Jeg kommer aldrig tilbage til hverdagen.

Nanna er død. 

Mit liv blev uigenkaldeligt forandret den 9. oktober 2023. Den dag omkom min 20-årige datter Nanna som passagerer på en scooter som forulykkede i Vietnam, hvor hun rejste rundt i sit sabbatår. Da jeg fik opkaldet fra Nannas venindes mor, vidste jeg, at Nanna var død. Jeg kan ikke forklare det, jeg vidste det bare. Venindens mor bekræftede det, da jeg spurgte hende, om Nanna var død. Det var fuldstændigt uvirkeligt og hjerteskærende, at min datter var tusinder af kilometer væk, død. Beslutningen om, hvorvidt vi skulle rejse til Vietnam eller blive hjemme var fuldstændigt hjerteskærende. Som at skulle vælge mellem sine børn. Umenneskeligt. Urimeligt. Og helt igennem forfærdeligt. Jeg valgte Nannas lillebror, som boede hos mig, og som havde brug for, at jeg var hos ham, og ikke var væk. Det bliver aldrig hverken det rigtige eller det forkerte valg. Uanset hvad jeg havde valgt, var det forfærdeligt. De første uger havde jeg kontakt med Udenrigsministeriet og Nannas rejseforsikring i døgndrift, fordi de skulle sørge for at få hende hjem. Nanna landede i Danmark 11 dage efter hun var død, 10 dage før jeg skulle have hentet hende og veninden i lufthavnen med flag og kys. Jeg sad ved Nannas kiste og nussede, kyssede og talte til hende de første 2 dage efter hendes hjemkomst. Det var både fuldstændigt forfærdeligt og samtidigt forløsende at få Nanna hjem. Tæt på mig. Jeg vidste, at det liv jeg så ind i ville blive et helt andet liv end jeg nogensinde havde forestillet mig, og at intet ville blive ”normalt” igen. 

Billedet af Nanna er taget i Vietnam få dage før hun døde. Jeg har tænkt meget over at hun næsten ligner en engel, som hun står der på stranden. 

Under forældrefortællinger (https://mistetbarn.dk/nanna-og-hendes-mor-en-historie-om-kaerlighed/) fortæller jeg om den tidlige fase omkring Nannas død, samt hvordan jeg oplevede sorgen tidligt og senere. 

Jeg kommer aldrig tilbage til hverdagen, fordi alt er uigenkaldeligt forandret. 

Fordi både mit liv og jeg er blevet uigenkaldeligt forandret. Intet bliver nogensinde som før, fordi resten af mit liv foregår efter Nannas død. Forældre som har mistet et barn, får aldrig et ”normalt” liv igen. Fordi det ”normale” er, at det barn de har sat i verden lever. Fordi børn ”normalt” ikke dør før deres forældre. Det liv man kigger ind i når man har mistet et barn, er et ikke-”normalt” liv med livslang smerte, sorg og savn. Forældre som har mistet et barn, vender aldrig tilbage, fordi det der var, ikke eksisterer mere. Der er ikke noget at vende tilbage til. Hvis man ”bare” kunne vende tilbage, er det nærmest det samme som at ens barns liv og død er reduceret til et lille bump på vejen. Et bump som kan passeres så man kommer tilbage på den vej man kom fra. Sådan fungerer det ikke. I hvert fald ikke for mig. At fokusere på hvordan forældre som har mistet et barn, ”vender tilbage til hverdagen”, mener jeg er det samme som ikke at forstå hvad forældre som har mistet, står midt i, i resten af deres liv. 

Lad os i stedet høre fortællinger om hvordan det opleves at skulle leve et liv i en ny virkelighed. 

Et liv som man aldrig har bedt om eller ønsket sig. En virkelighed som kan føles parallelforskudt i forhold til det ”normale” liv, som de fleste andre lever. Hvordan lever man sit liv efter det værste, som kunne ske, er sket? Hvordan føles det at være menneske i en uigenkaldeligt forandret virkelighed hvor alle lag er skrællet af, og alle nerveender er blottet? I lang tid. Hvordan lever man et liv med livslang smerte, sorg og savn? 

Hvordan rejser man sig (fordi vi alle bliver slået ud af at miste et barn) og hvordan lærer man at stå, gå og leve igen? Hvordan får man støtte til at leve i en virkelighed som er blevet uigenkaldeligt forandret? En virkelighed som vores oftest omsorgsfulde familier, venner og kolleger ikke forstår? Fordi det kun er os i den væmmelige klub, som ingen ønsker at være medlem af, som kender den uigenkaldeligt forandrede virkelighed som nu er vores liv. Livet efter vores barns død. Hvordan lærer vi at blive en del af den ”normale” verden igen, som alle andre befinder sig i, når vi selv befinder os i en så forandret verden? Hvem og hvad kan hjælpe os med det?

Hvordan opstår der sprækker af lys i et mørke, som vi aldrig troede ville ophøre? Hvordan føles kærlighed? Hvordan føles glæde? Som Sandie Westh så fint skriver i sin bog ”Når mørket ruller ind: En bog om sorg” at hun i starten ikke turde vise andre hvis hun havde det (lidt) bedre, fordi hun var bange for at folk omkring hende så troede at det gik godt og at hun var kommet videre. Det tager laaaaaang tid at få det (lidt) bedre. 

Hvad er vigtigt nu? Hvad er vigtigst? Hvad er meningsfyldt? Hvordan kan man skabe mening i og med sit liv, så det bare tilnærmelsesvist opvejer det meningsløse i at miste sit barn? Hvordan kan man hjælpe andre, være der for andre som har mistet den de elskede højest? 

Liz Jensen skriver i sin bog ”Your Wild and Precious Life” at ”you don´t move on, you move with”. Selvom det næppe kan formuleres lige så præcist og koncist på dansk og selvom sprog og ord kan føles for simpelt til at beskrive kompleksiteten af det liv som følger efter at have miste et barn, må vi alle insistere på at gøre forsøget. Fordi vi kun med en fælles ”indsats”, kan ændre på omverdens forståelse af hvordan det opleves at skulle leve et liv, efter at det værste er sket. 

Spørgsmålet ”hvad laver du?”

Hvis nogle spurgte mig inden Nanna døde hvad jeg lavede, svarede jeg først hvilken profession og titler jeg havde samt hvad jeg arbejdede med. Herefter fortalte jeg (måske) at jeg var mor til to og gift for anden gang og levede i en bonusfamilie. Når nogen spørger mig i dag, hvad jeg laver, er svaret at jeg er mor til to. At jeg øver mig på at leve igen, efter at min datter er gået over på den anden side. At jeg på forunderlig vis, og meget overraskende for mig selv (jeg er læge og forsker), har kontakt med min datter. Fra den anden side. Måske nævner jeg herefter min profession og titler samt hvad jeg finder vigtigt arbejdsmæssigt. Ofte med det tvist at jeg fortæller hvad Nannas død har betydet for hvad jeg nu finder mest meningsfuldt i mit arbejdsliv. 

Når man har mistet et barn, bruger man år, formentligt resten af sit liv (forventer jeg), på at lære sig selv og sit nye liv at kende. Både fordi hver ny dag er et realiseret tab, som man oplever for første gang, og fordi man er blevet uigenkaldeligt forandret. I resten af mit liv vil min historie inkludere at jeg mistede mit barn. Min datter. Nanna. Derfor vil jeg i resten af mit liv, øve mig på at være menneske, i et uigenkaldeligt forandret liv. I en ny virkelighed. Når jeg bevæger mig rundt i mit nye liv og min nye virkelighed, føles det til tider som et parallelforskudt liv, ved siden af andres ”normale” liv og virkelighed. Fordi indkøbsturen, møder på arbejdet, snakke med kolleger, hyggestunder med venner, alt det som mennesker opfatter som ”normalt” og hverdag, aldrig vil føles som ”normalt” igen. Fordi min datter mangler. Spørg et menneske, som har mistet et barn, hvem de var før og efter barnets død, og man får meget forskellige svar. 

Det næstbedste liv. 

Jeg oplever hverdagen meget forandret efter Nannas død. Måske fordi man altid oplever virkeligheden, verden, livet, subjektivt, igennem sig selv. Når man selv er blevet fuldstændigt forandret, er det forventeligt det, man oplever også er forandret. Jeg fik det gode råd af et meget klogt menneske kort efter Nannas død, at livet (for alle) var nemmere, hvis man accepterer det som er og ikke gør modstand. Hvis man går med livet i stedet for at gå imod livet. Fordi livet er som det er. Det er hverken retfærdigt eller uretfærdigt. Det er bare. Livet er bare. Mennesker har ikke kontrol over det som er sværest – sygdom og død. Det rammer, som det gør. Den erkendelse er i sig selv et stort kontroltab. At miste et barn er det ultimative kontroltab. Men Nanna død. I resten af mit liv. Uanset hvor meget jeg begræder hendes død og ville ønske at det ikke var sådan, forbliver Nanna død. I dette ikke-selvvalgte liv, er jeg opmærksom på at være taknemmelig og tage imod de ”gaver” jeg får. At værdsætte de sprækker af lys, jeg opdager. Der er sagt og skrevet meget om hvordan sygdom og dødsfald forandrer mennesker, typisk i form af meget anderledes værdier og et nyt blik for noget smukt i livet, som man ikke så før. Det kan jeg nikke genkendende til. Jeg ved at det vigtigste er kærlighed. Og at meningsfuldhed er afgørende for at balancere meningsløsheden i Nannas død. I mit efterliv og hverdag har jeg fået et meget stort fokus på kærlighed og meningsfuldhed. Jeg har Nanna med mig hele tiden fra den anden side og jeg er forpligtet til at skabe det bedst mulige liv med lys og kærlighed, for mig og for de mennesker som er omkring mig. Det næstbedste liv. Jeg får aldrig det bedste liv jeg kunne have drømt om. I stedet må jeg insistere på, at det næstbedste liv bliver så lykkeligt som muligt, selvom jeg ved at lykken efter Nannas død har en anden nuance. Absolut vil smerten, sorgen og savnet over Nannas død altid være lige stort. Relativt vil den fylde mindre efterhånden som livet folder sig ud og forhåbentligt bringer nyt lys og kærlighed. Som Nanna lillebror så præcist har formuleret det ”selvom vi måske får det (lidt) bedre, så er det stadig lige slemt det der er sket”. 

Autenticitet og nærvær. 

Det som hjælper mig med at sikre at mit nye liv og hverdag er kærlig og meningsfuld, er at være autentisk nærværende. Med min familie. Med venner. På arbejdet. Fordi jeg ved at være autentisk nærværende bedre kan give og modtage kærlighed. Og omsorg. Om sorg. Omkring sorg. Ordet ”omsorg” er virkelig smukt og meget kærligt. Fordi det at være i stand til at modtage medmenneskers omsorg, styrker relationer mellem mennesker. Relationer som består på trods af døden. 

Jeg har helt tidligt siden Nannas død være fuldstændigt åben om hvad der var sket og hvordan jeg og min familie havde det. Hvad vi gik igennem. Jeg har opfordret mennesker omkring mig til at spørge ind til mig og os og forsikret alle omkring mig om at jeg jo ikke kunne blive mere ulykkelig end jeg allerede var. At jeg ikke ønskede at blive isoleret fordi folk trak sig af angst for at sige eller gøre noget som gjorde mig ked af det. Jeg har bevidst åbnet en dør til mit indre, så mennesker omkring mig har kunnet følge med, se hele mig. Fordi forældre som mister et barn, er de eneste som kan lære omverden hvad det vil sige, og hvordan man bedst hjælper og giver omsorg til os, som har så uendeligt meget brug for det. Det er både en opgave og en gave. Som den præst der bisatte Nanna så fint formulerede det, så bliver livets gaver nogle gange til opgaver når man mister en man elsker. 

Sprækker af lys. 

Midt i den dybeste mørke, findes der sprækker af lys. Hvis man insisterende kigger efter dem. 

Jeg har altid elsket mit arbejde som læge og forsker, og har de mest fantastiske kolleger som også er gode venner. Få dage efter Nannas død mødtes jeg på teams med mine nærmeste kolleger, for at fortælle hvad der var sket med Nanna, hvor vi var og hvad vi så ind i. På det tidspunkt ventede vi stadig på at Nanna kom hjem fra Vietnam. På grund af mine kollegers støtte, en fantastisk chef og muligheden for hjemmearbejde, var jeg ikke sygemeldt efter Nannas død. Selvom jeg har arbejdet mindre end før Nannas død (hvor jeg arbejdede noget mere end 37 timer om ugen), kunne jeg med kollegers hjælp passe mit arbejde. Noget af det som arbejdsmæssigt har betydet rigtigt meget for mig, er den empatiske og omsorgsfulde måde jeg er blevet mødt af mine kolleger. Første gang jeg var på afdelingen og deltog i en middagskonference, fortalte jeg hvad der var sket og hvad vi stod i. Jeg og mine kolleger græd. Jeg takkede for mine kollegers omsorg og forlod konferencen inden den var slut, så mine kolleger kunne debriefe uden mig. Fordi jeg vidste at det var hjerteskærende sørgeligt at være i nærheden af mig. Jeg er qua mit arbejde videnskabelig vejleder for mange unge mennesker som helt tidligt har givet mig uendeligt meget omsorg. Kontakten med alle disse unge mennesker tidligt efter Nannas død har repræsenteret store sprækker af lys. Efter at have mistet Nanna, som var et ungt menneske på vej ind i voksenlivet, er det blevet en endnu større gave for mig at have unge mennesker tæt på, og noget som jeg er dybt taknemmelig over. Jeg er uendeligt taknemmelig over at jeg har fået en tættere relation til min brors to ældste døtre (han har fire piger), Nannas kusiner, mine niecer, efter Nannas død. Det er helende at shoppe og hygge med mine niecer, mens vi ved at Nanna er med i omklædningsrummet og på cafe. Og jeg er uendeligt taknemmelig over min kusine og hendes mands fantastiske datter, er kommet så tæt på mig. Få dage efter Nannas død, cyklede hun ud til os en tidlig morgen, inden hun skulle på studie, med nybagte boller + smør, ost og pålægschokolade (til Nannas lillebror). Det er omsorg. Hun skal som den første i børn-af-os-kusiner-familien, selv være mor, og har haft blik for at jeg efter Nannas død ikke selv bliver mormor, hvorfor hun har foreslået, at jeg så må være reservemormor for den lille ny. Det er kærlighed. Og ja, man græder, når man får sådan en besked. Man mærker tydeligt forskellen på mennesker som er, og ikke er, bange for at komme tæt på. De som magter at være tæt på forældre som har mistet et barn, hjælper med at bære det ubærlige. De mindsker ensomheden. De er store sprækker af lys. 

På arbejde i en forandret virkelighed

Jeg var åben omkring alt på mit arbejde og informerede i samarbejde med min chef mine kolleger om hvad der var sket og at alle var meget velkomne til at spørge ind til mig og ulykken. At alle var velkomne til bisættelsen. Og at jeg ville blive glad for at få et kram, når jeg mødte kolleger på gangen. Det betød, at jeg siden Nannas død har fået rigtigt mange kram på mit arbejde. Jeg har gået krammerunder på afdelingen, mange gange. Jeg har grædt på gangen med kolleger og med det rengøringspersonale, som kender Nanna så godt fra de nye billeder af hende på mit skrivebord. Og jeg har set så mange fine sprækker af lys på mit arbejde i den omsorg jeg har fået af kolleger. Det har haft en kæmpe betydning for mig at jeg har kunnet være autentisk på mit arbejde. Det har jeg haft brug for. På den måde har jeg aldrig skullet ”tilbage til hverdagen” på mit arbejde. Fordi alle har kunnet følge med i hvordan jeg havde det, var det tydeligt for alle at den hverdag som eksisterede før Nannas død, ikke eksisterer mere. 

Talrige kolleger og mennesker jeg har mødt i både private og arbejdsmæssige sammenhænge, har takket mig for at være så åben om min og vores situation. Fordi det har hjulpet de mennesker jeg har mødt, og givet dem en chance for at lære om noget, som ofte er tabu, i deres møde med mig. Det er helt sikkert forskelligt hvor åbne forældre, som har mistet et barn, ønsker at være, og mange har det sikkert anderledes end mig. Det er ikke noget som objektivt set, som er rigtigt eller forkert at gøre her. Det vigtigste er at mærke efter hvad der er rigtigt for en selv. Det må omverden respektere. For mig har det at jeg har lukket så mange ind i min sårbarhed, smerte og ulykkelighed, betydet at jeg er blevet holdt om og givet omsorg fra uendeligt mange mennesker, også på mit arbejde. Det repræsenterer store sprækker af lys, som har hjulpet mig med at stå, gå og leve igen. 

Min nye hverdag på mit arbejde er anderledes end før Nanna døde. Fordi jeg har fået en anden work-life balance. Fordi jeg er i mit liv og arbejdsliv bærer jeg en uendelig stor sorg med mig samtidig med at jeg insisterer på at finde sprækker af lys. Fordi jeg har fået et nyt ”kald” med mit arbejde og er optaget af noget andet, end jeg var i mit før arbejdsliv. Som læge har jeg altid været optaget af at gøre en forskel for patienter. Efter Nannas død har jeg fået en stor omsorgsfølelse samt ønske om at gøre en forskel for så mange mennesker som muligt. Måske fordi min empati for andres lidelse er blevet skærpet af min egen lidelse. Efter Nannas død berører tanken om andres lidelse mig uendeligt meget mere, både privat og arbejdsmæssigt. Arbejdsmæssigt har jeg for nyligt fået 10 års forlængelse af mit professorat i en ansøgning hvor jeg beskrev hvordan det sidste 1½ år havde været det tungeste og mest sørgelige, fordi jeg havde mistet min datter, samt hvordan tabet har ændret mit arbejdsmæssige kald. Ved at være tro mod mig selv og Nanna, ved at være autentisk, har jeg i dag Nanna med i mit arbejde mere end jeg nogensinde før har haft mine børn med i mit arbejde. At gøre ting med Nanna repræsenterer den største sprække af meget kærligt lys, som trænger ind i mit liv. 

Mit liv med et barn på den anden side. 

hverdagen med et barn på den anden side er ikke den samme som før. Udover de oplagte forskelle med hyppige besøg på kirkegården, vedvarende fravær af mennesket Nanna, oplever jeg verden gennem et nyt ”filter”. Et ”livet-med-et-barn-på-den-anden-side-filter”. Livet indeholder uendeligt mange små og store oplevelser og møder med noget og nogen, og uanset hvor spændende, sjovt, kærligt, ubehageligt osv. disse oplevelser og møder er, mangler Nanna. Altid. Hver dag. Hele tiden. Når man mister et barn, får man et kontinuert tab ind i sit liv. Hver dag bliver et realiseret tab, fordi barnet mangler. I dag. I går. I morgen. Uanset hvad der sker i resten af mit liv, mangler Nanna. Det er meget svært at forstå og forholde sig til. For mig har det været nådigt at fokusere på nuet, når jeg bliver overvældet af tabet. Nuet er det eneste som eksisterer fordi det både rummer nuet samt det vi forestiller os om fremtiden og det vi erindrer om fortiden. Fordi mennesker kun har power til at ændre ting i nuet. Så, når ulykkeligheden og fortabtheden over at Nanna mangler i resten af mit liv overmander mig, tænker jeg på hvad jeg savner og mangler fra Nanna lige nu, i dette nu. Det har Nanna lært mig, fra den anden side. Fordi jeg har så meget kontakt med Nanna og snakker med hende det meste tiden, er hun faktisk til stede i de fleste nuer hvor jeg begræder hendes fravær og mangler og savner hende. Hendes tilstedeværelse i disse nuer trøster mig som intet andet. Når hun kærligt lægger armene om mig og holder om mig mens jeg fortæller hende hvor uendeligt høj elsker hende, bliver jeg trøstet. Af Nanna. Selvom jeg har kontakt med Nanna, er jeg stadig ulykkelig. Jeg græder dagligt, typisk når jeg mærker Nanna og når jeg savner hende. Så holder Nanna om mig og danser rundt, griner og laver fjolleansigter for at muntre mig op. Nogle gange får Nanna mig til at grine over hendes fjollerier. At være åben både overfor omverden, og overfor Nannas fortsatte tilstedeværelse i mit liv, har været det helt rigtige for mig, og det som har hjulpet mig mest. 

Når livet bliver en opgave sammen med det barn man har mistet. 

Med Nannas død har jeg fået en ny opgave. Sammen med Nanna. Alle opgaver sammen med Nanna er meningsfulde og kærlige. Livet med Nanna, og den måde jeg er sammen med hende fra den anden side, er på en sær måde både meget lig og samtidig meget anderledes, end den måde jeg var sammen med Nanna som menneske. Det aftryk Nanna giver mig med sin tilstedeværelse, er meget genkendeligt. Den måde vi rent praktisk er sammen på, er meget anderledes. Selvom livet for forældre, som har mistet et barn, ofte bliver ensomt, fordi barnet mangler, føler jeg mig ikke ensom indeni. Fordi Nanna er indeni mig. Klar til en snak og et grin, hele tiden. Jeg er to indeni nu. Før Nannas død var jeg bare mig indeni. Undtagen da jeg var gravid med Nanna og hendes lillebror. Da var jeg to. Det er en mærkelig og uendeligt kærlig følelse. Som at været uendeligt gravid med sit barns sjæl. 

Grunden til at jeg nævner dette i mine overvejelser om hverdagen efter et barns død, er at jeg er overbevist om at en ny hverdag med sit barn fra den anden side er mindre ubærligt, end en ny hverdag uden sit barn. Jeg kan kun opfordre til at man finder så mange måder som muligt at have sit barn med sig i det liv som skal leves efter barnets død. Nanna har lært mig at mennesker ikke forstår død. At død er en transformation af væren, fra en form til en anden. Fra krop til sjæl. Fra fysisk til ikke-fysisk tilstedeværelse. Forældre som har mistet et barn ved godt, at barnet ikke er væk, fordi relationen altid vil eksistere. Fordi kærligheden til barnet altid vil eksistere. Hvis samfundet forstod det og støttede forældre med børn på den anden side, i at relationen og kærligheden fortsætter, uanset om man tror på spiritualitet, kvantefysik eller ingenting, så tror jeg det ville hjælpe mange. Måske ville en sådan indstilling til mennesker som lever med tab, og til de kære som er på den anden side, medvirke til at mindske lidelse og smerte i verden fra de mange mennesker som begræder tabet af en de elsker. Fordi fravær og tab erstattes med fortsat relation og tilstedeværelse. En relation som muliggør udveksling af kærlighed, så kærligheden aldrig bliver hjemløs. Vi mennesker ved ikke, hvad der sker når man dør. Vi kan vælge at tro på at man er væk når man er død. Fraværende fra alt og alle. Eller vi kan vælge at tro på, at man stadig er her. Tilstedeværende for alt og alle. Tidligt efter Nannas død begyndte jeg at tro på, at hun stadig var hos mig, fordi jeg mærkede hende. Også selvom jeg ikke forstod eller kunne forklare hvordan. I dag ved jeg, at hun stadig er hos mig. Nannas fortsatte tilstedeværelse i mit liv er den største sprække af lys i mit liv, og det som gør at jeg har været i stand til at begynde det store arbejde med at lære at stå, gå og leve igen. 

Tak til dem som snakker om Nanna i nutid. 

Mødet med omverden er blevet ambivalent for mig. I mit før liv var jeg meget ekstrovert, social og altid med til alle fester, festligheder, sociale arrangementer osv. I mit efter liv er jeg blevet lidt mindre ekstrovert og har holdt mig til mindre hyggemiddage og sammenkomster med de nærmeste. Min trygge base af venner og familie. Jeg har (indtil videre) ikke haft lyst til de helt store arbejdsmæssige sociale arrangementer og fester. Jeg har oplevet at bryde grædende sammen til sociale arrangementer på arbejdet, fordi jeg blev for rørt og bevæget over det som foregik, og at blive trøstet på den mest omsorgsfulde måde. Det er dog ekstremt udmattende at være i, så derfor dosserer jeg forsigtigt, så det ikke bliver mere end jeg kan klare. Egenomsorg er en meget vigtig evne at få skærpet, når man har mistet et barn. 

Noget af det som virkelig har betydet meget for mig er de venner, familie og kolleger som snakker om Nanna, og spørger ind til Nanna, i nutid. Dem som husker at sætte et bordkort med ”Nanna” på bordet sammen med et billede af hende. Som min lillebror og hans kone har gjort det mange gange til fødselsdage hos ham og Nannas fire kusiner. Det er meget kærligt at blive mødt af mennesker som forstår og støtter op om at Nanna stadig er en nærværende del af mit liv, også selvom hun er død. Nanna er jo lige her, i mit liv, lige så meget som hendes lillebror, selvom de er på forskellige form – fysisk og ikke-fysisk tilstedeværelse. 

Det vigtigste, som omverden kan gøre, er noget. At gøre noget. Og at blive ved med at gøre noget. Også på trods af afvisninger. Når man har mistet et barn, bliver man drænet for alt energi og initiativ i meget lang tid. Man går i opløsning indefra, og kan ikke tilnærmelsesvis det som man kunne før. Man bruger alle sine kræfter på at holde sammen på sig selv og sine nærmeste. Man magter ikke at tage initiativ til noget som helst. Ikke fordi man ikke har brug for noget, men fordi man ikke magter at bede om det. Så når omverden siger til forældre som har mistet et barn at ”du siger bare til hvis du har lyst til …”, så kommer det ikke til at ske. Forældre som har mistet et barn kan ikke ”bare” sige til. Det bedste råd jeg kan give omverden og pårørende til forældre som har mistet et barn, er at gøre noget. Og at blive ved med at gøre noget. Spørge ind til. Tilbyde hjælp med praktiske ting. Give omsorg. Give nærvær. Byde sig til. Som Anna Kløvedal beskriver det i sin bog ”Om at sørge”, så har man brug for mennesker som ”holder om, holder af, holder ved og holder kæft”. Så drop berøringsangsten og tabuet og vær tæt på forældre som har mistet et barn med omsorg og kærlighed. Vær med til at bære det ubærlige. Det vil aldrig blive glemt. 

Den væmmelige klub som ingen vil være medlem af, kan noget som intet andet kan. 

Klubben for forældre som har mistet et barn, den væmmelige klub, har for mig været en af de vigtigste kilder til støtte, trøst, omsorg og håb. Ensomhedsfølelsen som alle forældre som har mistet et barn oplever, mindskes når man er sammen med ligesindede. Den støtte, trøst og omsorg man får fra dette fællesskab, er uvurderlig, og det håb man kan få hen ad vejen, når man kan spejle sig i forældre som er lidt længere henne i deres efterliv end man selv er, er unikt og fås ikke andre steder. Jeg kan kun opfordre til at man søger ind i dette fællesskab via foreninger som Landsforeningen Mistet Barn, via online grupper og – hvis man er så ”heldig” – via sit lokale netværk. De fleste mennesker finder tryghed ved, og omgiver sig ofte med, mennesker som ligner dem selv på en eller anden måde. I den væmmelige klub møder man mennesker som ligner en selv, på en måde som ingen andre. Det er berigende og helende. For mig er den en stor kilde til taknemmelighed, hvis jeg selv på sigt, kan give noget af det jeg har fået, tilbage til andre i det fællesskab. Hvis jeg kan give trøst, støtte, omsorg og håb. Det vil være lige så helende for mig, som det jeg selv har fået fra fællesskabet. 

Jeg har lært at tilgive, acceptere og ikke gøre modstand mod livet. 

Min datter var ikke skyld i sin egen død. Jeg har, med Nannas hjælp, tilgivet den som var skyld i hendes alt for tidlige død. Ved at gøre det, har jeg sluppet. Man hænger sammen med den eller det, som man ikke kan tilgive. Og man behøver ikke at holde af den eller det, man tilgiver. Overhovedet ikke. Ved at tilgive, sætter man sig selv fri. Det kan noget. Livet bliver så uendeligt tungt, når man har mistet et barn. Alt hvad man kan gøre for at hjælpe sig selv, bør man gøre. Egenomsorg bliver uendeligt vigtigt, når man har mistet et barn. 

I mit nye liv, sammen med Nanna fra den anden side, forsøger jeg det bedste jeg kan at finde sprækker af lys. I oplevelser og møder med noget og nogen. Jeg forsøger at se gaver i mine nye værdier, i den enorme omsorg og kærlighed som jeg og min familie har modtaget, i den mulighed jeg har for at gøre en forskel for andre i samme situation som mig, i kontroltabet og i accepten. Jeg ved at mit liv med Nanna på den anden side bliver kærligt og meningsfuldt, sammen med Nanna. Og jeg ved, at hvis jeg hele tiden gør det bedste jeg kan, så kan jeg ikke gøre mere. Og at det er godt nok og ligesom det skal være. Som Nanna siger, så er alt ”lige som det skal være”. 

Nannas mor, Sisse Rye Ostrowski