”Det kan ikke være rigtigt. Andreas, vil du ikke nok komme tilbage. Bliv hos mig.”

 

Jeg står ved min søns grav. Tårerne flyder fra mine trætte øjne med gårsdagens mascara. På stenen står hans navn. Men det er helt galt. De andre gravsten har andre tal på. 1927. 1945. 19-hundrede alt muligt der er længe siden. På min søns gravsten står der 29.07.2002. Og så et evighedstegn. Ingen slutdato. Men det er slut. 29.07.2002 er hans fødselsdag. Jeg er hans mor. Det fik jeg lov at være i 21 år. 

Andreas døde 3. juli 2024. Han døde af et årelangt og ulykkeligt misbrug af medicin. Små pæne, hvide hygiejniske piller. Det var dem, der slog ham ihjel. Havde de piller ikke eksisteret, havde jeg vidst mere, havde nogen fortalt både ham og mig, at de pæne smertestillende piller var dødsensfarlige, så er jeg sikker på, han havde haft sit liv, sin smukke krop, sine drømme og sin fremtid for sig lige nu, mens jeg står her og stirrer vantro mod hans gravsten. 

Pillerne hedder opioider, og de er farlige og forfærdelige. Men de virker. De virker meget mere end de burde. De er produceret til at dulme meget stærke smerter. F.eks. fysiske smerter efter en operation. Men, åbenbart, er de også designet til at give et efter sigende enormt velvære. Dulme tristesse. Dulme stress. Ensomhed, kedsomhed – hvad som helst, der ikke rart, men som er en del af at være i live. De virker vist helt fantastisk og det kan være svært at forstå, at en lille pille, der bare giver en usædvanligt dejlig følelse i krop, sjæl og hjerne er ved at slå én ihjel. Andreas vidste det i hvert fald ikke, før det begyndte at gå helt galt. 

 

Andreas, Andy-Pandy, Muldutz, Andriego, Lil Mazda – kært barn har mange navne

 

Han var en sød dreng. Som voksen; en smuk ung mand. 

Andreas er den ældste af mine 4 børn, han er storebror til to brødre og en søster. Han er min førstefødte, og jeg elsker ham. Jeg er stolt af ham, det har jeg altid været. Jeg spurgte en af hans venner, om man kunne sige ”jeg beundrer ham” om ens egen søn. Dertil svarede han ”ja da. Og det kan man da godt forstå du gør, der er jo vildt mange, der beundrer Andreas”.

Som barn var Andreas en god dreng med en solid personlighed. Han havde hele sit liv, men også som ganske lille, et stærkt blik for retfærdighed og for det han selv kaldte ÆGTE. Mange dagligdags-oplevelser med Andreas har gjort mig stolt af at være hans mor. Episoden hvor han er 8 år, og jeg følger ham til fodbold en tidlig morgen. Vi stiger ud af S-toget og på perronen ligger en hjemløs og sover. Lille Andreas stopper op, og jeg hører ham mumle ”morgenmad”. Af sin taske finder han den appelsin og banan, jeg har pakket til ham og vækker forsigtigt det stakkels menneske og giver ham sin frugt.

Og dengang en mor ringede til mig, og fortalte at Andreas havde markeret sig med stor myndighed i skolegården, da hendes egen datter blev chikaneret af de andre. En dreng fra en anden klasse var trådt ind og konfronteret de mobbende og sagt ”Stop. Sådan gør vi ikke her”. Det var min Andreas.

Eller dengang jeg fik en sms fra en veninde til en veninde, der skrev at hun var i tårer over en episode i et S-Tog. Et propfyldt S-tog hvor en hjemløs kommer ind med sin kop og beder om almisser. Ingen ænser ham, på nær en lille dreng, der griber til lommerne, og tømmer dem i den hjemløses kop. Det var min Andreas.

Det er gode værdier og nu, efter hans død, er det gået op for mig, at det er hans værdier. Det er ikke hans opdragelse. Det er ikke min fortjeneste. Det er Andreas, han er ÆGTE. 

Han hvilede i sig selv. Det var tydeligt, at Andreas vidste, hvem han selv var. Han leflede for ingen. Han var ikke genert, men heller ikke krukket. Han var en alvorlig dreng og så var han også pissefræk. Gadens dreng.

 

Gadens Dreng

Det var som om, Andreas hurtigt blev voksen. Han kunne klare mange ting, selv ret ung. Han kendte sin by, han færdedes trygt og selvbevidst i Københavns gader og parker. Inden han var teenager, blev han spottet af tøjmærket VANS, som synes han var en cool kid, og gerne ville ekvipere ham med alt han ville have af sko og tøj, så han kunne ses i bybilledet med deres mærketøj. Fedt for mig, for det var da en besparelse i tøjbudgettet. Poloerne, skjorter og bukser fra den tid har vi stadig. Hans yngste lillebror på 13 år bruger dem.

Som lille stod han på skateboard. I de små klasser var han var langhåret, den gang alle drenge havde kort hår. Hans klasselærer var irriteret over hans lange hår. Hvorfor aner jeg ikke. Jeg blandende mig ikke i hans eller mine andre børns hår. Hår er en privat sag, og som jeg sagde til dem, ”det er jeres hår, og det bestemmer I selv over”. Og så en dag, da de andre drengebørn lod håret gro, kom han og sagde, at nu ville han gerne være korthåret.

Andreas var en kvik og klog dreng. I skolen var han ikke den, der havde den pæneste håndskrift, og han havde det vist med at dagdrømme lidt. Men han var pligtopfyldende og fik ros, særligt for sit sproglige talent. Skolen, den skole hvor alle mine børn har gået, sætter musik i højsæde. Det er en tradition, og der er særligt fokus på musikalske talenter. Ingen i Andreas familie har udfoldet sig specielt musikalsk udover hans morfar, der spillede tværfløjte, og hans far der spiller klarinet, hver gang han får et glas rødvin for meget. Men i 2. klasse fik jeg en mail om, at skolen havde bemærket, at Andreas var et af de få børn, de mente havde så udtalt talent, at han kvalificerede sig til at modtage målrettet eneundervisning. Det blev guitaren sammen med hans musiklærer Henrik, der blev starten på Andreas’ musikalske karriere, kan jeg godt kalde det. 

 

Papir. 

”Jeg har ti tusind og jeg smed dem ud af vinduet” Lil Mazda, HaHa 

 

Som 12-13 årig udgav Andreas sit første nummer ”Papir” på Soundcloud. Papir er streamet 43.400 gange. Papir betyder penge, og penge interesserede ham. Det, man kan få for penge, og det man kan tjene. Hvor end han fik det fra, så havde han meget tidligt sans for at finde noget der ville hitte, inden det hittede. Sko, bælter, huer og caps (kasketter) især. Jeg ved da ikke, hvor mange gange jeg er blevet småvred, forlegen og bornert til hans fødselsdag, når han uden videre skippede lagkagen for at fise ind til Magasin og returnere alle sine fødselsdagsgaver og få penge udbetalt. 

Kort efter havde han købt et mærkeligt bælte, gået med det, ladet sig fotografere, for så at videresælge det med, som jeg forstod det, imponerende fortjeneste. Der var en god forretningsmand i Andreas, og jeg sværger – ingen i hans familie har talent for det. Igen, det var Andreas selv, ikke noget vi havde lært ham.

Musikken havde han fat i, den havde fat i ham. Han var barn af en tid, hvor al SoMe stadig var nyt – og eksploderede der i 2010’erne. Vi forældre forstod slet ikke, hvor hurtigt det gik. Hvad det var vores børn og unge kunne finde ud af og orientere sig ubesværet, let og også ubeskyttet gennem i en ny digitaliseret verden. En udvidelse af det univers, vi selv er kommet fra, en ny dimension der delte sig som kræftceller kan gøre, med lynets hast. 

Andreas blev meget dygtig til det med musikken og til det med computer. Talent på klaver og guitar, fingerfærdighed, gehør og samtidig en legende let tilgang til komplicerede computerprogrammer som han kunne indspille sine akustiske akkorder i og programmere dem til en ny lyd, den lyd der i undergrundsmiljøet blev toneangivende i musikkens verden på det tidspunkt.

Han var den yngste i det musikfællesskab – og den dygtigste. Et naturtalent, som hans venner siger. Og jeg var stadig meget stolt af ham. Også selvom jeg havde en grumset fornemmelse af, at det kunne være et lidt sketchy miljø at være del af som blot 16-årig. Omvendt bakkede jeg ham jo op i, at han udviklede sig, tog sine egne beslutninger og meget disciplineret dygtiggjorde sig inden for sit eget talent. Og så var han jo en pæn og køn dreng, der gik i rene poloshirts, rene strømper og havde pæne rene negle, bogstaveligt talt. 

 

Starten på slutningen

Set i retroperspektivets klare lys, ved jeg, det var her fra meget gik helt fantastisk, og meget begyndte at gå ganske forfærdeligt. Det var starten på slutningen, hvilket ingen af os vidste, og slet ikke Andreas selv. ”A Young Bull With an Old Soul”, som han betegnede sig på sin Instagramprofil. Det der gik fantastisk, og det jeg så, mens jeg muligvis lukkede øjnene for noget andet, var hans musikalske univers, fællesskab og starten på en egentlig karriere som musiker, lyriker og producer. Jeg så på det, jeg accepterede det hele – hvad skulle jeg ellers gøre, og jeg vedblev med at beundre ham.

Andreas var ikke som de andre i sin gamle skoleklasse, han fandt nye veje, og han fandt dem selv. Hans naturlighed i verden, i det tidlige voksenliv og hans stil var markant. Ting sad godt på Andreas. Man lagde mærke til ham, han havde en god udstråling. Igen; jeg var stolt af ham. Også af den type, Andreas viste sig at være efter at være trådt ud af barndommen. Han havde naturlig selvtillid, uden at det kammede over. Han havde stålsatte holdninger om verden, politik, venskaber og etik. Han var intelligent, retfærdig og loyal. Lige som da han var lille. ”Han ejede sin helt egen identitet og hvilede i den”, som præsten sagde i sin tale ved hans begravelse.

 

”Codein in min sodavand” – Lil Mazda

 

Det jeg lukkede øjnene for var, at jeg godt vidste, at musikmiljøet potentielt er et farligt sted at bevæge sig ind som ung. At trods Andreas’ selvbevidsthed, så var han dog et helt ungt menneske med samme sårbarhed som alle andre. Jeg tænkte også på, at jeg lige så godt kunne have haft en søn, der gik ind i spejderbevægelsen – det havde jeg altså bare ikke. Jeg havde Lil Mazda, som var og er hans kunstnernavn, og som mange unge kender ham under.

Jeg ved nu, at Andreas med sin bedste ven tog sin første pille som 14-årig. Det var en Xanax, som hører til gruppen benzodiazepiner, som er angstmedicin. Dèt anede jeg intet om i årene der fulgte. Havde jeg vidst det, kunne jeg måske have grebet ind langt tidligere, sat min moderlige hjælp ind, men jeg anede intet. Jeg kunne ikke se det på ham, og skulle nogen have sagt ”oxicontin” eller ”benzodiazepin” dengang, ville jeg ikke have vidst, hvad det var. Til gengæld bemærkede jeg, at Andreas overhovedet ikke drak alkohol, og selv da jeg engang næsten opfordrede ham til at drikke en øl eller tage et glas hvidvin, sagde han ”ellers tak, jeg har prøvet, jeg bryder mig ikke om alkohol”. Jeg sagde det endda lidt for min egen skyld. Jeg synes, det kunne være hyggeligt med et glas vin sammen, og jeg ville gerne vise ham, at jeg var ”large”, og at han ikke skulle skjule det, hvis han og vennerne evt. drak lidt bajere. Sådan gjorde min egen mor i sin tid. Hun sagde ”jeg ved I drikker, det er bedre, I er her hjemme hos mig, der står vin i skabet, men så vil jeg heller ikke se jer stå på et gadehjørne og drikke billig pullimut sprut”. 

Men Andreas drak ikke, og det lod heller ikke til at vennerne i miljøet drak. Men jeg opdagede både på hans værelse og på billeder, de postede, at der var blå Fanta og nogle andre flasker med noget rødt i. Jeg turde ikke rigtigt spørge, hvad det var, men fik mig gættet frem til, at det vist var hostesaft. Dér skulle alarmklokkerne selvfølgelig ringe, og tro mig, det gjorde de også. Jeg ved, at det aktive stof i hostesaft er codein, men faktisk virkede hostesaft trods alt ret uskyldigt, og jeg forstod heller ikke tendensen. Desuden vidste jeg heller ikke, hvad codein er. Googler man det står der: 

Codein omdannes i kroppen til morfin. En lille del af befolkningen omdanner codein unormalt langsomt eller hurtigt. Ved meget hurtig omdannelse af codein er der risiko for morfinforgiftning.

Morfin er et stærkt smertestillende medicin, og morfin hører til gruppen ”opioider”. 

Men min resonans strakte ikke så langt, som til at kæde det hele sammen. At de benyttede sig af et meget mildt men potentielt ”stærkt smertestillende” middel i deres sodavand. Men det var jo nok der, det startede.

Tankerne har i tiden før og efter Andreas’ død tumlet rundt i hovedet på mig. Startede det med nysgerrighed og et velvære ved at drikke større mængder hostesaft, som jeg nu ved førte til at indtage opioider for en yderlig dimension af det velvære, som igen førte til en grusom afhængighed, der første til hans død? Svaret er nok ja, og da jeg få dage efter hans dødsfald talte med hans forskrækkede ven om det, sagde han ”men vi vidste da slet ikke, det kunne gå så galt”.

 

Det flyder med piller i gaderne

Nej, det vidste de ikke, og det vidste jeg heller ikke, for ingen havde oplyst om, at der allerede dengang for flere år siden rullede en flod af dødsensfarlige piller ind over Danmark, ind over en ungdomskultur, ind over vores børn, og vi står i orkanens øje lige nu, mens det flyder med piller i gaderne. Piller der slog min søn ihjel, og som har taget livet fra mange flere end ham. Efterladt mødre som mig selv i bundløs sorg og ulykkelighed, i skyld og skam, familier der for evigt er forandrede, venner der har mistet deres jævnaldrende unaturligt og alt, alt for tidligt. Ingen oplyste om den katastrofe, der var på vej. Der blev, som i de foregående årtier, advaret mod alkohol, cigaretter, kokain – alt det vi og de unge godt vidste i forvejen. Mens jeg har siddet til SSP møder i skolen og sammen med de andre forældre diskuteret, hvornår vores børn måtte drikke den første øl, ja på samme tid var min søn ved at blive afhængig af livsfarlige piller, der slog ham ihjel, lige netop som han skulle til at folde sit voksenliv ud. 

Jeg ved, at Andreas med sit sind og sin intelligens selvfølgelig også havde nogle dystre tanker og sårbarheder. Men har vi ikke alle det? Jeg vil sige, at det hører med til livet, og er en del af at være ung. Jeg fastholder, at han var en glad, stærk dreng med en psykisk robust muskulatur. Så der var som sådan ikke grund til, at han skulle dulmes med ”stærkt smertestillende medicin”. Men jeg tror desværre, smerten kom med afhængigheden. For om end hvor uskyldigt det startede, så fik han det i de følgende år dårligt. Ikke hele tiden, men kort sagt, blev han dybt afhængig af pillerne, for når han ikke tog dem, opstod der voldsomme abstinenser, fysiske og psykiske, som var foranlediget af pillerne selv. Og hvad virkede? En pille mere. Som de siger de unge; ”Forestil dig en influenza x 100 plus kæmpe nedtur”.

 

”Et Barn er Født……”

Jeg kan nu se noget af det, jeg så, men ikke forstod dengang, var vejen mod enden. Havde jeg dog bare grebet ind før, men det gjorde jeg ikke. Og da jeg gjorde, var hans tilstand blevet meget alvorlig. Jeg husker en juleaften, hvor Andreas gik og sov, mens vi dansede om juletræet. Jeg sang for i ”Et Barn er født i Bethlehem”, mens min ældste søn med sin lillesøster i hånden gik med lukkede øjne. Det er forfærdeligt at tænke på nu, at jeg ikke gjorde noget der. Men det gjorde jeg ikke. Jeg tænkte, han måske havde siddet oppe hele natten og lavet musik, men inderst inde vidste jeg godt, at det virkede usandsynligt. Men hør her, jeg vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle gribe eller gøre i. Han var jo ikke fuld. Han lugtede ikke af noget, heller ikke af hash. Han havde ikke små pupiller, som jeg ved, man kan få af kokain. Jeg vidste ikke, at opioider og benzodiazepiner eksisterede. Havde jeg vidst det, ville jeg jo have talt med ham om det, kontaktet læge, forsøgt at få ham i behandling. Alt det jeg ved i dag, vidste jeg ikke dengang.

 

Kold Tyrker

Det er oktober 2022, der er folketingsvalg. Andreas og jeg har joket om valgplakaterne, han synes det var grotesk, man bare kunne hænge den slags reklamer op over hele byen. Jeg gav ham ret. Det affødte, at vi rigtig kunne gøre nar af alle de overdimensionerede fjæs med et ”stem på mig”. Særligt var der jo partier, vi kunne være ekstra hånlige over for. 

Jeg sidder på Trianglen og skal til skole-hjemsamtale med hans lillesøster, en rigtig populær 12-talspige, så jeg har komplet ro i maven, da jeg får øje på en virkelig fjoget valgplakat. Den må jeg øjeblikkeligt dele med Andreas, så jeg tager et billede, sender det og ringer til ham. Men hans mobil besvares af ”ambulancefører Simon”. Jeg havde gennem årene udviklet et ret ”chummy-venskabeligt-ung-med-de-unge-forhold” til en del af hans venner, så jeg tror det er en af dem, der pranker mig. Jeg bliver sgu lidt irriteret og siger, ”hey, gi’ mig Andreas, sådan noget der joker man ikke med”. Men Simon viser sig at være Simon, og siger ”jeg kan se, der står mor, på telefonen, så du må være mor, til den unge mand vi har liggende her i en ambulance. Vi er på vej til Rigshospitalet”.

Alt står stille, mens alt styrter rundt omkring mig. Jeg er lige i nærheden af Rigshospitalets traumecenter og når der ind til at se båren komme trillende med mit barn. På det tidspunkt er han vågnet, han er konfus og ked af det. Han har et stort sår på det ene kindben, for han var kort forinden faldet om i voldsomme kramper foran Vesterport station. Det var han, fordi han, uden jeg opdagede det, havde forsøgt at tage en kold tyrker på oxicontin. I fem dage havde han haft det ganske forfærdeligt, kun drukket vand og spist et enkelt æble, indtil abstinenserne, der på Vesterport, angreb hans krop med alvorlige kramper. 

Det er det, der kan ske. Derfor er opioider så farlige at tage, og farlige at holde op med at tage. Kramperne kan slå ihjel. Og derfor er det så utrolig vigtigt at forstå, også for læger, der møder mennesker med opioidmisbrug, at de skal trappes sikkert, varsomt og ansvarlig ud i et tempo, så kroppen kan følge med. 

Andreas’ historie efter den episode er fyldt med detaljer. Detaljer om svigt fra et system, der skulle have grebet ham. Om hans egen kamp for at finde en vej ud af opioiderne og afhængigheden. Om forsøg på at finde bare én troværdig nøgleperson i virvaret af læger, behandlere, socialrådgivere, kommunefolk, private organisationer og jeg ved da ikke hvad. Om hans om min relation. Om hans håb, hans ængstelse for at miste livet, hans drømme. Hans nedture, hans opture. Han skrev musik om det hele. Titler som ”Pilleglas”. ”Adios”. ”Følsom”. Sikken produktivitet han formåede, mens han kæmpede med sit helbred, for sit liv.

Ved hans side stod jeg. Jeg var de sidste to år af hans liv klar over, at det var en meget alvorlig situation, vi stod sammen. Jeg kæmpede for hans liv sammen med ham. Tiggede og bad om hjælp, om mere viden, om faglig hjælp. Jeg ved, hvad jeg har sagt. ”Han dør af det her! Er der dog ikke nogen, der kan hjælpe”. 

Men det var der ikke. Andreas, som endda med sin mor ved sin side, blev kastebold i en bermudatrekant af inkompetence, kommune, region, hospital, egen læge – og så forfra en gang til. I mellemtiden blev han mere og mere dårlig. Og jeg var rædselsslagen, handlekraftig, men bange og desperat. Den ptsd jeg sidder med i dag, startede der. Den giver mig flashbacks til de gange, jeg fandt ham bevidstløs med blå læber, blå negle, næsten intet åndedræt langsomt på vej ind i døden. De minutter jeg måtte sidde oven på min dreng og give ham hjertemassage med ambulancefolk i røret, som sagde ”bliv VED, du må ikke tabe ham”. Mund til mund, mine egne lungers luft ned i hans. Som om vi var ved at vende tilbage til da hans navlestreng var forbundet med min krop, men med helt omvendt fortegn af liv og død. Det var i den periode, jeg udviklede grotesk OCD, bare en remse eller noget andet, der kunne forhindre katastrofe. Mange bønner til Gud ”vil du ikke nok hjælpe, vil du, Gud, ikke nok lade være med at tage ham fra mig”. 

Andreas blev hentet med blå ambulance-blink mange gange. I maj 2024 blev han indlagt akut med overdosis 3 gange på en uge. Men hver gang blev han udskrevet helt uden plan. Han boede stadig hjemme hos mig. Heldigvis. Men jeg er ikke læge, jeg er ikke sygeplejerske, så min magtesløshed var jo enorm, når jeg ikke vidste, om der gik en time eller to dage til han igen var i livsfare. Når jeg ikke var hjemme, og han ikke tog sin mobil, fik jeg hans ven, som bor i nærheden, til at styrte hjem til os og springe ind ad vinduet. Her så han som mig, flere gange Andreas bevidstløs og ringede til ambulancen, mens jeg halsede gennem byen med buldrende panik. Jeg stod helt alene i den mest forfærdelige situation. At forsøge at forhindre min søn i at dø.

Jeg var meget bange. Og så var jeg rasende. Det har jeg været i flere år. Jeg er ikke rasende på Andreas, jeg er rasende på det system jeg ellers stolede på, altid har stolet på, det stærke system jeg her vil kalde Danmark, som svigtede gang på gang. Jeg er rasende på medicinalindustrien. Jeg er rasende på dem, som på den ene eller anden måde tjener penge på at lokke unge mennesker som Andreas ind i et misbrug, der ødelægger deres liv, og som endda slår dem ihjel. Jeg er RASENDE! Jeg er også rasende på Gud. Men det er en anden historie.

 

Sommeren 2024

I juni 2024 var Andreas i bedring. Jeg ved ikke hvorfor, men åh hvor var jeg lettet. Jeg håbede, at nu var de værste mareridt måske overstået, så jeg turde heller ikke helt jinxe det. Han kom ind i mit soveværelse en morgen og sagde roligt og med klare øjne, at han gerne ville til Bornholm på et 3 måneders behandlingsophold. Han ville søge ind på Københavns Erhvervsakademi, og ville gerne være sikker på, han var ude af pillerne, og vidste at det krævede behandling. 

Han nåede hverken Bornholm eller Københavns Erhvervsakademi. Han døde få uger senere. En onsdag morgen vågnede jeg som altid tidligt. Jeg kunne høre, at Andreas’ computer kørte, men det gjorde den jo næsten altid, for han faldt ofte i søvn til en film eller musik. Jeg lå lidt og kiggede ud i sommeren fra mit vindue, inden jeg gik ind for at slukke den, stryge ham over håret og sikre mig dynen lå over ham. Som da han var lille. Da jeg åbnede døren, så jeg ham ligge stille på gulvet. Hans ene hånd var tegnet op af bittesmå blodårer, som grene på et træ. De var helt sorte. Så jeg vidste inden for få sekunder, at han var død. At alt var for sent. Min elskede søn døde af opioider, mens jeg lå og sov i mit soveværelse få meter fra ham. 

 

Epilog

Jeg bliver aldrig den samme igen. Men jeg vil kæmpe for, at ingen skal lide Andreas’ tragiske skæbne. At ingen mor, far, søskende eller venner skal miste én de elsker til den forbandede medicin, der aldrig skulle have ”flydt i gaderne” som de gjorde og gør i Andreas’ tid som ung. Jeg vil også kæmpe for, at vi tager de unges mistrivsel alvorligt. Jeg vil kæmpe for, at den pille-tid, de vokser op i slutter. En bizar tid, hvor der er en pille mod alt. Mod smerter, mod angst. Mod generthed, mod ADHD, mod kedsomhed, mod eksamensangst. Jeg har kun ét formål tilbage i mit liv, og det er at kæmpe denne her kamp, så ingen skal stå ved deres barns grav og sige ”det kan ikke være rigtigt”. For det KAN ikke være rigtigt, at det er medicin, der slår raske unge mennesker ihjel. Lige der, hvor de har hele livet foran sig. Vi har et ansvar. Som samfund. Som forældre, politikere, læger, socialrådgivere og lærere. Og det har de unge også selv. Men tro mig, de vil ikke dø. Nok er de risikovillige og nysgerrige. Men de vil gerne leve. 

De spørgsmål der tynger er, om Andreas havde det dårligt i sit liv længe før, han blev afhængig? Og er det min skyld? Har jeg slået mit eget barn ihjel? Hvordan kunne jeg dog ikke se og vide det her? Er jeg en dårlig mor og hvorfor HVORFOR er det her sket? Gået så tragisk galt.

Jeg ved det ikke. Men jeg er plaget af afgrundsdyb skyldfølelse. Dyb sorg. Rædsel. Stress. Uforståenhed. Ensomhed og en ubærlig rygsæk fuld af skæbnes tunge sten, som jeg ved, jeg skal slæbe rundt på så længe, det her liv varer. Det jeg ved er, at jeg havde brug for viden, som jeg ikke havde. Andreas og mit forhold var tillidsfuldt og trygt. Men – børn kan ikke lide at se deres mor græde. At overføre bekymring. Men jeg ved, at jeg talte med ham, han talte til mig og det vigtigste vi havde sammen var vores relation, ærlighed og gensidig tillid. Jeg har sagt mange gange; ”Andreas, vi to skal være ærlige. ”Jeg kommer ALDRIG til at skælde dig ud for at sige sandheden. Ligegyldigt hvad den er.”  Og det gjorde han jo til sidst. Jeg kom bare for sent, vi tabte kampen, men vi tabte den sammen.

Den skyldfølelse jeg er efterladt med er så umulig at bære, at jeg tillader mig at forsøge at skubbe den over på noget andet. Den har jeg hermed lagt på tiden, medicinalindustrien og en periode i vores verden, hvor vi ikke har passet godt nok på ungdommen. Da jeg spurgte hans lillebror ”er det min skyld?” svarede han ”Nej. Det er det ikke. Han blev en del af den tid. Det var den tid, der var….. Jeg håber bare sådan nogen når at løse det, inden det også bliver min egen generations tid”

Det håber jeg også.

 

Brev til Andreas

Til Andreas

Loyalitet for ÆGTE

Andreas. Tak for, at jeg måtte og må være din mor. 

Livet her på jorden er, som du ved, en rodet omgang. Mange tanker og mange ligegyldigheder i hverdagen, hverdagen der ikke griber vores tanker, ikke griber vores håb, drømme og heller ikke vores kraft. Din kraft i verden, på jorden er for mig enorm. Du bliver større og større hver dag. Du er blevet min Gud og min engel. Som da du var lille, og jeg så på dig hver sommer, hver vinter; du blev større og større. Som børn gør, mens de vokser.

Jeg så særligt på dig. Det gør jeg stadig. Jeg tænker på og ser for mig dine små fødder, en dag da jeg stod bagved dig på det slidte badeværelse på Frederiksberg, og frotterede dig efter dit bad. Du gik mig til under navlen, og jeg husker jeg sagde ”du har sådan nogle søde fødder, Andreas”. Jeg har altid set på dine fødder, nu er de store, ligner lidt din fars, men bare meget pænere. Dine hænder Andreas. Du har så smukke hænder med de perfekt formede og altid regelmæssige og rene negle. Dines siger det også. ”Andreas har så flotte hænder”. Heldigt for ham, så ligner hans hænder dine. 

At være, være til, er blevet til noget luftigt. Ofte helt usynligt. Som skummetmælk der har stået for længe. Blevet gråt. Vandigt. Udrikkeligt og uden smag. Sådan er mange dage her på jorden uden dig. Her på jorden og her hvor vi bor, larmer vejarbejdet ubønhørligt. Tunge stykker død asfalt og fliser graves op, flyttes klodset med maskiner ført af mennesker, men uelegante maskiner uden øjne, uden dynamik. Snavsede jernbor graves ned i undergrunden i larm og rumlen og brummen. 

Imens sidder jeg og fastholder billedet af dig. Af alt det som er så modsat af det, der sker foran mit vindue med gravko og lastbiler. Jeg fastholder dine smukke øjne, dit blide dybe blik. Dine smukke hænder, og den særlige og meget bedårende måde du altid sover på. På ryggen med hovedet faldet lidt til den ene side, som viser din smukke profil, dine tunge, rolige øjenlåg. Alt på dig er stærkt og smukt. Du ved det hele. Du ved, hvor meget jeg elsker dig. Du er kløgtig, du er smuk. 

Lad mig fortælle dig; den dag du blev født, blev jeg med det samme bange for at miste dig. Det var som om, jeg blev velsignet ved at få dig i armene helt tæt på mig, men noget truede og advarede om, at jeg ikke skulle være sikker på at beholde dig. Det fik jeg lov til i næsten 22 år. 

Far var lykkelig. Kunne slet ikke tro, det her var sket for ham – tror jeg – vi må jo spørge ham, men sådan husker jeg ham. Han var lykkelig og dybt rørt over at du, Andreas, den smukke Andreas, var blevet hans søn. Dine øjne var allerede dengang dybe, store. Grønne øjne. Som din fars og din mors. 

Meget andet end din øjenfarve, som nok er genetisk, ja meget andet i dig, din krop og sjæl er helt dit eget. Dine kloge tanker, din mimik, dit dybt forankrede blik for retfærdighed, eller må jeg bruge dit eget ord ÆGTE, det tilhører dig Andreas, det har vi ikke givet dig hverken gennem din DNA, dit blod eller opdragelse. Måske har du inspireret os mere end omvendt. Måske er du ved at gøre mig til et bedre og klogere menneske, noget jeg skal bruge og udfolde så længe jeg er på den her jordklode, hvor kort eller længe det end må vare endnu.

Som jeg ofte siger til dig, når fortvivlelsen tager fat om min nakke og trækker mig dybt, dybt derned, hvor jeg næsten kun kan forsvinde i mørket – som jeg beder dig: Andreas bliv hos mig. Hold mig fast. 

Jeg slipper dig aldrig. Dét ved du. Og hvis jeg nogensinde har fået dig til at føle det anderledes; så undskyld. Du er min store kærlighed. Du er ÆGTE. Tak for at have fortalt mig, og få mig til at begribe ÆGTE.

 

Andreas er begravet på Garnisons Kirkegård i København. 

Lil Mazda’s musik kan streames på Spotify, SoundCloud og Apple Music.