er ved at finde ud af, hvem jeg er nu. Jeg er stadig mor til mine børn, min søn på 25 og min datter som blev 22.

Jeg har født dem begge, det kan ingen tage fra mig.  De er stadig en del af mig, jeg har båret begge under mit hjerte. Jeg føler, jeg er ude i en identitetskrise. Jeg skal finde ud af mange ting på ny.  At finde sig selv efter en traumatisk hændelse tager tid, samtidigt med jeg også skal forholde mig til denne enorme smerte, jeg bærer rundt på. En krop der gør ondt hele tiden, tankerne som kører hele tiden, tårerne der står i øjnene nonstop og hjertet der brister igen og igen og igen.  Hjernen der er lukket ned og ikke kan kapere ret meget eller flere opgaver ad gangen, søvnen og koncentrationen som er i ubalance – et legeme der forsøger at fungere i overlevelsestilstand og i alarmberedskab 24/7 – det tærer på kræfterne. Det er helt surrealistisk. Jeg forstår ikke, at det er 6 mdr om lidt, jeg så hende smile til mig for sidste gang, inden jeg skulle på arbejde, og jeg forstår ikke, at jeg ikke kommer til det igen. Andet end på billeder og video.

Jeg vil gerne blive meget bedre til at give mig selv plads også her 6 mdr efter og i fremtiden- at finde viljen til at gøre noget i min datters navn – det kan være at rejse, at tage i teatret eller noget andet af de ting vi gjorde sammen. For når jeg kigger på mit liv nu, ved jeg jo godt at, den jeg var før, kan jeg ikke være mere, ej heller gå tilbage til, for det vil betyde, at mit datter stadig var her – og det er hun ikke.

I stedet må jeg forsøge at skabe en anden version af mit liv, end den jeg lige havde forestillet mig. I øjeblikket drejer det sig om at komme tilbage til arbejdet, som jeg fokuserer på og bruger energi på. At vende tilbage til hverdagen er ikke længere en mulighed for mig, for den hverdag jeg havde og kendte til, er forandret for altid. Og jeg forsøger i mit eget tempo at finde en vej, en måde, en version, som jeg kan tolerere og jeg kan holde ud at være i. For lad os bare være helt ærlige: Livet giver ingen mening, når ens barn dør – der vil altid være et før og et efter.

Kære omverden, vær venlig, vær til stede, vær åbn, vær autentiske, tilbyd hjælp også om 6 mdr, 12 mdr flere år efter, giv et lift hjem. Giv en kop kaffe. Vær ærlig. Vis hensyn, vis forståelse, hav tålmodighed, vær gavmild – giv et kram.

Kære efterladte:

Jeg har lovet mig selv ikke at drage nogen former for beslutninger det næste år. Derimod vil jeg give og tage mig selv tid. Tid til at mindes, savne, tid til at smile, le, tid til at græde, til at hulke, tid til at sove. Jeg vil være nænsom og tålmodig med og mod mig selv i de perioder, hvor hukommelsen fejler og energien er på nulpunktet. Jeg vil dyrke min yoga og mine gåture i det omfang nervesystemet kan magte og jeg vil hvile for at give kroppen ro og mulighed for at restituere. Jeg vil bede om hjælp – for oftest vil mine omgivelser meget gerne hjælpe, de ved bare ikke hvordan.

Joannas Mor.