Fortællingen “Alle har brug for en Julie”, er en forældrefortælling af Julies mor, der deler deres historie. Om at miste, men også om at holde fast. Om at finde sporene af Julie i alt det, der stadig er – i søskende, i minder, i små tegn fra den anden side. Hvordan Julie fortsat hjælper dem. Om en sorg, der ikke aftager, men som må finde sin plads i livet. Og om de konsekvenser det kan få i sit arbejdsliv, også.

Præsentation af Julie:

Vores datter døde d. 4. august 2021. Hun blev 27 år.

Julie er den ældste af vores fire børn, hvilket hun var særlig stolt af. Hun kaldte sig den ”først-fødte” – en fornem status i flokken.

Julie var familiemenneske og elskede børn. Hun boede på kollegie, læste til pædagog og i sin fritid ku hun li at træne, dyrke yoga og danse zumba.

Hun levede vegansk og passede godt på sin krop.

Julie havde en passion for bøger og havde altid en bog i tasken.

Hun læste helst på engelsk og de fleste af hendes bøger handlede om at leve i nuet og at være i livet med alt dét, som også er.

Julie var især nysgerrig på livet efter døden og hun genfortalte ivrigt sine læste bøger om nærdødsoplevelser, livet mellem livet og om livet på den anden side, i Spiritworld. Vi havde aldrig forestillet os, at denne viden skulle få så stor en relevans.

Julie var i gang med sin sidste praktik, da hun blev syg med kræft.

Hun var ellers landet så fint i livet, havde fundet sig en sød kæreste og stod med udstrakte arme, klar til at erobre og gi tilbage. Og så blev hun syg…

 

Sorgen før døden:

Julie vidste hun skulle dø, – det vidste vi alle sammen, – hun blev erklæret terminal med det samme og fra hun fik sin diagnose, gik der bare 4 måneder.

Alle de lyse nætter og lange dage, fik vi. –  Så megen smerte, men endnu mere kærlighed.

Vi var i chok og alligevel så fattet og fokuseret på, at de øjeblikke der var, – blev de sidste vi fik.

Fra at være en ung kvinde med drømme og håb om en fremtid, forsvandt tiden og den tog håbet og drømmene med sig.

Men drømmen om at blive gift, fik hun opfyldt og selv om det ikke var sådan det var tænkt, fik kærligheden lov at fylde og på forunderlig vis fandt vi alle sammen en retning, der gav os en lille mening, i alt det meningsløse.

 

Man kan ikke forberede sig på, at skulle miste sit barn og derfor holdt vi fast i, at livet endnu var imellem vores hænder. Endnu kunne vi kramme, snakke, grine, spise heksehyl og gå ture i den lune nat.

Julies søskende var 24, 17 og 14 år . De så deres søster forandre sig og miste flere og flere færdigheder, men det rolige blik og den store omsorg hun altid havde udvist for dem, ændrede sig aldrig. Og sammen gik vi døden i møde, og gennemlevede tiden med nærhed, sorg, masser af grin og dybe snakke.

 

Da Julie fik sin diagnose, var hendes største bekymring, hvordan hendes søskende skulle klare sorgen, at miste deres søster. Hun følte en stor skyld over alt den smerte, de skulle gennemleve og hun var bekymret for, hvordan det ville påvirke dem, resten af livet. Hun havde altid været der og som den ældste, var hun bindeleddet for en helt særlig relation.

Det var det første hun sagde, da hun fik at vide, hun skulle dø; -”hvad med mine søskende”?

Julie fortalte dem om livet efter døden, om hvor hun skulle hen, og at hun fortsat ville være omkring dem og passe på dem, fra den anden side. Det var sådan det var, og det fandt vi alle sammen trøst i.

Og så døde hun.

 

Sorgen efter døden:

Bagefter rungede stilheden og livet som vi kendte, forsvandt. Vi havde holdt os oprejst af kærligheden og det faste greb i hinanden, – nu var det hele forbi og alting gik i frys. Livet døde, alt blev sort.

 

Jeg husker ikke tiden, eller rækkefølgen for særlig meget, lige efter. Men jeg tror, at vi kom i bad engang imellem og spiste hvad der var. Vores hund kom ned at tisse, vores børn kom i skole (efter eget ønske) og så kunne vi søge tilflugt i vores kolonihave til trods for, at alt derude var revet ned, grundet en netop påbegyndt renovering. – Det matchede vores indre og vi sku bare sidde og sidde..

Vi skjulte os, magtede ikke det almindelige liv i verden udenfor, hvor det hele var så overdrevent og ligegyldigt. Vi havde udelukkende fokus på vores børn, de var nu vores største bekymring. Vi overtog Julies tanker og mærkede den samme fortvivlelse;– Hvordan skulle hendes søskende klare, at leve med så stor en sorg? .

Samtidig var der ingen hjælp, hvis ikke vi fandt den selv. Og vores kræfter var slidte.

 

Når søskende skal miste:

I fire måneder var det kendt, at vi skulle miste vores datter og vores øvrige børn, – deres søster. Alligevel måtte vi stå så alene.

Hun havde været der i hele deres liv, men der var ingen fokus på dem som pårørende, til en søster der snart skulle dø.

Da Julie blev syg, tog vi kontakt til Kræftens Bekæmpelse og derefter til Sorgcentret for at høre om de kunne hjælpe os, med vores børns sorg. De kunne ikke nå at sætte noget i værk, men vi blev opfordret til, at kontakte dem igen så snart Julie var død.

Senere i forløbet, fik vi lægen på palliativ afd. til at arrangere en snak med vores børn, så de kunne få mere at vide om deres søsters sygdom og stille de spørgsmål, vi ikke selv kunne besvare. Det var kun vores yngste søn, der deltog, men han følte sig set som en tæt og betydningsfuld relation til sin søster og det var vigtigt.

 

Men ingen, som i OVERHOVEDET INGEN, havde ellers fokus på vores børn til trods for, at Julie var indlagt forskellige steder, i alle de fire måneder – fra start til slut.

Vi savnede stort, at der var et særligt øje for vores børn, – nogen der hjalp os med at bære dem lidt af vejen.

 

Julie døde på Hospice og hendes søskende fik taget så smuk en afsked og var med til, dagen efter at føre hendes kiste ud af døren. Det var en voldsom oplevelse for alle. Og da hendes værelse var pakket sammen, forlod vi hospice med tre levende børn i forskellige aldre og tog hjem uden at vide, hvordan vi skulle håndtere deres sorg.

Det var et stort ansvar, da vi selv var så ramte i vores følelsesmæssige kaos og vi havde ikke et netværk til at hjælpe os.

 

Hvad gør vi med sorgen?:                                                                                                                    Vi reagerer forskelligt på sorg og har ikke nødvendigvis behov for det samme.

Vores yngste datter fik samtaler med en psykolog i Sorgcentret og kom i en søskendegruppe. For hende var det godt at snakke med nogen, blive spurgt ind til og lyttet til af andre som virkelig forstod – og som ikke var mor og far.  I dag er hun tilknyttet en ungegruppe i Skyggebørn, hvor de mødes hver anden uge, laver mad og snakker om alt dét der fylder. Det er godt for hende, at have et sted hvor hun kan holde fast i sin søster, hvor andre bliver ved med at lytte og spørge og som forstår, at sorgen ikke forsvinder selv om tiden går. Det er rart for os at vide, at hun har et sikkert sted, hvor hun kan dele sin søster med andre også.

 

Vores yngste søn spiller basket og han bruger sin sport til at være i sorgen med. Det hjalp ham også imens Julie var syg. Han har brug for at bevæge sig til sine tanker og Julie er med ham og hepper på ham. Han er mere åben herhjemme end sine andre søskende, så vi ved mere om hvad der fylder for ham. Det er en god indsigt at have, som en lille pejling for, hvordan de andre også kan have det…

 

Vores ældste søn havde især behov for, at holde fast i sit velkendte liv og dyrke sine venner med fodboldkampe og hockey.

 

Fælles for dem er, at de savner deres søster så smerteligt, hver eneste dag.

 

Vi har selv været i sorggruppe i Landsforeningen Mistet Barn. Det har været godt for os, at være sammen med andre forældre der selv har mistet et barn, hvor følelserne ikke skal forklares og der er plads til fortvivlelsen og den afmægtige sorg. Det er en god forening og det var en kæmpe trøst for os – særligt i starten at opleve, vi ikke stod helt alene.

 

I tiden efter Julies død, blev vi forbundet med en fantastisk psykolog, som også har lært Julie at kende og ud fra hendes kendskab støtter os i, at holde fokus på alt det, som Julie fortsat kan hjælpe os med i livet. Det er blevet en livline for mig, hvor mine iltflasker fyldes op.

 

Der er så meget larm i verden, men vi finder en særlig ro i kirken, og har fundet et par præster, som taler til vores sorgfulde hjerter. Vi søger og finder trøst i ordene. Dem klamrer vi os til og overlever med for en stund. Så søger vi nye ord igen… – Ikke for at finde en mening med livet, men for at finde en mening i det…Sådan må det være.

 

Hvordan føles sorgen:

Det er nu 3,5 år siden, Julie døde.

Når jeg dengang hørte om forældre, der havde mistet deres barn for 3 år siden, forstod jeg ikke det var muligt. – For hvordan kan man overhovedet trække vejret uden sit barn? Og så, så længe?

Det kan man heller ikke, men kroppen hjælper os med at gøre det, – det hele sker af sig selv.

Og man vågner hver morgen og undrer sig over, hvordan det lader sig gøre, at man lever endnu.

– Og jorden som forræder, fortsætter sin gang rundt om solen – og månen sin gang rundt om jorden, alt omkring os fortsætter, imens alting i os går itu…

Sorgen kan jeg mærke, som små dyr der kravler under min hud, en konstant sitren der roterer og ryster hele tiden. Og hullet i maven, som jeg i starten troede var en sult, er stedet hvor dyrene graver deres gange ud fra. Sådan kan sorg også føles. Og så er jeg så ufattelig træt. Somme tider må jeg stoppe på min cykel, fordi benene ikke magter at presse pedalerne rundt. Det kan komme meget pludseligt og jeg bliver bange for, om jeg er ved at dø.

Et hoved fuld af tanker, som en ti-sporet motorvej i myldretiden. Jeg vil så gerne kunne slukke for det, men det følger med mig ind i søvnen og derfor vågner jeg hele tiden.

Det er udmattende at savne så stort og samtidig skulle fortsætte med at leve, have ansvar, tage på arbejde og passe på sine øvrige børn.

Hver morgen står jeg op og tager min beskyttelsesdragt på og går ud i verden. Dragten lægger sig som en hinde omkring mig og nedtoner mine følelser udadtil, – så jeg ikke bryder åbenlyst sammen, men fremstår som én, man kan holde ud at være sammen med. Inden under skriger alting i mig, for kontrasten er så stor, imellem inde og ude. Når jeg er hjemme igen, kan jeg smide dragten og lade mig være mig, sammen med mine egne, der også er deres.

Konsekvensen af sorg i mit arbejdsliv:

Jeg arbejder som pædagog i en vuggestue og da Julie blev syg, måtte jeg selv sygemeldes, for at kunne være hos hende så meget som muligt.

Det var i forvejen et udmattende forløb, men fordi jeg var tilknyttet jobcentret, skulle jeg løbende til samtaler, med både dem og mit arbejde. Der var ingen ro. Faktisk oplevede jeg, at sidde på hospice med min datter i hånden, imens jeg afholdt en telefonisk samtale med en (ligegyldig) sagsbehandler, som jeg følte stjal af vores dyrebare tid.

Jeg husker ikke meget af det der skete omkring mig, det hele var så voldsomt og jeg havde egentlig bare brug for ro til, at fokusere på mit endnu levende barn, og hendes søskende.

Da Julie døde, var mine sygedagpenge næsten opbrugt og jeg kan se i min kalender, at jeg efter Julies død og bisættelse, men før hendes urnenedsættelse, allerede var blevet indkaldt til at udfylde en mulighedserklæring, i ugen efter hendes urne var sænket i jorden. Jeg kan ikke selv huske samtalen, som forgik over telefonen, men afholdt blev den.

Et par måneder efter Julies død, fik jeg forlænget mine sygedagpenge. Det var slet ikke muligt for mig på daværende tidspunkt, at skulle agere tryg omsorgsperson for andres børn og have mennesker så tæt på. Hvornår jeg var klar, og om jeg nogen sinde ville blive det, vidste jeg ikke på daværende tidspunkt. Men jeg følte mig alligevel presset af jobcenter til at opstarte mit arbejde, før min egen læge vurderede jeg var klar.

Efter 14 dage i optrapning, blev jeg sygemeldt igen og efter en ansættelse på 23 år, blev jeg fyret…

Det var så forfærdeligt. – Mit sidste anker, den sidste rest af dét liv jeg kendte, et trygt sted som vores familie havde oplevet en medrivende omsorg fra, imens Julie var syg. Jeg følte mig i forvejen så ensom og selv om jeg endnu ikke var klar, havde jeg nok tænkt, at mit arbejde en dag kunne medvirke til, at holde mig fast til livet.

Jeg forstod ikke, hvad jeg havde gjort? Ud over at miste min datter og være så ulykkelig?

Jeg kæmpede mig tilbage og fik annulleret min opsigelse, men ikke før de 6 måneder var gået, som min opsigelse lød på. De skulle bruge tiden til at vurdere mig, for at se om jeg kunne leve op til dét der blev forventet. – Men hvad kunne de forvente? Og hvad ville de vurdere mig ud fra? En tidligere kollega som de kendte engang? Eller en kollega som netop havde mistet sit barn?

Det er nogen urimelige krav, at være arbejdsgiver og ansat under.

Det blev en kamp i kampen og en sorg i sorgen. Det var så ødelæggende oven i al anden ødelæggelse og så hårdt for mine børn, at se deres mor, som de selv havde brug for at finde tryghed hos, falde mere og mere fra hinanden. Jeg ved ikke hvordan jeg kom igennem det halve år og hvordan jeg fortsat holder mig kørende. Og dog, – for på min skulder sidder der en trofast støtte.

Julie som en trofast støtte:

Jeg ville ikke selv have klaret alle disse dage, hvis ikke Julie havde hjulpet mig. Hun sidder som en trofast støtte på min skulder, hvisker mig i øret, rejser mig når jeg falder, opmuntrer mig og læner sit hoved mod min kind. Jeg har brug for at have hende lige der, ellers kan jeg ikke trække vejret.

Imens Julie var syg, sang hun selv sangen ”you got a friend”, vi forstår den nu, i et helt særligt lys.

Herhjemme har vi sammen fået bygget os en form, hvor det er en selvfølge at Julie er med os. Hun guider os videre igennem livet, låner os styrke og mod, trøster og hepper på os.  Hun besøger os hver især, kigger forbi engang imellem. Det lovede hun os før hun døde og dét løfte har hun holdt. Selvfølgelig er hun her endnu, vi kan jo ikke undvære hinanden, – hverken hende eller os.

Verden udenfor:

Vi forstår nu, at Julie ikke forsvinder fra os, selv om hun er død. Men også at det kræver en vedholdenhed og insisteren, at få omgivelserne til at forstå det samme. Deres liv fortsatte i sin vante puls, da deres chok havde lagt sig, over vores datters død, imens vores sjæle skriger lige så voldsomt af længsel, som da Julie døde fra os, i sommeren 2021. For sorgen fortsætter og det samme gør den store dybe kærlighed til vores barn og derfor har vi brug for, at blive mødt og omfavnet, i skæret af begge dele.

Som mor, føler jeg mig mere ensom nu, end nogen sinde før i verden udenfor. Det kan godt være, at man med tiden vokser sig større rundt om sorgen, men sorgen ændrer ikke sin form, den er lige så smertefuld og savnet til vores Julie, vil altid være med os.

Det er svært når folk ikke bare kan lytte, men i stedet føler de skal forstå og samtale ud fra et fælles….
Der ER ikke noget fælles når man mister sit barn, med mindre man selv har prøvet det. Det er så ensomt og det bliver endnu mere ensomt, hvis dén du troede ville være der, ikke er der alligevel.

Folk vil gerne fortælle os, at de forstår, men lad være med det, for I forstår det ikke. Bare vær der, forsvind ikke, for man er så alene og har det som om, man er faret vild i mørket og ikke kan finde hjem.

Lån mig dit rolige blik, varm mig med din velkendte hånd og dine rare arme, bare vær der sammen med mig, uden at tro, du selv skal dele ud af en fortælling der matcher min, i dit ønske om, at jeg skal vide, at du forstår. – Du kommer aldrig til at forstå, eller føle dét jeg føler, så bare forstå, at det er sådan det er. Det er så dejligt du er her, alligevel. Snak om mit barn så hun ikke forsvinder imellem os…

 

At være familie og forældre i sorg:
Jeg ville gerne skrive, at vi på trods af det hele, har fået formet os et godt liv. Jeg ved slet ikke om det er muligt, men vi bevæger os ind og ud, op og ned og så må mit tilbageblik engang kunne vurdere, om livet vi fik efter Julies død, blev det ene eller andet.

Lige nu er det bare et liv. – Og livet frem for døden, er vel også at foretrække, så mon ikke det er ok nok, for nu?

Som forældre har vi oplevet, at føle os så fremmede og langt fra hinanden. Det undrede os, for vi har altid stået sammen og fulgtes ad, den samme vej. Det kunne vi ikke her. Vi kunne græde og holde om, men ikke finde vej. Det var frustrerende og vi forstod det ikke, når vi jo begge var så kede af det og havde mistet det samme barn.

Men det slog os en dag, at vi som forældre også har hver vores sorg – og at sorgen er vores egen. Det gav så god mening og erkendelsen betyder nu, at vi kan bevæge os sammen, side om side, med hinanden i hånden, og give os selv lov til, at føle os så ensomme i hinandens selskab, uden at tænke det er forkert. Det er ikke hinanden der gør os ensomme, men sorgen som bor i os begge. Det er bare sådan det er.

Som familie, svæver vi stadig rundt i et ukendt land, vi gør alt hvad vi kan for at holde sammen på det vi har og får Julie med i det hele.

Alle har brug for en Julie:

Julie havde et særligt blik for andre mennesker. Hun var både meget sårbar, men modsat også stærk og vedholdende i de mål hun satte sig. Hun lærte at forstå sig selv og derved også at passe på sig selv. Hun lærte at dosere livet og kun at tage dét ind, der var rum til at tage imod og som var godt for hende selv. Det betød samtidig, at hun udviklede en særlig respekt for andre mennesker, fordi hun forstod, at der bag et hvert udtryk, altid har været et indtryk, vi andre ikke kender til.

Jeg er stolt af, at sådan et menneske startede sit liv i mine armen, men jeg skriger til himlen over, at hun sluttede det, det selvsamme sted. Og når jeg skriger til himlen, blæser vinden som et svar deroppe fra, at det var sådan det blev: Vi har hinanden for en tid, og nok blev livet kort, men Julie levede i hele sit, for livet er tiden fra man fødes til man dør.

Vi må nu samle på dét vi fik, og klamre os til alt dét vi fortsat får, frem for kun at holde fast i dét vi har mistet.
Jeg ser nu mennesker igennem Julies øjne og jeg tror, verden har brug for, at blive set på med Julies blik.

Jeg er en stolt mor, der er så taknemmelig for dén tid jeg fik – og stadig får med mit barn. Hun har sat sig så dybe spor i livet, og vi insisterer på, at hun skal med os og forgrene sig til endnu flere mennesker, der aldrig har mødt hende. – Alle har brug for en Julie.

Julies mor, Anja. (Julie Mitzie Arup Hougaard 16.03.94-04.08.21)

 

 

Julie Mitzie Arup Hougaard