Hvordan støtter man et barn i sorg?

Hvordan støtter man et barn i sorg?

I det følgende kommer vi med nogle anbefalinger, som kan hjælpe voksne til at støtte et barn i sorg. Anbefalingerne skal naturligvis tilpasses den enkeltes situation.

Nederst på siden findes links til organisationer, som arbejder med børnesorg.

Åben og sandfærdig kommunikation

  • Vent ikke med at fortælle barnet om dødsfaldet. Giv nøjagtig information om, hvad der skete.
  • Fortæl, at han/hun er død og at han/hun ikke komme tilbage.
  • Fortæl om bisættelsen/begravelsen.

Undgå forvirring

  • Tal ikke om død som ”rejse eller søvn”. Brug ordet død.
  • Undgå abstrakte forklaringer.
  • Brug forklaringer, som er tilpasset barnets alder.

Giv plads til tanker og spørgsmål

  • Giv dig god tid til at tale med barnet, selvom det er vanskeligt.
  • Børns spørgsmål skal besvares, selvom de har spurgt om det samme mange gange før.
  • Gennemgå det, der er sket, med barnet flere gange.
  • Lyt til barnets tanker og opfattelse af dødsfaldet.
  • Lad barnet tegne og lege det skete, så de får udtrykt det på deres eget sprog.

Gør tabet virkeligt

  • Lad barnet se den døde efter dødsfaldet.
  • Lad barnet deltage i begravelsen/bisættelsen.
  • Skjul ikke tanker og følelser for barnet.
  • Skjul ikke minderne – se fotoalbum, se på billeder og film.
  • Tal om den døde.
  • Tag barnet med på besøg på kirkegården.
  • Sorg, savn og længsel er naturlige reaktioner hos børn. Lad barnet føle, at det er tilladt at vise disse følelser.

Kontinuitet i hjem, skole og børnehave 

  • Undgå at barnet må adskilles fra forældrene ved, at de må bo hos bedsteforældrene; selv korte adskillelser kan skabe angst.
  • Forsøg at bevare hjemmets sædvanlige rutiner.
  • Accepter at barnet kan opleve et øget behov for nærhed og tryghed.

Angst for nye tab

  • Barnets angst, for at de selv eller forældrene skal dø, kan dæmpes ved at forsikre dit barn om, at nye dødsfald ikke vil ske. Tal evt. med barnet om den frygt, det føler.
  • Skyldfølelse kan dæmpes ved at forsøge at overbevise barnet om, at intet af det, de har tænkt eller gjort, er årsag til det, der er sket.
  • Tal med barnet, hvis barnet giver udtryk for skyldfølelse. Lad dit barn sætte ord på skylden, anerkend følelsen, for derefter sammen at nå frem til at det ikke var barnets skyld.

Børn sørger på forskellige måder. Der er flere ligheder end uligheder mellem voksnes og børns sorg. Det er samme savn og længsler, de samme tanker og stærke følelser, som ses hos voksne, kan opleves af børn, der mister en bror eller søster. Men børns reaktioner er i stor udstrækning afhængig af den måde, vi voksne kan møde barnet på, og de forudsætninger, vi giver dem til at bearbejde deres følelser og reaktioner.

Der lægges det bedste grundlag for, at barnet kan sørge på sin egen måde, hvis I som forældre:

  • Lader barnet deltage i sorgritualer (bisættelse/begravelse m.m.)
  • Sørg for at jeres kommunikationen er åben og sandfærdig
  • Tal med barnet, om det skete

Dette kan være et tungt ansvar for forældre, der selv er i sorg. Men det kan også give grundlaget for et fremtidigt nært og trygt fællesskab i familien.

 

Støtte til børn og unge

Børn, Unge & Sorg: Børn, Unge & Sorg, som har tilbud til børn og unge op til 28 år. Du finder meget viden og kan få tilsendt forskellige foldere ved henvendelse.

Skyggebørn: Skyggebørn er samtalegrupper for børn og unge i sorg, som har mistet én, der står dem nær. Ofte er det far eller mor der er død – pludseligt eller efter længere tids sygdom. Det kan også være en søster eller en bror. Andre fordi de har kronisk eller livstruende sygdom tæt inde på livet. Der er oprettet grupper rundt omkring i landet.

Søskendekram: Er  et netværk for søskende, der er fyldt 18 år og  har mistet en søskende – søskendekram på facebook.

Sorgvejviser.dk: Her findes et overblik over lokale tilbud i din kommune

Bliv medlem

Tilmelding

* skal udfyldes
( Måned/år)

Vælg venligst, hvordan du ønsker at høre fra Landsforeningen Mistet Barn:

Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at klikke på linket nederst i vores email. Ønsker du mere information om vores privatlivspolitik, så besøg venligst vores hjemmeside.

Vi bruger Mailchimp til at håndtere vores nyhedsmails. Læs mere om MailChimps privatlivspolitikker.