Parforhold og sorg

Parforhold og sorg

 

Kvinden er ofte meget følelsesbetonet, græder hele tiden og har brug for at tale en masse om deres sorg med sin partner. Hvis manden ikke er interesseret i at dele sin sorg med sin kone, er der risiko for, at kvinden oplever dette som en manglende kærlighed til det afdøde barn eller som en direkte afvisning af partneren.

 

Manden er derimod styret af urinstinktet og er ofte praktisk anlagt og forsøger at være stærk, gøre forskellige ting, forsøger at sikre familiens overlevelse og er frustreret over, at han ikke kan afhjælpe sin kvindes sorg. Dermed ikke sagt, at manden ikke græder. Det gør han naturligvis, men oftest alene eller sammen med sin partner. Der er tilføjelighed til ikke at vise sine følelser, lukke af for følelserne og klare sorgen selv. Desværre er det relativt få mænd, der deltager i sorggrupperne, hvilket er trist, da det sender et uheldigt signal til kvinderne.

Selv om et par ikke forstår hinandens måde at håndtere sorgen på, er det vigtigt, at man giver plads til hinandens måde at takle sorgen på uden at bebrejde hinanden. Og selv om sorg er personlig, så er vigtigt at mand og kone sætter ord på og fortæller hinanden om sine inderste tanker og følelser og lytter til hinanden. Igen og igen… Mange par oplever et midlertidigt stop i kommunikationen. Smerten er simpelthen for stærk og intens til at partneren bliver lukket indenfor.

 

Seksuelt er det ofte svært at være sammen. Der er for mange dybe følelser på spil. De fleste gange er det kvinden, der ikke har lyst til at have sex, men manden kan have det på samme måde. Den seksuelle tilfredsstillelse ender mange gange i gråd.

Når man mister sit barn kommer man i chok og vil have en kortere lunte og større temperament end normalt. Dette kan afstedkomme mange unødvendige diskusioner med partneren, hvis man ikke er opmærksom på dette og forsøger at undgå at disse diskusioner udvikler sig til skænderier. Begge partnere vil ofte opleve en skyld i forbindelse med deres afdøde barn. Pas på ikke at overføre denne skyld til modparten.

De fleste par, som mister et barn, vil i en periode opleve vanskeligheder med at takle seksuallivet. En udeforstående terapeut eller lignende, kan bistå parterne til at tale om problemene, give indsigt og gøre dem opmæksomme på, at de ikke er alene. Ofte vil parret lettere forstå, hvad der sker imellem dem og komme lettere igennem en tid, som allerede er alt for tung.

 

Etter at have mistet et barn, vil de fleste par opleve en ændring i seksuallivet. Mange vil få vanskeligheder med denne del af samlivet. Vores erfaring er, at parret få steder møder hjælpere, som tænker på at vejlede om seksualitet, ligesom det kan være svært at tale om i sorggrupper mv. Vi vil her prøve at give en baggrund for, hvorfor seksualitet og sorg er et vigtig område at bringe frem i lyset. Vi vil også komme med nogle enkle råd som udgangspunkt for videre bearbejdelse.

Når et barn dør, møder forældrene den nøgne sorg ansigt til ansigt. Sorgen rammer hårdt, den påvirker det enkelte individ og parforholdet. Reiko Schwab beskriver fem problematiske hovedtemaer baseret på interviews med 20 par, der har mistet sit barn.

 

1. tema

Mændenes bekymring over sin kvindes sorg, og frustration over at de ikke kunne gøre noget for at lette kvindens sorg. Mange mænd følte, de måtte være stærke og holde familien sammen, i alt fald for en tid.

 

2. tema

Kvindernes undren over, at deres mænd ikke delte sin sorg med dem. Denne uvillighed blev ofte tolket som manglende kærlighed til det barn, der døde, eller som direkte afvisning af partneren.

 

3. tema

Midlertidig stop i kommunikationen. Mange beskrev, at smerten i begyndelsen simpelthen var for intens, og de ikke orkede at forholde sig til nogen andre end dem selv. Hvis partneren prøvede at tilnærme sig, resulterede det i gråd og tilbagetrækning.

4. tema

Manglende seksuel nærhed. Nogle gange stod begge parter bag afstanden, men ofte var kvinden den, der ikke ønskede sex.

 

5. tema

Generel irritation imellem partene. Kortere lunte og mindre overskud til tolerance end tidligere var beskrevet som årsager.

Vi ønsker her at forholde os til seksualiteten:

Hvordan sorgen kan påvirke seksualiteten og hvordan man kan hjælpe par i sorg på dette område. Vores udgangspunkt er litteratur, egne erfaringer med par som har mistet et barn og tilbagemeldinger fra forældre, fra individuelle samtaler, grupper og seminarer.

Arena for nærhed

Vi definerer seksualitet som mere end selve seksualakten, og ser på nærhed og berøring som viktige elementer af seksuallivet. Seksualiteten kan blandt andet bestå af lyst, kådhed, nærhed og intimitet, fysisk kontakt, nydelse, forelskelse, begær eller ønsket om at blive begæret, åbenhed, et ønske om at give eller at få, om at overgive sig eller om at beside. Den kan også indeholde aggression, vold, magt og afmagt. Seksualiteten kan indeholde et ønske om at søge tilflugt, blive holdt om, udfylde tomhed samt et behov for at afreagere stress eller spænding. For nogle er seksualiteten måske den eneste arena for nærhed.

I seksualiteten oplever mange de smukkeste øjeblikke i parforholdet. Samtidig er seksuallivet nært knyttet til reproduktion. Når barnet så dør, vil netop seksualiteten for mange blive et vanskelig område. Baggrunden for at ønske sex kan ændre sig. Lyst og begær forvandles til behov for tilflugt og afreagering. Den seksuelle akt kan være et fortvilvelsens-skrig.

Nogle vil fortsat finde hinanden i seksualiteten og herigennem hente styrke til at holde sorgen, smerten og hverdagen ud. Berøring og nærhed kan give trøst, spændingsreduktion og udløsning for ens sorg. Andre vil i større grad end tidligere kærtegne og være nær hinanden uden at samleje nødvendigvis bliver en del af denne nærhed. For andre bliver al nærhed for kompliceret i denne svære periode, også den seksuelle nærhed. Parret kan opleve, at den ene ønsker sex, imodsætning til den anden, der absolut ikke ønsker sex.

Den lille/store kønsforskel

 

Alle som har arbejdet med sørgende, har set og oplevet, at mænd og kvinder ofte reagerer forskelligt. De fleste har nok alligevel hovedsagelig mødt kvinden, mens manden har “været med” som en biperson, eller han har vært helt fraværende.

Kvinder kan have en større tendens end mænd til at ventilere sorgen via samtale, gråd, skrivning eller ved at læse om sorg. Mange mænd græder bare alene eller med sin partner, mens de holder igen på deres følelser i mødet med andre . Begge køn kan undgå følelsene ved at holde et højt tempo, lange arbejdsdage eller fysisk aktivitet, men mænd ser ud til at være mere tilbøjelig til at fornægte følelserne. Flere mænd lukker af for sine følelser.

Begge kan kan opleve trøst gennem at hjælpe andre, selv om kvinderne gør dette mest. Samtidig oplever langt de fleste forældre skyldfølelse over at barnet døde, ofte iblandet magisk tænkning: “hvis jeg ikke havde gjort A, så var det nok ikke sket”, og så videre. Vores erfaring er, at kvinder mere end mænd går med grundløse skyldfølelse.

Begge køn kan opleve religiøs tro som en lindring. Kvinder søger hjælp i større grad end mænd, og de anvender deres nære netværk mere. Manden indhenter meget af informationen om barnets dødsårsag og diagnose og om sorg fra sin partner, og er dermed afhængig af kommunikation med hende. Mænd har større tendens til at bruge alkohol efter tabet af et barn, mens kvinder bruger beroligende medikamenter.

Det ser ud som om, at flere mænd føler ansvar for, at de skal være den stærke part, at han skal holde familien sammen og oppe og sørge for de daglige gøremål i den første tid efter dødsfaldet. Kvinden reagerer med stærkere grad av psykologiske reaktioner som depression. Hun falder oftere sammen og manden overtager ansvaret i forholdet. Først når kvinnen er over det værste, tillader manden sig at falde sammen.

Vance rapporterer om en øget skilsmissefrekvens efter at have mistet et barn, specielt i løbet af det første år og specielt for de par, der tidligere har haft vanskeligheder i forholdet. Andre er imidlertid kommet frem til andre resultater. De fleste er alligevel enige om, at tabet af et barn er en stor belastning på parforholdet. Allerede eksisterende seksuelle problemer kan forstærkes. Velfungerende par kan opleve vanskeligheder på områder, som aldrig før har været problematiske. Og både manden og kvinden kan føle sig ensomme i sorgen og i sin seksualitet. De blir også specielt sårbare overfor en afvisning fra partneren.

Er vi alene om dette?

 

Forældre vil i perioder af sorgen let tænke, at de er alene og at ingen kan forstå. Og i og med at seksualitet er et tema som sjældet bliver omtalt, vil mange tro, at de er alene med disse vanskeligheder. Vi tror, at lukkethet kan gøre problemene større og i værste fald føre til en tilbagetrækning som låser sorgprosessen fast og parrets grundlag for kommunikation. Hvis sørgende ikke får information om, at det er almindeligt at sorgen influerer på seksualiteten, kan parret fejlagtigt konkludere, at der er på vej til at glide fra hinanden.

Information og åbenhed omkring temaet kan give indsigt. Det bliver lettere at se det fra hinandens side og at acceptere hinandens forskellighed i hvordan man hver især takler sorgen og seksualiteten. Det er viktigt at vide at vanskeligheder i forbindelse med seksualitet almindeligvis går over igen, når parterne til en vis grad får bearbejdet sorgen på sin individuelle måde.

 

De følgende punkter er en oversigt over, hvad vi ser som hæmmende og fremmende for seksualiteten i en sorgprosess.

Hæmmende for seksualiteten

 

– At parret sørger asynkront. Den ene part har behov for at tale, i modsætning til den anden: Den ene er deprimeret og opgivende mens den anden har en periode hvor livet føles at være værd at leve for – trods alt. Senere kan rollene skifte, men parret er ikke på samme sted samtidig.

 

– Anklager om “fejl” eller manglende sorg. Eksempler kan være kvinden som anklager sin mand, når han ikke snakker om sorgen, eller når han med iver ser fodbold i dagene efter dødsfallet.

 

– Konkurrence om hvem som sørger mest eller har mest ret til at sørge.

 

– Nedslidt partner. Sex kræver et vist grad af overskud. Mange oplever at overskuddet er under nul efter dødsfallet.

 

– Stress, hovedpine og psykosomatiske symptomer.

 

– Uløste konflikter kan tage lysten til sex fra en, også i tiden efter at et barn dør. I og med at aggresionsniveauet er højere og overskuddet mindre, i tillæg til at følelsene varierer mere end ellers, opstår der let konflikter. Dette gælder også i forbindelse med, hvordan man skal takle praktiske forhold, eller børn som udtrykker sorg på sin måde og kan være meget krævende.

 

– Manglende åbenhed om sårende følelser i forbindelse med afvisning, egne behov og ønsker. Mange oplever at være “hudløse” og ekstra nærtagende. Samtidig kan sorgen være så stor, eller sårbarheden så smertefuld at ord ikke kan beskrive det.

 

– Hårdt pres på den som ikke vil, ikke kan, eller ikke klarer at ville.

 

– Associasioner som har sammenhæng med sorg og traume. Nærheden genkalder de stærke følelser og minder.

 

– Frygt knyttet til egne eller den andens sorgreaktioner. I tiden efter barnet er død, genkender man måske hverken sig selv eller partneren, hvilket kan være meget skræmmende. Sorgreaktioner er stærke og ukendte, og parret indtager nye roller. Mange er bange for, at de selv eller partneren er ved at blive sindsyg.

 

– Frygt for at blive gravid og dobbelthed i forhold til seksualitet og reproduktion.

Fremmende for seksualiteten

… arranger børnefrie aftener. Parret bør få anledning til at blive kendt med hinanden påny i ro og fred. De har været igenem noget som har forandret dem, i alt fald for en tid og sandsynligvis for resten af livet. Meget er nyt og skræmmende. De har behov for at prøve at vise hinanden respekt for hinandens forskelligheder med hensyn til sorgbearbejdelse og sorgadfærd.

 

– Hvile. Overskud er nødvendig for at leve ud i forhold til sin seksualiteten, specielt når man skal ind i seksualiteten på en ny måde. Sorgarbejdet kræver energi. Dette er også et argument for at give tid til sig selv og hinanden.

 

– Kan parret finde måder at vise, at de sætter pris påhinanden? Forsøge at give små opmærksomheder i hverdagen?

 

– Stoppe konflikter og slutte fred.

 

– Snakke om det som er vanskeligt, også det som virker for dumt.

 

– Gøre noget sammen som er hyggelig, og noget som måske ikke er hyggelig, men som føles rigtigt. Sorg kan bearbejdes på andre måder end bare ved at tale sammen. Eksempelvis kan en tur tilbage til der hvor dødsfaldet skete hjælpe nogen videre i sorgbearbejdelsen.

 

– Det er vigtig, at parret er sig bevist om, at de har lov til at glæde sig over det de kan glæde sig over­, selv om de er grundlæggende triste og også om bare den ene har overskud til at glæde sig her og der. Gråd og latter kan gå hånd i hånd. De har lov til at være kærester selv midt i sorgen.

 

– Kan parret kan blive enige om et kompromis i tilfældet af, at seksuallivet har låst sig fast? En tid uden samleje, men med nærhed og udforskning af egen og hinandens kroppe? De fleste trænger til at blive kendt med sig selv og hinanden på ny igen.

 

– Mange par kan have nytte af at tale sammen med en person, som står udenfor, men som de stoler på. Opsøg faglig hjælp, hvis problemet låser sig fast over tid.

 

Samtalegrupper

Parret vil ofte møde støde fra både sundhedspersonale, familie, venner og eventuelt fra Forældreforeningen VI HAR MISTET ET BARN. Vi tror samtalegruppen og fællesskapet med andre, som har mistet barn, kan være viktig for at parret kan forstå eller finde hinanden i tiden efter dødsfaldet. I gruppen kan man snakke om parforhold, men også få information om seksualiteten generelt. Vores erfaring er, at begge køn er lutter øre, når temaet tages op i grupper eller større forsamlinger, men at temaet bliver for privat for åben diskussion. Informationen giver indsigt i, at problemene er almindelige, og kan danne udgangspunkt for videre bearbejdelse, alene eller i samtale med partneren. Gruppelederen kan stille sig åben for kontakt på individuel basis, hvis trygheden og forholdene tilsiger det.

 

Vi ser imidlertid at gruppelederen er viktig. Han eller hun sætter rammene for hvad som er “legalt” at tage op i gruppen og åbner for, at alle kan give sit bidrag. Efter vores mening er det i orden, hvis gruppelederen føler sig usikker omkring temaet seksualitet og er ærlig om det overfor gruppen. Gruppelederen skal kunne være nær og ærlig uden at være for privat.

Også for sundhedspersonale, som ikke leder grupper er det viktig at være bevidst på egne holdninger til temaet. Vores holdninger påvirker hvad parret tør tage op. Generel information om problematikken kan reducere tærsklen for at parret tager temaet op i den private sfære, eller med en hjælper parret er fortrolig med.

 

Parforholdet og seksualiteten bør være et af de temaene den professionelle hjælper altid tager op med par, som har mistet et barn. Temaet bør også være en del af den ordinære opfølging familien får fra sygehus eller læge. Temaet bør introduseres for parret inden for den første måned efter dødsfaldet.

Start processen

 

Til slut vil vi gengive en del spørsmål, som kan bruges for at starte processen hos parret. Hjælper kan bruge spørsmålene i samtalen, den enkelte kan tage dem med hjem til eftertanke eller som udgangspunkt for samtale med partneren.

 

Hvordan synes du, at seksualiteten fungerer nu i forhold til, før I mistede barnet?

 

Hvad har forandret sig?

 

Hvad tror du kan være årsagen til det?

 

Hvordan ønsker du, at seksualiteten skal fungere?

 

Hvad tror du, der skal til for at få det til at fungere, som du ønsker?

 

Hvad kan du gøre for at få det til at fungere, som du ønsker?

 

Hvad mener du din partner kan gøre?

 

Er mental nærhed forudsætning for et godt seksualliv, eller kan seksualiteten kompensere for manglende mental nærhed?

 

Hvis selve samlejet er vanskeligt, kan der være alternative løsninger?

 

Kan man sætte tidsfrister eller perioder med eller uden samleje?

 

Et godt råd til slut: Hvis den som ikke vil, kan komme den som vil i møde, så bliver den som vil muligvis mindre panisk. Og presset på den som ikke vil, bliver også mindre.

 

Kilde: Hilde Eriksen, Sygplejerske og tidligere fagchef i Landsforeningen til støtte ved krybbedød (LUB) og Kristin Lynau, Ergoterapeut med lang erfaring fra psykiatrien og tidligere leder i foreningen “Vi som har et barn for liten”.

Icon made by from www.flaticon.com Copyright © 2016 Forældreforeningen Vi har mistet et barn. Alle rettigheder forbeholdes Creator and webmaster Gitte Praastrup.

Forældreforeningen

Vi har mistet et barn

CVR-nr. 33523696

 

Nykredit

reg. 5492 konto 7032980

 

Vi samarbejder med:

Landsforeningen spædbarnsdød

Søskendekram

Søskendekram på facebook

Post adressen:

Forældreforeningen - Vi har mistet et barn

 

Dorthe Poulsen. V/DP consult,

Automatikvej 1, 3. sal, 2860 Søborg.

Kontakt:

Koordinator

Susanne Petersen

Tlf.: 44 95 15 48 koordinator@mistetbarn.dk

 

Bestyrelsesformand

Åse Bech Pedersen

Tlf.: 25 60 70 76 abp@mistetbarn.dk