Morten Buttenschøn er far til Kamma og Mads. Kamma døde nytårsnat 2018, og kort efter blev Morten medlem af Mistet Barn. Morten blev senere frivillig i foreningen, først som suppleant i bestyrelsen, og nu er han – sammen med sin kone – blevet kontaktperson og kører en sorggruppe. For nylig har han udgivet bogen ”Kulkælderen”.
Af Kirsten Frederiksen
Morten Buttenschøn mistede sin datter Kamma nytårsnat 2018, og kort efter begyndte han at arbejde på noget, der endte som en bog. Nu, mere end seks år efter hendes død, er den færdig. Den har titlen ”Kulkælderen” og er en kaotisk tekst om manden Allan, der føler sig mast og søger tilflugt i en kælder på arbejdspladsen. Fortid, nutid, erindringer, drømme, mareridt og ikke mindst vrede filtres sammen, og som læser er man konstant bange for, at han aldrig slipper fri. Begår han selvmord eller ej?
Morten og jeg mødes for at tale om bogens tilblivelse, det at skrive som en del af en sorgproces, vreden og de mange andre følelser, som kan være bundet op i sorgen, og hvordan det kan lindre at være i sorggruppe.
Hvordan opstod idéen til at skrive denne bog, og hvem er manden Allan?
Efter at jeg kom tilbage på arbejde efter Kammas død, følte jeg mig meget hurtigt alene. Måske gik sorgen og smerten væk, hvis jeg gemte mig? Egentligt følte jeg også, at det var det, folk subtilt sagde til mig: ”Morten, du skal give slip på din sorg”, og så begyndte mange mennesker ellers at gå forbi mig uden at hilse, kigge ned i mobilen med tomme ansigter, dreje om hjørner, gå over på den anden side af gaden osv. En enorm passivitet mødte mig især på jobbet. Jeg kunne ikke leve op til normen om ”at bære min sorg med stolthed”. Jeg blev bare endnu mere ulykkelig, forvirret og sorgfuld, og så troede jeg, at jeg kunne få ro i hovedet, hvis jeg trak ned i kælderen på skolen. Forholdsvis hurtigt røg jeg ned dér og spiste min mad.
Det gav jo også noget ro på en eller anden mærkelig måde. Der var noget selvbeskyttelse, men der var jo også noget forkert ved at sidde dernede i kælderen – det var meget passivt, meget negativt. Jeg kan godt lide at sætte sætninger sammen, så jeg begyndte at skrive lidt. Pludselig voksede ham Allan jo frem – som en mærkelig mand i en skolekælder. Jeg gav ham navnet Allan, som var han opkaldt efter guden Atlas (græsk gud, som dristede sig til at deltage i en krig mod den øverste gud Zeus og derfor blev dømt til at bære himlen på sine skuldre, red.). Det er ikke en én-til-én-tekst om mig, det er fiktion, men jeg kan godt i dag genkende stemningen, følelserne. Ikke mindst vreden og at føle sig som et offer. For både hovedpersonen Allan og for mig gælder, at vi har mistet vores datter.
På et tidspunkt havde jeg 100 sider, og så tænkte jeg: ”Hvad fanden skal jeg?” De lå dér på min PC og samlede støv. Jeg var sindssygt i tvivl om det, for hvem gider i virkeligheden høre om en vred mand…? Jeg nåede frem til, at jeg selv kunne udgive bogen, for måske er der andre, som kan få glæde af den. Det var sådan, jeg tænkte. Måske kan bogen bidrage med, at det er legitimt at have alle de dér voldsomme tanker og følelser.
Hvordan nåede du frem til, at bogen skulle hedde ”Kulkælderen”?
Det var sindssygt svært at finde på en titel, der skulle rumme alle de ting, jeg har tænkt over, men når man er i kulkælderen, er man jo meget ulykkelig. Kul er jo også noget sprængfarligt, ligesom vreden der ligger i maven. Jeg legede lidt med ordet, som jo både har vrede og ked af det hed i sig, men jo også det, at det foregår i en kælder.
Jeg må ikke generalisere, men mange af os mænd har ikke lært at tale om sorgen. Vi har et selvbillede af, at vi skal kunne klare hele lortet, og det som så sker, er, at vi undgår og lægger låg på følelserne. Vi så at sige trækker ned i kælderen, så kulkælderen er en super metafor for dette.
Hvad har det betydet for din sorgbearbejdning at skrive denne bog?
Citat: ”… Sorgen og vreden bliver presset ud, som når man vrider en karklud for vand…”
Sorg er jo alle de her følelser som vrede, tomhed, angst – det er ligesom en sammenkogt ret. Jeg kan jo se, at bogen handler meget om vrede – en mand, som er virkelig vred. Det hjalp mig lidt, da jeg opdagede, at vrede jo kommer af at vride. At vride sine følelser som var de en karklud, så de ligesom bliver lidt fortyndet. Det svarer også til, at man græder, og når man har grædt, kommer der nogle endorfiner.
Jeg var jo utrolig vred og ked af det i maven, havde meget triste tanker: ”Hvor længe skal det her vare?” Alle de der triste tanker fik jeg i nogen grad bearbejdet ved at skrive. Når jeg sad og skrev, havde jeg den der følelse af at have noget samvær med min datter Kamma, og også det hjalp mig.
Det, som også skete var, at jeg i perioder blev vildt træt af ham Allan, som havde den der offerrolle, var negativ og passiv: ”Du bliver nødt til… der må være bevægelse i dig”. Måske er det først bagefter, at jeg har tænkt, at jeg fik for meget af ham. Den blev jo mere og mere sarkastisk.
Det har for mig været en psykologisk bearbejdelse af tanker, alt det jeg er overvældet af. Og der ligger også en kritik af vores samfund, hvor alt skal se så flot ud på overfladen, hvor der ikke er plads til ofre, og hvor så meget bare bliver gemt væk.
I dag, her nogle år senere, kan jeg godt se, at det måske nok var en naturlig sorgproces og en god portion selvterapi at skrive en vred og ulykkelig mand frem fra kælderens dyb. Men da det var værst, anede jeg ikke, hvad jeg havde gang i, men skrivningen hjalp. På en og samme tid gav den adspredelse og alene- og tanketid sammen med min elskede datter, som jeg jo altid savner som en sindssyg.
Sorgen er mere i ro i dag, men den er der stadigvæk, måske er jeg ved at lære at leve med den, det ville være mærkeligt andet, man stopper jo aldrig med at savne sin elskede! I dag hviler jeg lidt mere i mig selv og løber ikke ned i kælderen.
Udover at skrive en bog har du også brugt din sorggruppe til at bearbejde sorgen – og du har i dag sammen med din kone startet egen sorggruppe op. Hvilken betydning har det haft og har det for dig?
I sorggruppen er det muligt også at tale om de følelser, som kan være tabu, som fx vreden, og det hjælper. I sorggruppen er der følelsen af samvær. Man gribes sammen med andre. I de to timer, gruppen varer, er vi sammen om noget – andre, som spørger ind. At være i gruppen giver mig en ro, subtilt bearbejder vi hinandens sorg, hjælper hinanden. Vi taler fx om, hvordan vi har ritualer, og hvad vi gør på mærkedage. Vi bliver bevidst om noget, vi ikke havde regnet med, at vi skulle.
Sorggruppen har været meget afgørende for mig, og jeg er så taknemmelig for, at vi har holdt den kørende i seks år.
Denne fantastiske forening greb os, og det har betydet, at jeg nu også har fået overskud til at starte en ny sorggruppe op for nyramte – med min kone. Så nu sidder vi selv og forsøger at give det tilbage – at gribe nogle. Kamma er også med dér – som når vi benytter hendes ”gode råd”, hvis man kan sige det sådan.
Har du fået lyst til at læse bogen, er du velkommen til at kontakte Morten Buttenschøn på tlf. nr. 41897427. Bogen koster 100 kr.+ forsendelse.